Af: Kirsten Dahl

7. februar 2022

En fin oplevelsesgave

’LommeEvangeliet’ er en både verbal og visuel perle, der leverer varme og opmuntring til alle aldre i målgruppen.

Claus Mandøes mund maler, øjnene plirrer af intensitet og kroppen taler modellerende og utvetydigt. I kombination med Hanne Sørensens instruktionstalent for animation i små formater er ’LommeEvangeliet’ blevet en meget skøn forestilling. Dragende i sit nærvær, en nydelse i sin formfuldendte æstetik, og ganske livsbekræftende med sin overvægt af fornøjelig tekst, et flot samspil mellem Mandøes præcise og sensibilitetsfyldte tilstedeværelse som fortæller og Sørensens fine små animationskreationer på lærredet i baggrunden. 

Sproget danser i ’LommeEvangeliet’. Ikke kun på grund af Mandøes suveræne evne til at modulere sin stemme. Men også fordi teksten i sig selv med sine ordvalg synes at forlyste sig gevaldigt og lunt med de sætninger, der i en velordnet dramaturgisk helhed skaber det verbale fundament i en fortælling, som både er pigen Maries kærlighedsfortælling og en anderledes strukturering af Juleevangeliets budskab. 

Livet får humør af Maries latter 

Allerede indledningen oser af stemning og substans. Man aner lyden af stærk blæst som gradvist bliver lidt højere. Mandøe sidder ved spillefladen og vipper med et par duskede strå. Samtidig ser vi på billedfladen bag ham, hvordan stråene indgår i et fladt landskab. Vi er vestpå – ved Vesterhavet, hvor et lille hus skimtes i det fjerne. 

”I en storm en gang for længe siden fødtes der en pige. Hun sprællede som en lille fisk – så blev hun døbt Marie …” 

Vi ser Marie for os. Hun bliver skabt og kommer til at leve i vores forestillingsverden hele vejen gennem forestillingen. Vi får aldrig konkret at se, hvordan hun ser ud. Det, der i høj grad kendetegner hende, er hendes sprællevende væsen og hendes gode humør.

Et refræn, som slutter med ordene ”….sagde Marie – og lo” bliver et, som vi kommer til at elske at høre, fordi det inkarnerer Maries livssyn og væremåde. 

Mandøe bruger det med humoristisk tæft, omhu og små overraskelseseffekter. Rimet drejes og andre små rim puttes ind til at skabe og forstærke stemninger. Alt emmer en rum tid af velvære, lykke og harmoni. 

Marie bliver konfirmeret og pakker sammen for at tage til byen. Det sker i en fin lille scene, hvor hun lægger søndagstøj, farmors salmebog, et par ekstra sko og hendes elskede dukke ned i en lille grøn kiste, og bagefter følges ud i den store verden af sin far. Små blå prikker på et kort illustrerer far og datters vej til byen. 

Høj vandstand og gaveskrin 

Marie kommer i lære i en bagerbutik. Hun er yderst vellidt. Af alle undtagen bagerens altid gnavne kone. Det er også hende, som lige før jul sender Marie på porten med beskyldninger om tyveri. Den uskyldige pige flygter ud i et stormvejr. Her reddes hun af en ung fyr, Jens, som hun har mødt i byen og gået dejlige tur med adskillige gange. 

Det er lige før, at Marie sejler væk i en strid storm, som animeres meget effektfyldt ved en blå linje, der hurtigt forplanter sig fremad og gør næsten hele billedfladen blå. 

”Nu er jeg godt ræd, sagde Marie og græd”. Fuldt forståeligt, at hun bliver skræmt – det gør vi også – og Mandøe og Sørensen er heldigvis nådesløse i livsfaren en stund: En ultra enkel, men ikke desto mindre meget skræmmende stregtegning i ildrødt, fylder fladen og ligner grangiveligt en meget bister djævel. Ikke så sært, at Marie et øjeblik mister troen på, at mirakler kan finde sted. 

Snart efter vender håbet og humøret tilbage. Det sker, da Jens rækker Marie et lille skinnende brunt skrin, lige efter at Marie har sagt: ”Jens du har reddet mit liv..” – og tilføjet: ”Vinden ligger vist stadig på lur.. Jeg tror den er skidesur”. 

I det er der en lille Jesusbarn-krybbe. Med ordene ”Du er i sandhed en skat. Det er jo selve julenat” slutter forestillingen med ordene: ”Nu strømmer lys og varme ud i hele verden”.

Der er ikke mange kunstnere, som så overbevisende – med dyb og skæbnesvanger alvor og med glad spruttende humor – kan få sådan en fortælling i værk. 

En sød og på alle måder fin oplevelsesgave til såvel børn (der selvfølgelig ikke skal kende det her i anmeldelsen beskrevne forløb på forhånd) og den voksne (handlingsindviede eller ej). ’LommeEvangeliet’ varmer og livsopmuntrer alle aldre i målgruppen og på alle årstider både synet, hørelsen og hjertet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.