En fyrigt moderniseret Don Juan

Det er noget af et avanceret genremikset patchworkspil, som Team Teater og Nørregaards Teater har kastet sig ud i med deres ’Don Juan’-opsætning.

Teksten ligger i en pæn afstand fra den gamle Molières forlæg. På scenen har den karakter af (filmiske)klip eller mosaikker sat op i et mønster, der tilsammen tegner Don Juans forløb hen imod den (skæbne)død, han til slut møder.

Replikkerne trækker især i starten spor tilbage til den gamle tekst. Siden hen aftager islættet. Måske også fordi øret vænner sig til lyden og sprogmelodien. Samtidig er den gamle klassiker også fyrigt moderniseret. Med humor - lige som originalen.

Hvad der imidlertid ikke hører originalen til, er grebet med, at skuespillerne cutter illusionen. Første gang er det Ib Frendø, der brokker sig, fordi han er utilfreds med den sure måde, hvorpå Heine Grove Ankerdal spiller Don Juans tjener Sganarelle. Den disput afsluttes med, at Ankerdal får tiltusket sig rollen som Don Juan – hvad han meget gerne vil, fordi han sukker efter at komme til at spille en 'one night stand'-fyr, som alle piger er ellevilde med.

Senere bryder Frendø spillet for – i en enetale – at diskutere med os om det er rimeligt, at Don Juan bliver straffet for sin usædelige opførsel. Han langer ud efter instruktøren og siger, at denne som en typisk Don Juan for længst er over alle bjerge for at forføre nogle nye skuespillere - garanteret på et større teater.

Finurlig instruktør

Det illusionsbrydende greb er et ældgammelt og stadig ofte anvendt greb. Det skønne her er, at det kommer uventet, og at man bagefter så tydeligt kan se den mening, det giver. Ebbe Knudsen er en rigtig filur. Indledningsvis undrer man sig såre over Ankerdals uklædelige og modstandsfyldte rollespil. Og vupti får vi så at vide, at det hele er iscenesat. Voila: effektfuldt og meget 'Don Juan' –smart!

Næste step er sekvensen, hvor Ankerdal i rollen som Don Juan beordrer Frendø som Sganarelle til et øjeblik at tage rollen som Don Juan for at give plads til at han kan score Elviras tjenestepige. Det udløser en veritabel replikforkludring. Herligt og meget underholdende.

Forestillingen blander også skuespil og dukkespil. Gertrud Exner har skabt et vidunderligt udtryksfuldt dukkefigurgalleri. Fem labre larver. Et udsnit af dem Don Juan bedårer og står i relation til. Í hænderne på spillerne får de magnetisk liv. Og efter forestillingen står de lige så skarpt i erindringen som skuespillernes rollegestaltninger.

Udtryksfulde dukker

Vi ved akkurat, hvad Donna Anna, Kommandantens datter er for en hot sensuel størrelse. Når hun viltert med røde krøller og struttende bryster i den dybe kavalergang svanser ind på scenen i sin rubinrøde kjole, forstår vi så udmærket, at hun tænder Don Juan. En helt særlig sagte inderlighed og udstråling har Elvira. Hende Don Juan bortførte/befriede fra klosterlivet. Øjne, næse og mund er placeret akkurat sådan i forhold til hinanden, at Elviras længselsfyldte og næstekærlige gemyt strømmer ud af alle dukkens porer. Vi kommer til at holde af Elvira, længe før hun får prikket et lille hul ind til en flig af empati hos Don Juan.

En tyk bondepige med kornfede gule fletninger, en charmerende mulat med glinsende øreringe og en ældre sexlysten og meget initiativfyldt dame gør også gode figurer. Hans Nørregaard synes som dukkeførerinstruktør at have spillet fint samme med Ebbe Knudsen som instruktør.

Nok en integreret spilbrik er sangen og musikken. Nana Schwartzlose og Siri Skamby Madsen spiller på et hav af instrumenter – sav, trommer, guitar, sax m.m., og de er tillige flot integrerede som medfortællere. Med kunnen og udstråling giver de stykket kolorit.

Himmelens kræfter

Sanselighed og stoflighed er der nok af. Supplerende kan Julie Forchhammers spinkle firkantede trærammescenografi nævnes. De spinkle rå rammer står som fysiske vægge i rummet. Men også som skrøbelige transparente mure, der spejler, hvor let Don Juan er at gennemskue og 'fælde' for højere kræfter. De højere kræfter, som stykket hele tiden vender tilbage til.

Og her er vi ved stykkets kerne. Hvad tror Don Juan alias vi på? Matematikkens logisk konkrete love? Tilfældet – som kan være hvad som helst? Eller (himmelens) kræfter som er større end os? Kræfter, som vi hører både virker i feltet omkring kærlighed og død.

Forestillingen peger ikke på én løsning. Men den hælder over imod, at der er mere mellem himmel og jord end vi lige kan eller tør erkende. Og den ebber fint ud med en slutning, der klogelig ikke viser eller udpensler Don Juans endeligt.