DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Filuren: Peter Pan

Uffe Kristensen og Pia Mourier har travlt med at dirigere dukkerne – i stuffed puppet-traditionen - i eventyret om Peter Pan. Foto: Martin Busborg

En fokuseret Peter Pan

03-10-2012
Filuren har omskabt J.M.Barries ’Peter Pan’ til en dukketeaterforestilling, hvor to skuespillere står for dukkeføringen af ganske mange dukker, samtidig med at de også selv skal spille enkelte roller og optræde som fortællere. Heldigvis lykkes det meget godt.
FAKTA
Filuren: Peter Pan -

Manuskript: Steen Mourier efter historie af J.M.Barrie. Instruktion: Christina Reeder Ryborg Jørgensen. Dukkemager og dukkeinstruktør: Rebecca Arthy. Scenografi: Uffe Blaabjerg. Lys: Kian Lyngsaa Larsen. Medvirkende: Pia Mourier og Uffe Kristensen. Aldersgruppe: fra 6 år og opefter. Set i september 2012 på Filuren i Musikhuset i Aarhus, hvor forestillingen spiller fra 28. september til 20. oktober 2012. www.filuren.dk

Filurens ’Peter Pan’ er blevet en imødekommende, let og ligetil forestilling. Rebecca Arthy har skabt et fint figurgalleri af dukker og kyndigt instrueret i dukkeføring. Pia Mourier og Uffe Kristensen springer dygtigt mellem rollerne som dukkeførere, skuespillere og fortællere.

Uffe Blaabjergs har fornuftig valgt en meget enkel scenografisk kulisse. Steen Mourier har begået en uhøjtidelig fint struktureret dramatisering. Og forestillingen puster sig ikke op til at ville mere end det, den kan og gør.

Er man bekendt med Neville Tranters stuffed pupped-dukker og den måde, hvorpå han fører dukker, er det let at mærke, at Arthy har været i praktik hos det hollandske ikon (fra Stuffed Pupped Theatre). Dukkerne i Filurens ’Peter Pan’ har store (skumgummi)ansigter, som sidder fast på løse kroppe med lange slaskende lemmer. Dukkerne er udtryksfulde, i familie med hinanden rent udtryksmæssigt, og de glider samtidig med en fin forskellighed ind i den djærve og eventyrlegelystne helhed, som forestillingen har valgt, skal være dens grundtone. 

De to mest rundhovedede er Wendy og Peter Pan. Wendy er med tykke gule fletninger, store blå øjne og florlet kjole med flæser indbegrebet af en sød (vestlig) lillepige. Peter Pan er med strithår og trævlet tøj i grønne farver en frisk naturdreng med overnaturlige evner. Og på Ønskeøen tager figurerne sig passende eventyr-aparte ud. Kaptajn Klo er et uniformeret gespenst med lange sørøverlokker og store ovale røde øjne, som har lagt sig på højkant og på skrå. Indianerpigen er et lille hoved domineret af sorte fletninger og franske accenter. Hendes høvdingefar svanser omkring med lilla bora og løse håndled som havde han røget lidt for mange fredspiber. Den lille dreng Trut fra flokken af De Glemte Drenge er passende forsynet med en tragt af en trutmund. Og Klokkeblomst er et lille handskefnug med dunblød paryk, neonlysende hoved og grønne vinger.

Livlig dukkeføring

Dukkerne er i sig selv muntre at se på, men det er først når Uffe Kristensen og Pia Mourier bevæger dem, at de får liv. Og de to medvirkende har susende travlt. Ikke så meget i starten, hvor det er lige før forestillingen bruger for meget tid på at lade dem introducere Wendys virkelighedsverden i et spil, hvor de i lange passager står i spotlys som fortællere. Steen Mourier har gjort Wendy til enebarn og fremstiller hendes hverdag med en ligefrem humor, som spillerne som fortællere håndterer livfuldt og fokusskabende. 

’Hvorfor laver I ikke en lillebror!? Har I ikke tid eller hvad!?’, råber Wendy, så alle i kvarteret kan høre det. Og forældrenes svar til hende om, at det ikke er billigt at få børn, får hende blot til at svare: ’Hvis vi ikke tog så meget i Djurs Sommerland, kunne vi måske få råd til en lillebror!’

Jo, Wendy er et kækt enebarn, som bosat på Kedelighedsvej nr.13 sammen med sin far og mor, der begge har kedelige jobs, heldigvis har sin gode fantasi i behold. Og sammen med Peter Pan – som hun så udmærket kender fra alle sine drømme – flyver hun ud på  stjernehimlen, som er fyldt med eventyr. Det er bare at tage ’2.th og så ligeud’, som Peter Pan udtrykker det.

Og da de så når frem til Ønskeøen, går det hu hej vilde dyr af sted med kampe og strabadser mellem sørøvere, indianere, en drilsk klokkeblomst, der snakker bagvendt m.v. – lige indtil Wendy vender hjem til sit værelse igen.

Natur i eventyragtige nærbilleder   

Det er på Ønskeøen, at Kristensen og Mourier har travl med at føre dukker. Skiftene er mange og hurtige. Og det er især sjovt, når de styrer flere dukker samtidig. Som når Pia Mourier som sørøver med klap for øjet holder den tilfangetagne baksende Wendy i et jerngreb. Og når Uffe Kristensen med den ene hånd fører Peter Pan, som driver gæk med Kaptajn Klo, som han fører med den anden. Så er det afgørende og heldigt, at Mourier og Kristensen så hurtigt og præcist kan finde de mange figurers bevægelser frem og bringe forskellige stemmeføringer og dialekter i spil.

Og det er et fornuftigt scenografisk valg forestillingen har truffet, når den lader dukkespillerne optræde i et rum som – bortset fra en lille vindueskarnap til start og slut – består af store videoprojekterede billeder af natur i close-up. Billeder, som er så store i deres formater, at eventyrdimensionen forstærkes af de forstørrede grene og blade. Og det er en gevinst at både De Glemte Drenges underjordiske hule og krokodillen med vækkeuret kun antydes på billedsiden.

Der er små ting som kunne falde heldigere ud. Scenen hvor Peter Pan og Wendy flyver af sted, kunne løses mere elegant end nu, hvor spillerne uden den store magi forlader scenen for lidt efter at dukke frem på Ønskeøen.

Men det er småting i en forestilling, som er udmærket fokuseret og meget ligetil med gode humoristiske takter får fortalt om vigtigheden af at have fantasien i behold. Og som en sød lille krølle lader den os – med bemærkning om et lille smil som går i arv og som vi bliver smittet af – forstå, at det ikke kun er Wendy, som forstår at holde fantasien i live. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Peter Pan
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser