DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019
'Moments of Wonder' byder bl.a. på dette foto af Michael Vogel og hans Gollum-lignende objekt i forestillingen ’Spleen’, som tyske Figurentheater Wilde & Vogel spillede på seneste udgave af Festival of Wonder i november 2009. Foto fra bogen: Peter Birk

En gevaldig appetitvækker

08-12-2010
Folkene bag Festival of Wonder i Silkeborg har udgivet en rigtig coffee table-fotobog med flotte og inspirerende snapshots fra de to seneste festivalers mange storslåede oplevelser af animationsteater i verdensklasse. Det er en glimrende markedsføring forud for næste udgave af festivalen, der afvikles til november næste år.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Moments of Wonder – Puppet, Object, and Visuel Theatre.

Fotos: Peter Birk. Forord af Ulla Dengsøe, essays af Neville Tranter (Stuffed Puppettheatre, Holland) og Matej Forman (Forman Brothers Theatre, Tjekkiet) samt tekst af Peter Birk. Desuden oversigt over teatre og forestillinger på Festival of Wonder gennem 25 år.

Fotobog, 92 sider. Kr. 245 + evt. forsendelse. Silkeborg Biblioteks Forlag.

Bogen kan bestilles på mail: festivalofwonder@silkeborg.bib.dk el. købes på Silkeborg Bibliotek.

---

Festival of Wonder – også kaldet Silkeborg Dukketeaterfestival – har eksisteret siden 1986. Festivalen blev international i 1990 og har været afviklet årligt indtil 1999, hvorefter den har været biennal.

Næste festival finder sted i Silkeborg fra 10.-13. november 2011.

Kunstnerisk leder er Ulla Dengsøe. Hovedarrangør er Silkeborg Bibliotek.

Festivalen er bygget op om et offentligt program og et lukket system med skole- og institutionsforestillinger.

Se mere på www.dukketeaterfestival.dk

Man kan også læse en reportage fra festivalen i 2009, ’Snoretræk og paphoveder’ her på portalen.

(8.12.2010) Man får straks lyst til at tage til dukketeaterfestival i Silkeborg og (gen)se nogle af de store internationale animationsteaterforestillinger, når man har bladret igennem fotobogen ’Moments of Wonder’, som Silkeborg Dukketeaterfestival netop har udgivet.

Men man må altså pænt vente til november 2011, hvor næste store udgave af det suverænt største udbud af animationsteater afvikles. 2009-udgaven af Festival of Wonder bød således på næsten 120 forestillinger, teatre fra ni europæiske lande, workshops, foredrag, film, udstillinger og legestuer m.v. – og viste sig atter som det suveræne præsentationsforum for international animationsteater for både børn og voksne – med særdeles glidende overgange og et i øvrigt ditto bredt syn på, hvad animationsteater som genre kan rumme.

Teater i bevægelse

Det er fotos fra denne festival og den foregående i 2007, der er rygraden i ’Moments of Wonder’, hvis få tekster og lister i øvrigt er på engelsk, således at bogen også kan tilfredsstille det store internationale publikum, der gæster eller deltager i Festival of Wonder.

Og netop en kunstbog, der gennem fotos af teater i bevægelse lader teaterformerne tale for sig selv er selve ideen bag værket, selvom det også samtidig markerer 25 års-jubilæet for den førte dukketeaterfestival i 1986.
Festivalens kunstneriske leder, Ulla Dengsøe, fortalte således i en lille tale ved bogreceptionen, at ideen til fotobogen udsprang af en oplevelse ved en tjekkisk festival i 2007, hvor de internationale gæster havde fået en kæmpestor jubilæumsbog af det arrangerende teater.

»Forsiden var fin, og forventningsfulde åbnede vi bogen. Begejstringen faldt, da vi så at der var utrolig meget tekst – på tjekkisk. Stemningen dalede endnu mere, da vi så bogens sorthvide fotos af dukketeatergruppen hvert tiende år pænt opstillet til fotografering, kun med én forskel – at gruppen blev ældre år for år. Der var også billeder fra mange forestillinger med dukkespillerne og deres dukker fint opstillet til ære for fotografen,« lød det fra Ulla Dengsøe, hvis bibliotekarsjæl straks besluttede, at den slags kunne gøres meget bedre og til meget større ære for animationsteatret.

Udvalgt blandt 4.000 fotos

Følgelig blev Peter Birk i 2007 spurgt, om han ville fotografere under forestillingerne på denne og den efterfølgende festival, mens Per Hofman Hansen fra Silkeborg Biblioteks forlag sagde ja til at være redaktør på bogen. De har sammen med Ulla Dengsøe udvalgt bogens fotos ud fra 4.000 billeder.

De er primært fra de mange internationale forestillinger, men der er dog sluppet tre fotos af danske animationsudøvere med: Møllens ’Den indbildt syge’, Det Lille Turneteaters (nu Grønnegade Teater ’Romeo og Julie’ samt Alex Jørgensen og hans ’Mr. Barti – sidstnævnte er en marionetdukke med mere end 40 tråde, som Alex Jørgensen styrer aldeles fremragende. Mr. Barti og Jørgensen er et stort hit i udlandet i den mere showprægede del af skalaen – og de optrådte i øvrigt for det danske kongehus ved Prins Henriks fødselsdag i 1995...

Ud over billederne indeholder bogen et forord af Ulla Dengsøe og en lille fotofaglig tekst af Peter Birk samt to essays af to af animationsteatrets store udøvere: Neville Tranter fra hollandske Stuffed Puppettheatre og Matej Forman fra tjekkiske Forman Brothers Theatre.

Bagest i bogen er der en desuden en oversigt over teatre og forestillinger, der har været vist på Festival of Wonder gennem de 25 år.

Meget nærvær – ingen interaktion

Børneteateravisen har ladet sin faste fotograf, Søren K. Kløft, der er kommunikationsmedarbejder på Teatercentrum, kigge ’Moments of Wonder’ igennem med fagkritiske briller.

»Det er den pensionerede Silkeborg-bibliotekar Peter Birks billeder, der udgør rygraden i bogen.
Fotografierne får rigtig god plads til at stå alene – helt til kant, ofte i store, fulde opslag og uden forstyrrende tekst. For den fotokunstinteresserede læser er det således en ren fornøjelse at bladre gennem bogen, hvis format (30 x 30 cm) giver billederne optimale betingelser.

Læseren får lov til selv at gå på opdagelse i billederne, og når det er bedst, kan man næsten opleve den fortættede atmosfære i spillelokalet, fornemme svedlugten fra de hårdtarbejdende dukkespillere, eller sågar mærke luften sitre af spænding.

Der er meget nærvær i Peter Birks billeder, hvis fællesnævner er, at de alle er optaget under forestillingerne. Ingen kunstigt opstillede iscenesættelser her – det kan enhver (næsten!) lave. Nej, dette er den ægte vare, og ja, billederne er af og til mørke og kornede, de er måske uskarpe, og motiverne af og til slørede. Men ud af det hele vokser teatermagien og oplevelsen af at være der nu… lige dér hvor det sker, når det sker.

At lave denne type fotooptagelser – og tilmed få et seværdigt resultat ud af det – er bestemt en kunst.
Eneste malurt i bægeret er måske bare, at der mangler noget interaktion med publikum på billederne. Hvor er tilskuerne? Og hvordan forholder dukkespillerne sig til dem? Kun på et enkelt billede ser vi en dukke sammen med en ung publikummer.

Men det er trods alt bare en detalje, der ikke ændrer på, at ’Moments of Wonder’ rent fotografisk er en flot oplevelse – en ægte coffee table book af høj standard,« lyder dommen fra Søren K. Kløft.

Og således er der bare at vente på, at festivalen, der har leveret muligheden for de fotografiske minder, vender tilbage med nye oplevelser.

Det sker, når Festival of Wonder afvikles i Silkeborg fra 10.-13. november 2011.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - En gevaldig appetitvækker
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

21-11-2016
 

16-11-2016
 

10-11-2016
 

04-11-2016
 

31-10-2016
 

26-10-2016
 

15-10-2016
 

10-10-2016
 

05-10-2016
 

29-09-2016
 

23-09-2016
 

19-09-2016
 

16-09-2016
 

12-09-2016
 

06-09-2016
 

01-09-2016
 

29-08-2016
 

25-08-2016
 

20-08-2016
 

16-08-2016
 

10-08-2016
 

03-08-2016
 

01-07-2016
 

24-06-2016
 

17-06-2016
 

13-06-2016
 

10-06-2016
 

07-06-2016
 

03-06-2016
 

30-05-2016
 

22-05-2016
 

18-05-2016
 

14-05-2016
 

09-05-2016
 

04-05-2016
 

29-04-2016
 

28-04-2016
 

26-04-2016
 

25-04-2016
 

23-04-2016
 

Flere anmeldelser