Af: Carsten Jensen

6. september 2016

En festival i bevægelse

Årets teaterfestival i Horsens kaster sig for alvor ud i byrummet, hvor gadeteater og installationer og events får konkurrence af workshoppen 'Bevægelse' - her kan borgere og kunstnere gå sammen om at levere en appetizer til det, der skal forvandle sig til åbningsforestilling på festivalen i 2017. Men der bydes selvfølgelig i år også på gratis adgang til en lang række kuraterede danske og tre internationale forestillinger, fagligt seminar m.v.

Langt fra alt vil være, som det plejer, når dette års udgave af Horsens Teaterfestival afvikles fra 16.-18. september.

Nok er det stadig en kurateret festival – i år med 33 danske forestillinger og tre internationale gæstespil – og nok kan man forvente et velorganiseret arrangement med de fleste spillelokaler i velkendt gåafstand, men noget er anderledes:

Man har bl.a. taget tre nye spillesteder i brug, Horsens Amatør Teater (HOAT) og Ceres Centret samt Fængslet – hvor navnlig sidstnævnte lokalitet kræver lidt mere bentøj end vanligt for at få frem til Fussingsvej.

Men måske skal gåturen ses som en form for tillægsprøve til det virkeligt nye; idet festivalen varmer op til et stort forestillingsprojekt ved at arrangere en workshop på Rådhustorvet fredag 16. september (kl. 15-17), hvor alle med 'lyst til at bevæge sig sammen med andre' opfordres til at møde op.

Dermed bringer teaterfestivalen det i disse tider så kærligt omklamrende begreb 'publikumsinvolvering' et skridt videre, idet workshoppen 'Bevægelse' er tænkt som en form for projektstart til festivalens åbningsforestilling i 2017 – hvor professionelle danske og internationale dansere så også vil indgå i den videre bearbejdning frem mod en færdig forestilling – der også skal vises i det offentlige rum.  

Invitation til at medvirke

Indgangsvinklen til projekt 'Bevægelse' beskriver arrangørerne således:

'Hvad får en stor gruppe af mennesker til at bevæge sig? Hvilken type drømme, frustrationer, vrede og kærlighed skaber et fællesskab? Hvor stærk, skræmmende eller fantastisk kan en stor gruppe af mennesker være, og hvad kan vi forandre i fællesskab?'

Og selvom 'Bevægelse'-workshoppen på årets festival, der i øvrigt ledes af de to belgiske koreografer og skuespillere m.v., Ives Thuwis og Gregory Caers, primært er en smagsprøve på det kommende projekt, så vil deltagerne få mulighed for at følge proces og forestilling til vejs ende – hvilket så kræver, at man kan følge workshops og prøver i marts, juni, august og september næste år frem til premieren 15. september 2017…

'I Horsens er vi vant til at se og gå i teatret. Nu vil festivalen gerne invitere borgerne (og vækstlag fra hele regionen) til at være med i forestillingen. Dette års åbningsforestilling, 'Football on Stilettos' af belgiske Kopergietery, bliver foreløbigt den sidste, vi ser indendørs. Til næste år bliver det ude på et torv i Horsens, hvor også mange flere, både kan være med og opleve forestillingen', lyder det fra Ditte Felding, der er koordinator af Horsens Teaterfestival, om dette stort anlagte forsøg på at flytte den traditionelle teaterproduktion ud af teatersalen og samtidig invitere alle til at deltage.

Forandring og udvikling

Hun pointerer i øvrigt overfor teateravisen.dk, at dette års 'Bevægelse'-workshop skal ses som en slags 'live-annoncering af forandringen/udviklingen af traditionen og festivalelementet 'International åbningsforestilling' fra 2017.

»Der er ikke et stort scenografisk set-up m.v. til workshoppen – fokus er bevægelse og at vi forhåbentlig bliver mange. Og omkring den endelige forestilling til næste års åbning forventer vi ikke, at hverken amatører, vækstlag eller professionelle, at de er til stede og deltager alle dage i alle workshops – og for den sags skyld heller ikke i hele produktionsperioden. Der vil blive tale om forskellige 'niveauer' af engagement – ikke bare i relation til 'færdigheder'/professionalisme men også i forhold til anvendt tid. Det skal der være plads til i sådan et projekt, synes jeg,« lyder det fra Ditte Felding, der også præciserer, at der ikke er tale om en slutforestilling for professionelle dansere –  'performere, artister, skuespillere, lysmænd osv. er mindst lige så velkomne til at være nysgerrige på projektet', siger hun.

Dans på flere planer

Men årets festival har virkelig fået bevægelse på hjernen – eller i hvert på programmet, for Fagligt Forum, der lanceres som en inspirationsdag for kulturkonsulenter, teaterkontaktlærere, bibliotekarer, scenekunstfagfolk og andre kulturformidlere handler om danseforestillinger, hvor man går i clinch med, hvorfor mange voksne opfatter genren som elitær og bøvler med at afkode forestillingerne, mens børn mest opfatter dans som en vedkommende sanseoplevelse.

Det er teateravisen.dk's dansekyndige anmelder, Anne Middelboe Christensen – der også er anmelder og skribent for Information, medlem af Reumert-juryen og forfatter til flere bøger om ballet – som står for oplæg, leder workshop og debat og sammen med deltagerne også skal overvære Aaben Dans' spritnye forestilling, 'Tre Ben'.

Forestillingen er også en del af festivalprogrammet, hvor forestillinger fra Uppercut Danseteater, Black Box Dance Company og Sparrow Dance også betyder på dans og bevægelse…

7.000 billetter i grams

Men der er altså også en lang række mere 'traditionelle' teaterforestillinger med på festivalen – omend de smyger sig omkring forskellige genrer udi scenekunst og allehånde former for indhold.

Det vil de mange tilrejsende formidlere og opkøbere og fagligt interesserede kunne forvisse sig om sammen med de mange lokale børn, unge og voksne, der også har taget for sig af de ca. 7.000 gratis billetter, der udleveres til weekendens forestillinger.

Dertil kommer så, at en halv snes af disse altså afvikles udendørs og ikke kræver anden end almindelig nysgerrighed fra de forbipasserende.

Det er også i gågaden ved Kuben – der under festivalen fungerer som kreativt værksted –  at festivalens installation og vartegn, 'Hesten' opstilles og åbner for sine hemmeligheder, i år kreeret af dukkemager og scenograf Hanne Sørensen.

Fra festivalen forlyder det i øvrigt, at der blandt dette års publikum også vil være opkøbere fra udlandet, idet folk fra bl.a. Tyskland, Frankrig og flere nordiske lande har meldt deres ankomst og kommer til Horsens for at indkøbe dansk børne- og ungdomsteater til deres hjemlige scener og festivaler.

Lunch'n and Launch

Da Horsens Teaterfestival i sin tid blev startet – i øvrigt som regional festival i Brædstrup, inden den røg til Horsens og blev et kommunalt arrangement – var det netop for at give formidlere/opkøbere/arrangører/brugere (kære gæster har haft mange navne) optimale betingelser i form af bl.a. nem og forlods billetbestilling, gode forhold ved spillesteder osv.

Det gælder stadig, og i år har man så udvidet med endnu et tiltag udover formidlercafe, festaftentilbud m.v., idet den tidligere præsentationsrunde, der var henlagt til loftsalen på Horsens Ny Teater tidligt søndag morgen før forestillingstid og ikke var overmåde velbesøgt, nu er blevet en mere integreret del af festivalen.

Og helt i tråd med den generelle glæde ved engelske ord har man kaldt det Lunch'n and Launch – frit oversat til 'frokost og lancering'. Underforstået af nye forestillinger m.v. m/u mad i munden…

Der forventes noget større tilstrømning ved at lægge arrangementet midt på dagen og så både fredag og lørdag og lade det foregå i et lokale bag ved en populær cafe og i øvrigt også lade formidlerne komme til orde med deres projekter.  

Men selvom det lyder som en god og rummelig ide, skal formidlerne nok også lige se mulighederne og formen an, for der er i skrivende stund kun tilmelding fra teatre.

I øvrigt er også formidler-begrebet under opbrud. For selvom de normalt omkring 200 formidlere i Horsens er en broget flok af lærere, bibliotekarer, kulturforvaltningsfolk og teaterforeningsmedlemmer, så er mange af landets egnsteatre også flittige indkøbere til deres lokale gæstespilsprogrammer.  

Anmeldelser

Selvom der traditionelt er voldsomt run på billetter og mange forestillinger er udsolgt, når festivalen nærmer sig, så kan både lokale og tilrejsende uden adgangstegn med fordel henvende sig i billetudleveringen på Horsens Ny Teater.

Dels kommer der billetter retur fra folk, der ikke kan nå at bruge dem, dels er der traditionelt enkelte forestillinger med mindre søgning. Og så får man måske lige set det, som man ikke vidste man havde glæde af…

Der er små beskrivelser af de enkelte forestillinger i festivalens program, og vil man have en professionel faglig vurdering med på vejen, så er alle festivalens danske forestillinger minus et par stykker rent faktisk allerede anmeldt her på portalen. Brug søg-funktionen.

De to-tre ikke-anmeldte forestillinger bliver indfanget af teateravisen.dks udsendte anmelder i løbet af festivalen….

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere