28. februar 2022

En festival i festivalen

Aprilfestival 2022 i Esbjerg fra 27. marts til 3. april rummer udover de mange danske turnerende børne- og ungdomsteatre og deres forestillinger også en lang række faglige og sociale arrangementer.

Blandt de største er intet mindre end en verdenskongres og festival for inkluderende scenekunst, der afvikles i både digitale og live formater, hvor meget er interne faglige events, men hvor der også spilles enkelte offentlige forestillinger.

Det er IIAN (International Inclusive Arts Network), der er den officielle arrangør og vært for  ’Catch the Wave’, der vil rumme faglige debatter, workshops, film og internationale gæstespil m.v. primært for repræsentanter og kunstnere med funktionsnedsættelse. 

Det er det danske, prisbelønnede teater Glad Teater, der står for denne festival i festivalen, hvor mange af arrangementerne som nævnt afvikles online og for lukkede grupper.

Et af de mest spektakulære indslag er en forestilling fra Litauen for blinde babyer og deres familier, hvor der også bliver en visning for danske teaterfolk på festivalen, ligesom både teaterfolk og formidlere får mulighed for at snakke med ’Catch the Wave’-repræsentanter.

»Jeg er glad for, at Aprilfestival har fået mulighed for at være medvært for verdenskongressen ’Catch the Wave’. Det giver os mulighed for at have fokus på inklusion som en vigtig opmærksomhed også i den kulturelle verden, og der er ingen tvivl om, at vi som festival kan lære af dette og i fremtiden blive bedre til at inkludere alle, uanset hvilke livssituation, de måtte være i,« siger Henrik Køhler, direktør for Teatercentrum og leder af Aprilfestivalen.

Glad Teater deltager i øvrigt selv på festivalen med flere offentlige forestillinger; ’Vivaldis’ (se anmeldelse) og ’Stormen – The Rumble’, der er en kort gadeteaterversion af samproduktionen med HamletScenen, ’Stormen’ – og på festivalen tilbyder aftertalks med publikum. Desuden kommer hovedrolleindehaveren i Teatret Fair Plays 50-års-jubilæumsforestilling, ’En af dagene’, fra Glad Teater.

Læs mere om 'Catch the Wave' her og følg Aprilfestivalen her: www.aprilfestival.dk 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne