Af: Betina Rex

11. februar 2019

En fuckfinger til præstationssamfundet

I en elegant visuel indpakning af live-illustrationer og overskuds-skuespil leverer forestillingen 'Finn og de fem fajl' på Zangenbergs Teater et moderne anslag om en drengs forsøg på at finde den rette hylde.

Der er teater til tiden på Zangenbergs Teaters med deres opsætning af dramatiker Magnus Iuel Bergs 'Finn og de fem fajl'.Der, som titlen antyder, handler om fejl. Små fejl og store fejl, og ikke mindst de fejl, som viser sig at være resulterer i det helt rigtige. Udformet som en 55 minutter lang monolog med skuespiller Emil Blak Olsen som Finn. Og som alle de andre.

Det sceniske udtryk er helt simpelt, næsten skrabet. En skuespiller på gulvet, og en tegner, Jacob Tholstrup, bag et bord ude i siden. Ingen rekvisitter, og en scenografi, der udelukkende består af projektioner på den sorte bagvæg. Måske efter udsagnet less is more. 

Det fungerer i hvert tilfælde. Ikke mindst i samspillet med rammefortællingen, der præsenteres indledningsvist; tegneren og skuespilleren er sammen er ved at lave en film om Finn. En præmis, der bruges forestillingen igennem, når Emil Blak Olsen træder ind og ud af historien. Samtidig bliver den en klar præmis for, hvorfor tingene ikke som sådan sker på scenen, men tales frem og illustreres igennem de digitale tegninger, lydeffekter og de mange andre karakterer end Finn. Det er jo ”bare” et filmmanus, der tales igennem. 

Man kan sige, at forestillingen på den måde går ind, og leger med målgruppens (11+), for de flestes vedkommende omfattende, erfaringer med film, tv og andre videobårne mediers fortælleform og format.  Og herigennem viser, at teater kan skabe et rum, hvor vi er sammen, på en anden præmis, end vi er gennem skærmenes mange tilbud om dagligdags underholdning. 

Finn mod verden

Fra anslaget står det klart, af Finn er resultatet af en fejl, i form af hans mødrene ophavs løsslupne omgang med en eller flere mandlige kollegaer i en festlig sammenhæng, der fortaber sig i tågerne.  

Finn har i hvert tilfælde ikke fligen af den mørke hudfarve som hans mors (eks)mand, der altså i realiteten er hans far, havde. Et tidssvarende twist af en gammel kliché. 

Herfra er det Finn og mor mod verden, men skal det snart vise sig, med mor en lille smule på verdens side. For Finn får dårlige karakterer i skolen i alt andet end billedkunst, hvor han til gengæld, til den karikerede androgyne lærer Gerts begejstring, brillerer – han skal bare finde sit rette medie. 

Men Finns mor er musiker, og hendes fremmeste opgave er helt tydeligt at sørge for, at Finn får kæmpet sine karakterer i de andre fag op, så han kan få sig en god uddannelse, der leder til et godt job. I hendes forståelse vil det sige alt andet end kunstner. 

Historien er på den måde en gammel kending, om at finde sin rette hylde, og om, at hvad der måske er en fejl for den ene, godt kan være det rette for den anden. I Zangenbergs version sat i en moderne, genkendelig verden og visuelt pakket elegant ind i en nutidig street-style. 

Karakterskift en masse

Emil Blak Olsen er skarp, både verbalt og fysisk i sin 55 minutter lange monolog, og mestrer de mange karakterskift med overskud. Godt hjulpet på vej af instruktør Niels Erlings iscenesættelse, der går til kanten af det karikerede i hver enkelt karakter, med perfekt fornemmelse for, hvordan man med humor kan sige ting, der i alvor, let ville være for meget. 

Emil Blak Olsens evne til at udnytte sin drengede charme kommer helt til sin ret som Finn, mens hans karikatur af både ældre kvinder, teenagepiger og androgyne skolelærer er kærligt drillende, på vippen til at blive for meget, men uden at miste balancen. 

Samtidig skaber han også selv ved hjælp af en mikrofon og en computer lydeffekterne i forestillingen. Som supplement til Simon Muschinskys musikalske ramme. Særligt ift. rammefortællingen om filmen, de er ved at skabe, fungerer det rigtigt godt, når de ekstravagante lydeffekter her må skabes med stemmen. 

Eneste overvejelse går på om de til tider meget lumre udsagn og lydeffekter, der næsten er for meget, kan komme til at skygge for oplevelsen for en ung teenager, der måske i forvejen har det akavet i kroppen og med seksualiteten. Men måske er det i virkeligheden mere de blufærdige voksen, der kan føle sig ramt. 

Fint visuelt koncept

Vendepunktet opstår, da Finn for at imponere Naiomi fra klassen, som han ikke kan få hverken øjnene eller tankerne fra, kaster sig ud i at male graffiti. Herfra går det i fuld fart ned ad en dobbeltsporede motorvej mod øjeblikkelig succes på de sociale billedbårne medier, under han dæknavn Fajl. 

Katastrofen er uundgåelig – Finns bemaling af skolens arealer afsløres, og han tvinges til at betale erstatning, med rabat, hvis han får trukket sin karakterer op. Finn accepterer modvilligt, hverken han eller musiker-mor har råd til andet. 

Projektet slår selvfølgelig – fejl. Selv i faget billedkunst. Til Finns store frustration. En følelse der leder til et slutteligt crescendo af afmagt og destruktion, og som følge heraf en, i Gerts stjernefunklende øjne, forløsning af Finns sande kunstneriske potentiale.  

Grebet med at lave live illustrationer som scenografi binder på fin vis fortællingens kredsen om billedkunsten og særligt graffiti sammen med forestillingens visuelle koncept. Og Tholstrups streger evner at fremhæve både det sjove og det poetiske i alle Finns oplevelser. 

Præmissen med, at Finn på sin vis selv er resultatet af en fejl, pointere også denne fejlens dobbelthed; at den samme gerning på en og samme tid kan være ”forkert” og samtidig afstedfører noget, der er helt rigtig, som eks. at få en søn. 

Den skabende kunstner, for hvem fejlen er essentiel for udviklingen, bliver på Zangenbergs Teater et modbillede på tidens, særligt blandt ungdommen, fremherskende perfekthedskultur og karakterræs. 

Sammen med titlens ordspil på legen 'find fem fejl', som man nok ikke skal tage alt for bogstaveligt ift. forestillingen, men måske mest af alt forstå som en diskret fuckfinger til det allestedsnærværende præstationssamfund. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.