DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
Der er altid gang i løjerne og mange tilskuere foran Horsens Ny Teater, når udendørs forestillinger gæster Horsens Teaterfestival. I år kan der komme mange flere forestillinger end normalt. Foto: Hanne Nielsen

En fantastisk håndsrækning fra Horsens

01-04-2020
Horsens Teaterfestival åbner for en stor udvidelse af sit ellers kuraterede program, så de mange forestillinger fra den aflyste Aprilfestival - og andre refusionsgodkendte forestillinger - kan vises i Horsens til september. Det er godt nok for teatrene og for formidlerne. Forude forestår et kæmpearbejde med at få logistikken på plads.
Af: Carsten Jensen

I virkeligheden har det været en godt skjult nyhed i et par uger, men nu er det officielt: Horsens Teaterfestival, der afvikles over en weekend i september, åbner op for, at forestillinger fra den aflyste Aprilfestival 2020 i Holbæk i stedet kan få plads i programmet i Horsens.

Ideen blev fostret af festivalleder Maria Suh, da covid-19-pandemien tog livet af årets Aprilfestival, og det prisværdige initiativ er godkendt af Horsens Kommune, der står som arrangør af Horsens Teaterfestival - og det betyder, at den normale festival med 35 kuraterede forestillinger får gevaldigt vokseværk. Der var således tilmeldt omkring 160 forestillinger til Aprilfestivalen.

For mange af dem er det noget nær en livline, der kastes ud fra Horsens, som nu skal omkalfatre den vanlige intime festivalstruktur.

Det faste dramaturgiat har følgelig droppet årets kuratering, idet alle refusionsberettigede teaterforestillinger nu er velkommen til at tilmelde sig, også selvom de ikke var tilmeldt årets Aprilfestival.

67 teatre har p.t. tilmeldt sig

Maria Suh fortæller, at der p.t. er kommet tilmeldinger fra 67 teatre med 85 forestillinger, men deadline er 13. april, så der kommer givet flere til - og hun skønner, at der kan være plads til omkring 100 forestillinger på en stærkt udvidet festival.

»Som udgangspunkt får alle teatre EN forestilling, men man kan tilmelde max tre forestillinger og således måske få flere med, hvis der er plads. Og alle udendørsforestillinger, der ikke har brug for et reservelokale i tilfælde af dårligt vejr, kommer automatisk med i programmet,« lyder det fra Maria Suh, der også er klar til selv at træffe de nødvendige valg, hvis der tilmeldes flere forestillinger, end det er muligt at skaffe plads til.

Der bliver ikke udvidet med ekstra spilledage udover den faste weekend 18.-20. september, men festivalen vil starte allerede fra morgenstunden fredag. Derfor aflyses Fagligt Forum i år.

»Vi har p.t. ni faste spillesteder, men er i gang med at støvsuge byen for flere - vi har kontakt med 17 nye muligheder, primært store uddannelsesinstitutioner, et par kirker m.v., men intet er afgjort endnu,« siger Maria Suh.

Det bliver først muligt at besigtige nye spillesteder, når virus-situationen åbner op for det, og her får hun hjælp fra Teatercentrums to spillestedseksperter, Dianne Telling og Katrine Hüttemeier, der normalt tager sig af denne logistik på Aprilfestivalen.

Teatercentrum: En fantastisk mulighed

De udgør en væsentlig del af den gratis arbejdskraft, som Aprilfestivalens arrangør, Teatercentrum, bidrager med til festivalen i Horsens.

»Det er en fantastisk mulighed, der åbner sig her. Den har vores fulde opbakning, og udover arbejdskraft til spillestedsopmåling m.v., har vi tilbudt, at Horsens kan gøre brug af vores tilmeldingssystem, Finbas, og vores billetbestillingssystem,« siger Teatercentrums direktør, Henrik Køhler, der understreger, at alle beslutninger omkring den udvidede festival alene tages af Horsens Teaterfestival i samråd med kommunen.

Der er således ikke tale om nogen form for sammenlægning af de to festivaler, men han bifalder den gode ide og de muligheder, det giver de mange teatre fra den aflyste Aprilfestival til at kunne vise deres forestillinger og komme i kontakt med opkøberne.

Derfor skriver Henrik Køhler nu også ud til de mange hundrede arrangører, som Teatercentrum har i sin formidlerbase, for at fortælle dem om Horsens-initiativet, så de kan booke weekenden i september.

Uændret budget

Økonomisk fastholder festivalen trods den markante udvidelse sit normale budget - dvs. at der ikke kommer flere midler hverken i form  af kommunal ekstrabevilling eller statslig refusion.

Maria Suh fortæller, at de allerede inviterede teatre har sagt ja til at ophæve de indgående aftaler (betaling for en forestilling og mulighed for at spille en ekstra) for i stedet at dele puljen med samtlige deltagende teatre.

»Det bliver så mere en symbolsk betaling til det enkelte teater, men vidner om den solidaritet, der hersker inden for børneteaterområdet,« siger hun.

Også et andet gode, den gratis frokostordning til teatrene, inddrages, så disse midler kan bruges til logistiske udfordringer i det forvoksede arrangement.

»Festivalen mister selvfølgelig sin normale intimitet. Men der er brug for håb og mening, som en ekstraordinær festival i Horsens kan tilføre de hårdt pressede teatre,« siger hun.

Det skorter ifølge Maria Suh ikke på lokal goodwill lokalt fra skoler, institutioner og erhvervsliv, ligesom hun forventer, at teatrene stiller op til nødvendige opgaver, der måtte opstå i kølvandet på de logistiske udfordringer.

En vigtig redningskrans

Teatrene, der er ramt af massive aflysninger, afbrudte produktioner og uvished om kulturhjælpepakkernes formåen m.v., skal dog finde midler til bl.a. indkvartering i forbindelse med deltagelse på Horsens-festivalen.

De fleste hoteller i Horsens melder dog allerede udsolgt - meget er allerede booket af konferencer samme weekend som festivalen - men i givet fald må man søge mod Vejle og Skanderborg m.v. for at finde overnatningsmuligheder.

Maria Suh håber, at det udvidede program for Horsens Teaterfestival kan ligge færdig i løbet juni måned. Og så handler det om at håbe på, at covid-karantænen for kulturlivet ikke strækker sig udover sommeren og ind i efteråret...

»Det VIL være muligt at flytte festivalen længere hen på efteråret - det handler primært om spillesteds-logistik - men så handler det også om, hvorvidt teatrene vil kunne komme i så stort et antal, for de har normalt mange aftaler og turneperioder her,« siger Maria Suh til det dystre spørgsmål.

Men lige nu har hun travlt med at etablere en stor festival med mange teatre i Horsens 18.-20. september - en velkommen redningskrans.

***

Se mere om Horsens Teaterfestival på hjemmesidenhttps://horsensteaterfestival.dk 

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - En fantastisk håndsrækning fra Horsens
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

18-09-2023
 

14-09-2023
 

08-09-2023
 

05-09-2023
 

01-09-2023
 

18-08-2023
 

15-08-2023
 

10-08-2023
 

06-08-2023
 

30-07-2023
 

03-07-2023
 

20-06-2023
 

12-06-2023
 

07-06-2023
 

26-05-2023
 

12-05-2023
 

09-05-2023
 

26-04-2023
 

14-04-2023
 

29-03-2023
 

22-03-2023
 

09-03-2023
 

08-02-2023
 

30-01-2023
 

10-01-2023
 

01-01-2023
 

21-12-2022
 

13-12-2022
 

22-11-2022
 

18-11-2022
 

15-11-2022
 

10-11-2022
 

04-11-2022
 

17-10-2022
 

12-10-2022
 

25-09-2022
 

21-09-2022
 

19-09-2022
 

16-09-2022
 

13-09-2022
 

Flere anmeldelser