DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018

Zangenbergs Teater: Finn og de fem fajl

Emil Blak Olsen leverer en flot præstation både verbalt og fysisk i en næsten timelang monolog, godt understøtter af Jakob Tolstrups med-levende illustrationer. Foto: Nicolai Egense Eilertsen Meilby

En fuckfinger til præstationssamfundet

11-02-2019
I en elegant visuel indpakning af live-illustrationer og overskuds-skuespil leverer forestillingen 'Finn og de fem fajl' på Zangenbergs Teater et moderne anslag om en drengs forsøg på at finde den rette hylde.
FAKTA
Zangenbergs Teater: Finn og de fem fajl -

Dramatiker: Magnus Iuel Berg. Instruktør: Niels Erling. Live illustrator: Jakob Tolstrup. Musiker: Simon Muschinsky. Medvirkende: Emil Blak Olsen og Jakob Tolstrup. Alder: fra 11 år. Varighed: ca. 55 min. Set 6. februar 2019 på Zangenbergs Teater, hvor den spiller til 24. februar. www.zangenbergsteater.dk

Der er teater til tiden på Zangenbergs Teaters med deres opsætning af dramatiker Magnus Iuel Bergs 'Finn og de fem fajl'.Der, som titlen antyder, handler om fejl. Små fejl og store fejl, og ikke mindst de fejl, som viser sig at være resulterer i det helt rigtige. Udformet som en 55 minutter lang monolog med skuespiller Emil Blak Olsen som Finn. Og som alle de andre.

Det sceniske udtryk er helt simpelt, næsten skrabet. En skuespiller på gulvet, og en tegner, Jacob Tholstrup, bag et bord ude i siden. Ingen rekvisitter, og en scenografi, der udelukkende består af projektioner på den sorte bagvæg. Måske efter udsagnet less is more. 

Det fungerer i hvert tilfælde. Ikke mindst i samspillet med rammefortællingen, der præsenteres indledningsvist; tegneren og skuespilleren er sammen er ved at lave en film om Finn. En præmis, der bruges forestillingen igennem, når Emil Blak Olsen træder ind og ud af historien. Samtidig bliver den en klar præmis for, hvorfor tingene ikke som sådan sker på scenen, men tales frem og illustreres igennem de digitale tegninger, lydeffekter og de mange andre karakterer end Finn. Det er jo ”bare” et filmmanus, der tales igennem. 

Man kan sige, at forestillingen på den måde går ind, og leger med målgruppens (11+), for de flestes vedkommende omfattende, erfaringer med film, tv og andre videobårne mediers fortælleform og format.  Og herigennem viser, at teater kan skabe et rum, hvor vi er sammen, på en anden præmis, end vi er gennem skærmenes mange tilbud om dagligdags underholdning. 

Finn mod verden

Fra anslaget står det klart, af Finn er resultatet af en fejl, i form af hans mødrene ophavs løsslupne omgang med en eller flere mandlige kollegaer i en festlig sammenhæng, der fortaber sig i tågerne.  

Finn har i hvert tilfælde ikke fligen af den mørke hudfarve som hans mors (eks)mand, der altså i realiteten er hans far, havde. Et tidssvarende twist af en gammel kliché. 

Herfra er det Finn og mor mod verden, men skal det snart vise sig, med mor en lille smule på verdens side. For Finn får dårlige karakterer i skolen i alt andet end billedkunst, hvor han til gengæld, til den karikerede androgyne lærer Gerts begejstring, brillerer – han skal bare finde sit rette medie. 

Men Finns mor er musiker, og hendes fremmeste opgave er helt tydeligt at sørge for, at Finn får kæmpet sine karakterer i de andre fag op, så han kan få sig en god uddannelse, der leder til et godt job. I hendes forståelse vil det sige alt andet end kunstner. 

Historien er på den måde en gammel kending, om at finde sin rette hylde, og om, at hvad der måske er en fejl for den ene, godt kan være det rette for den anden. I Zangenbergs version sat i en moderne, genkendelig verden og visuelt pakket elegant ind i en nutidig street-style. 

Karakterskift en masse

Emil Blak Olsen er skarp, både verbalt og fysisk i sin 55 minutter lange monolog, og mestrer de mange karakterskift med overskud. Godt hjulpet på vej af instruktør Niels Erlings iscenesættelse, der går til kanten af det karikerede i hver enkelt karakter, med perfekt fornemmelse for, hvordan man med humor kan sige ting, der i alvor, let ville være for meget. 

Emil Blak Olsens evne til at udnytte sin drengede charme kommer helt til sin ret som Finn, mens hans karikatur af både ældre kvinder, teenagepiger og androgyne skolelærer er kærligt drillende, på vippen til at blive for meget, men uden at miste balancen. 

Samtidig skaber han også selv ved hjælp af en mikrofon og en computer lydeffekterne i forestillingen. Som supplement til Simon Muschinskys musikalske ramme. Særligt ift. rammefortællingen om filmen, de er ved at skabe, fungerer det rigtigt godt, når de ekstravagante lydeffekter her må skabes med stemmen. 

Eneste overvejelse går på om de til tider meget lumre udsagn og lydeffekter, der næsten er for meget, kan komme til at skygge for oplevelsen for en ung teenager, der måske i forvejen har det akavet i kroppen og med seksualiteten. Men måske er det i virkeligheden mere de blufærdige voksen, der kan føle sig ramt. 

Fint visuelt koncept

Vendepunktet opstår, da Finn for at imponere Naiomi fra klassen, som han ikke kan få hverken øjnene eller tankerne fra, kaster sig ud i at male graffiti. Herfra går det i fuld fart ned ad en dobbeltsporede motorvej mod øjeblikkelig succes på de sociale billedbårne medier, under han dæknavn Fajl. 

Katastrofen er uundgåelig - Finns bemaling af skolens arealer afsløres, og han tvinges til at betale erstatning, med rabat, hvis han får trukket sin karakterer op. Finn accepterer modvilligt, hverken han eller musiker-mor har råd til andet. 

Projektet slår selvfølgelig – fejl. Selv i faget billedkunst. Til Finns store frustration. En følelse der leder til et slutteligt crescendo af afmagt og destruktion, og som følge heraf en, i Gerts stjernefunklende øjne, forløsning af Finns sande kunstneriske potentiale.  

Grebet med at lave live illustrationer som scenografi binder på fin vis fortællingens kredsen om billedkunsten og særligt graffiti sammen med forestillingens visuelle koncept. Og Tholstrups streger evner at fremhæve både det sjove og det poetiske i alle Finns oplevelser. 

Præmissen med, at Finn på sin vis selv er resultatet af en fejl, pointere også denne fejlens dobbelthed; at den samme gerning på en og samme tid kan være ”forkert” og samtidig afstedfører noget, der er helt rigtig, som eks. at få en søn. 

Den skabende kunstner, for hvem fejlen er essentiel for udviklingen, bliver på Zangenbergs Teater et modbillede på tidens, særligt blandt ungdommen, fremherskende perfekthedskultur og karakterræs. 

Sammen med titlens ordspil på legen 'find fem fejl', som man nok ikke skal tage alt for bogstaveligt ift. forestillingen, men måske mest af alt forstå som en diskret fuckfinger til det allestedsnærværende præstationssamfund. 

Af: Betina Rex
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Finn og de fem fajl
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
910111213141516171819202122232425262728

09-05-2013

09-05-2013

07-05-2013

05-05-2013

03-05-2013

01-05-2013

29-04-2013

27-04-2013

25-04-2013

23-04-2013

19-04-2013

17-04-2013

15-04-2013

12-04-2013

09-04-2013

07-04-2013

03-04-2013

29-03-2013

25-03-2013

22-03-2013

20-03-2013

18-03-2013

14-03-2013

11-03-2013

09-03-2013

07-03-2013

04-03-2013

01-03-2013

27-02-2013

25-02-2013

22-02-2013

20-02-2013

18-02-2013

15-02-2013

12-02-2013

06-02-2013

03-02-2013

31-01-2013

28-01-2013

24-01-2013

Flere anmeldelser