En fascinerende kvartet

Det varer kun 15 minutter, og scenografien består af en gammel godt nedslidt københavnerbænk og en appelsin. Men på den korte tid gør intensiteten, afvekslingen og musikken nycirkusteaterforestillingen 'På Bænken' til en underholdende og fascinerende oplevelse. 

Signe Løve Anderskov og Henriette Aarup er fænomenalt dygtige kropsartister, der mixer cirkusakrobatik og danseteater til et stærkt fysisk udtryk - på én gang sanseligt og stramt kontrolleret.

Men ved at udvide duoen med den gamle bænk og klassisk klavermusik til en kvartet skaber de med enkle midler et overraskende meddelsomt univers. 

Koreografiens forkærlighed for synkrone bevægelser folder  sig ud med bænken som fysisk omdrejningspunkt i et tæt forbundet forløb med Chopins skønt trillende tonesprog. Til sammen rummer det en koncentreret tiltrækningskraft, som man momentvis forføres af og kan forsvinde ind i. 

Styrken og smidigheden i de slanke kroppe og de to performeres imponerende beherskelse af hver en muskel lægger et solidt fundament under øjebliksbilleder af menneskeligt samvær.

Lige fra begyndelsen giver det gennemgående bevægelsesmønster associationer til  stumfilmenes stiliserede sprog. Samtidig med at morsomme og opfindsomt sammensatte positioner udforsker og afprøver kroppenes uendelighed af muligheder hver for sig og sammen. 

Et magtfuldt redskab

Signe Løve Anderskov og Henriette Aarup får alt til at se så let ud som at klø sig i nakken. Hvad de uden tvivl også mestrer med samme perfektion som ubesværet at komme fra en ekstrem position til en endnu sværere. Den tunge bænk rejses på højkant og løftes rundt med en så kontant elegance, at man spekulerer på, om den er ægte.

Det er en stor smuk knaldorange appelsin nok ikke, men det er til gengæld Signe Løve Anderskovs forrygende jongeren med den. 

Glæden, når en ny balance eller en vild bøjning lykkes, deles gavmildt med publikum, og man tager gerne imod. Men alt er ikke kun fryd og gammen. For eksempel er det ikke nødvendigt at bruge ord for at mobbe sig til en plads på en bænk.

Kroppen viser sig at være et særdeles magtfuldt redskab, der effektivt og alene ved sin fysiske tilstedeværelse kan kue andre. 

Som en sidegevinst vil Chopins klavermusik for nogle - voksne - være et genkendeligt og velkomment element i forestillingen. For andre tilskuere vil det være første gang, de kan opleve, hvad klassisk musik er og kan bruges til. 

Det hele foregår uden forventning om forstyrrende applaus nummer for nummer som i et cirkus. 'På Bænken' opføres og udføres som en flot og fast sammentømret helhed, og det er i høj grad det, der gør forestillingen værd at se.