En etisk fordring: At arbejde med børns stemmer

Hvordan bliver børn til publikum i skolen, når teater kommer på besøg?  Igennem skoleåret 2018/2019 har jeg på to forskellige skoler været i en 0. klasse, en 4. klasse og i en 7. klasse. Vi har set seks teater- og danseforestillinger sammen, og der har været afholdt workshops efterfølgende, som har været udviklet til formålet.  

I min afhandling har jeg valgt at stille mig solidarisk med børnene ved at kigge dem over skulderen og stille dem i forgrunden. Jeg har valgt ikke at forske i børn, men medbørn, med børn som med-forskere. Jeg har valgt at bevæge mig væk fra at forske i børns stemmer i et børne-perspektiv til at forske med børn, i det der kaldes i et børne-etisk perspektiv.

Om ”at give børn stemme”

Med barndomsforskningen har der igennem de sidste 20 år været en tendens til at fejre værdien af ”at give børn stemme” gennem forskningen. Børns stemmer er blevet en del af at etablere børn som kompetente medlemmer af samfundet, og børns stemmer genkendes som et fuldstændigt og reflekteret perspektiv fra deres verden. Dette sker som en del af det at anerkende børn som kompetente aktører. 

Men så simpelt er det ikke. At arbejde med stemmer i forskningen har sine udfordringer, også når det gælder børn. Kan alt siges med stemmer? Hvad betyder de spørgsmål, der stilles, for de svar der gives? Hvad med kroppen, kan den tale? Hvad med tavshed og stille modstand? Og selve situationen? Hvad betyder det om samtalerne udspiller sig i skolen, hjemme eller sammen med vennerne? Og hvad betyder det, de andre synes? Hvordan høres det, der bliver sagt af den, der spørger? Og hvad gør den der, spørger ved det hun ikke forstår? 

De senere år har man inden for socialvidenskaberne arbejdet med stemmer som rodede, komplekse og modsætningsfyldte – og stemmer som noget der bliver til i relationer med andre mennesker, med de dagsordner der er i spil, med de ører der skal høre, med den måde de præsenteres på i tekst og billeder. Og det samme gælder for den sag skyld også voksnes stemmer. 

Stemmer og relationer

Det er med andre ord et opgør med at fremstille stemmer som sammenhængende, lineære og logiske udtryk, der udspringer fra den enkelte. Og, når det er en særlig opmærksomhed i forhold til børn, er det fordi, at kritikken af stemmer endnu ikke er noget som barndomsforskningen har engageret sig i, og fordi magtstrukturerne i forskningen er så veletablerede i voksen/barn-relationer.

Og jeg kender det i særdeleshed i min hverdag på Teatercentrum, hvor vi taler om børns stemmer som den måde, vi kan forstå og engagere børn på. Det er den betegnelse, vi bruger, når der skal ansøges om projekter, der inddrager børns tanker og mening - det er den måde, vi taler om børneinddragelse på i hverdagen. 

Det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at fejringen af børns stemmer har været en reaktion på tidligere tiders forskning og arbejdspraksisser, hvor man helt overhørte børns stemmer. 

Børn har givet stemmer og været talerør, som gav afsæt for børns perspektiver. Det gav grobund for viden, som kom direkte fra børn fremfor viden om børn fra deres voksne, forældre, lærere og forskere. Men det, jeg inviterer til, er et opgør med børns stemmer som ”rene” og ”autentiske”, og hvor konsekvensen bliver, at børn (som individer) alene er stabile, selvrefleksive og autentiske – og i stedet for se børn som andre individer – som nogle der bliver til i relationer, med andre mennesker (andre voksne og børn) og med ikke-menneskelige kræfter (materielle ting som bøger, klasseværelset, mobiler og legetøj etc.). 

I stedet for at spørge: Hvad sagde børnene?  - som individer der kan rystes viden ud af - kan jeg spørge til stemmer, som nogle der fremføres og forhandles i komplekse relationer: Hvilke stemmer er hørt? Hvilke er overhørt? Hvem er det, der hører, stemmerne? Hvordan er disse stemmer fremkommet? Hvordan er stemmerne fremstillet i forskningen? Hvordan er stemmerne fremstillet i det miljø, de indgår i? Hvordan blev det, de stemmer der fremkom? Og ikke andre stemmer? 

Når stemmer på den måde ikke alene er nogle, der ejes af nogen, men skabes i relationer med mennesker og ikke-menneskelige kræfter, hvordan kan jeg så arbejde med børn som medforskere? 

Det gør jeg ved at flytte fokus fra børns stemmer i et børneperspektiv til det, der kaldes for et børne-etisk perspektiv. I et børne-etisk perspektiv betyder det at stille sig åben for den anden, at spørge sig selv ”Hvad vil det sige at være dette?” og ”Hvordan er det muligt?”. Ikke som en sandhed om, at det er sådan at være dette, men som et eksperiment, et mulighedsrum.

Det er den etiske fordring at puste liv i de mulige tilblivelser ved at respondere på det, der sker. Og tage ansvar for de effekter den viden får i verden. Viden er ikke uskyldig, så når vi møder børn på bestemte måder, lytter til dem på bestemte måder, beskriver dem på bestemte måder, får det effekter i verden. Det bliver til mulighedsrum, som børn kan bevæge sig i. 

Arbejdet med børneinddragelse

På Teatercentrum betyder det børne-etiske perspektiv, at vi har besluttet os for at undersøge flere måder, man kan arbejde med børneinddragelse på. 

Hvordan ser vores egne indre børn ud? Som 6-årige, 10. eller 14-årige? Hvornår mødte vi selv teater første gang, og hvordan blev vi til publikum der? Hvordan materialiserer de sig? Så forbered dig på at møde os på hjemmesiden i forskellige tilblivelser som en måde at undersøge relationerne børn/voksen på i en organisation, som har valgt at stille sig solidarisk med børnene. 

Dette er en invitation til at tænke over, hvordan man kan arbejde sig væk fra et statisk blik på relationen børn og voksne, men et tilbud om at forstå at de er kategorier, der træder frem, når vi kigger efter dem. Og forstå at en del af det er en etisk fordring. At tænke over ”Hvordan, det er at være dette?”, som barn, som publikum. Som mere end stemmer, men som tilblivelser i komplekse relationer.