Af: Kirsten Dahl

3. oktober 2012

En fokuseret Peter Pan

Filuren har omskabt J.M.Barries ’Peter Pan’ til en dukketeaterforestilling, hvor to skuespillere står for dukkeføringen af ganske mange dukker, samtidig med at de også selv skal spille enkelte roller og optræde som fortællere. Heldigvis lykkes det meget godt.

Filurens ’Peter Pan’ er blevet en imødekommende, let og ligetil forestilling. Rebecca Arthy har skabt et fint figurgalleri af dukker og kyndigt instrueret i dukkeføring. Pia Mourier og Uffe Kristensen springer dygtigt mellem rollerne som dukkeførere, skuespillere og fortællere.

Uffe Blaabjergs har fornuftig valgt en meget enkel scenografisk kulisse. Steen Mourier har begået en uhøjtidelig fint struktureret dramatisering. Og forestillingen puster sig ikke op til at ville mere end det, den kan og gør.

Er man bekendt med Neville Tranters stuffed pupped-dukker og den måde, hvorpå han fører dukker, er det let at mærke, at Arthy har været i praktik hos det hollandske ikon (fra Stuffed Pupped Theatre). Dukkerne i Filurens ’Peter Pan’ har store (skumgummi)ansigter, som sidder fast på løse kroppe med lange slaskende lemmer. Dukkerne er udtryksfulde, i familie med hinanden rent udtryksmæssigt, og de glider samtidig med en fin forskellighed ind i den djærve og eventyrlegelystne helhed, som forestillingen har valgt, skal være dens grundtone. 

De to mest rundhovedede er Wendy og Peter Pan. Wendy er med tykke gule fletninger, store blå øjne og florlet kjole med flæser indbegrebet af en sød (vestlig) lillepige. Peter Pan er med strithår og trævlet tøj i grønne farver en frisk naturdreng med overnaturlige evner. Og på Ønskeøen tager figurerne sig passende eventyr-aparte ud. Kaptajn Klo er et uniformeret gespenst med lange sørøverlokker og store ovale røde øjne, som har lagt sig på højkant og på skrå. Indianerpigen er et lille hoved domineret af sorte fletninger og franske accenter. Hendes høvdingefar svanser omkring med lilla bora og løse håndled som havde han røget lidt for mange fredspiber. Den lille dreng Trut fra flokken af De Glemte Drenge er passende forsynet med en tragt af en trutmund. Og Klokkeblomst er et lille handskefnug med dunblød paryk, neonlysende hoved og grønne vinger.

Livlig dukkeføring

Dukkerne er i sig selv muntre at se på, men det er først når Uffe Kristensen og Pia Mourier bevæger dem, at de får liv. Og de to medvirkende har susende travlt. Ikke så meget i starten, hvor det er lige før forestillingen bruger for meget tid på at lade dem introducere Wendys virkelighedsverden i et spil, hvor de i lange passager står i spotlys som fortællere. Steen Mourier har gjort Wendy til enebarn og fremstiller hendes hverdag med en ligefrem humor, som spillerne som fortællere håndterer livfuldt og fokusskabende. 

’Hvorfor laver I ikke en lillebror!? Har I ikke tid eller hvad!?’, råber Wendy, så alle i kvarteret kan høre det. Og forældrenes svar til hende om, at det ikke er billigt at få børn, får hende blot til at svare: ’Hvis vi ikke tog så meget i Djurs Sommerland, kunne vi måske få råd til en lillebror!’

Jo, Wendy er et kækt enebarn, som bosat på Kedelighedsvej nr.13 sammen med sin far og mor, der begge har kedelige jobs, heldigvis har sin gode fantasi i behold. Og sammen med Peter Pan – som hun så udmærket kender fra alle sine drømme – flyver hun ud på  stjernehimlen, som er fyldt med eventyr. Det er bare at tage ’2.th og så ligeud’, som Peter Pan udtrykker det.

Og da de så når frem til Ønskeøen, går det hu hej vilde dyr af sted med kampe og strabadser mellem sørøvere, indianere, en drilsk klokkeblomst, der snakker bagvendt m.v. – lige indtil Wendy vender hjem til sit værelse igen.

Natur i eventyragtige nærbilleder   

Det er på Ønskeøen, at Kristensen og Mourier har travl med at føre dukker. Skiftene er mange og hurtige. Og det er især sjovt, når de styrer flere dukker samtidig. Som når Pia Mourier som sørøver med klap for øjet holder den tilfangetagne baksende Wendy i et jerngreb. Og når Uffe Kristensen med den ene hånd fører Peter Pan, som driver gæk med Kaptajn Klo, som han fører med den anden. Så er det afgørende og heldigt, at Mourier og Kristensen så hurtigt og præcist kan finde de mange figurers bevægelser frem og bringe forskellige stemmeføringer og dialekter i spil.

Og det er et fornuftigt scenografisk valg forestillingen har truffet, når den lader dukkespillerne optræde i et rum som – bortset fra en lille vindueskarnap til start og slut – består af store videoprojekterede billeder af natur i close-up. Billeder, som er så store i deres formater, at eventyrdimensionen forstærkes af de forstørrede grene og blade. Og det er en gevinst at både De Glemte Drenges underjordiske hule og krokodillen med vækkeuret kun antydes på billedsiden.

Der er små ting som kunne falde heldigere ud. Scenen hvor Peter Pan og Wendy flyver af sted, kunne løses mere elegant end nu, hvor spillerne uden den store magi forlader scenen for lidt efter at dukke frem på Ønskeøen.

Men det er småting i en forestilling, som er udmærket fokuseret og meget ligetil med gode humoristiske takter får fortalt om vigtigheden af at have fantasien i behold. Og som en sød lille krølle lader den os – med bemærkning om et lille smil som går i arv og som vi bliver smittet af – forstå, at det ikke kun er Wendy, som forstår at holde fantasien i live. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.