Af: Kirsten Dahl

19. maj 2009

En dråbe at undre sig over

Med flotte farver, fysisk sanselighed og fortælling vil 'Den blå dråbe' fortælle en historie om, hvor vigtigt det er, at vi lærer at lytte til det, vi gør, og lærer at handle på de rette tidspunkter. En filosofisk mundfuld, som med held kunne forkortes til en noget mere kapabel oplevelse.

Rød, gul, orange, blå og skinnende grøn. Farverne i ‘Den Blå dråbe’ er smadderflotte.

Udsigten ligeså; den er af den slags man ikke så tit oplever i forestillinger for de 3 til 8-årige. Publikum sidder nemlig overfor hinanden med scenen imellem sig.

En scene hvor der foregår en forestilling som både i udseende, historie og formidlingsform også bryder det mest sædvanlige. Den emmer af noget østerlandsk, noget mytisk og noget rituelt.

Den vil fortælle os – og os det er navnlig ifølge teatrets ønske børn og bedsteforældre der kommer for at opleve forestillingen sammen – noget så abstrakt som kunsten at lære at kunne lytte sig frem til det rette øjeblik for sine handlinger. Den gør det ved at lade os følge en gammel vandrer, Kuto, tilbage i tiden. Til dengang han var syv år og boede langt væk oppe i nogle bjerge.

Her får vi – i en blanding af fortælling, dans og skuespil – historien om hvordan Kutos bedstefar lærer Kuto det rette tidspunkts ædle kunst. En tid, der meget poetisk bliver kaldt ‘den blå dråbe’ og forklares som den tid, Kuto og hans bedstefar sidder og venter på at duggen under et grønt blad bliver til en dråbe, der falder til jorden. En ventetid, som Kutos bedstefar fortæller Kuto at han bliver nødt til at øve sig i at finde.

Respekt

Sammen går de to også i gang med at bygge en hytte. Bedstefaren fortæller ikke Kuto noget om, hvem der skal bo i hytten, og Kuto lover at bygge hytten færdig, hvis bedstefaren skulle dø undervejs. Det sker ret tidligt i forestillingen, som på den måde handler om hvordan Kuto – i respekt for det han har lovet og lært sin bedstefar – klarer livet.

Den store opgave, Kuto er sat på, bliver ikke fortalt med traditionelt rollespil og replikker. Det bliver fortalt af Lars Dammark i rollen som fortælle ­– og ikke mindst gennem et meget sanseligt spil. Et spil som gennem musikken, scenografien og kostumernes farver, og de to medvirkendes, Lars Dammarks og Marie Lalanders, bevægelser appellerer til modtagelse gennem øjet, øret og kroppen. Mere end hvordan hytten nu lige ser ud, er det fx mere den varme, det giver Kuto at bygge hytten, vi skal opleve.

Vi hører og ser hvordan han lægger sig på jorden for at kølne sin varme krop. Ser hvordan han springer i den blafrende blå (stof)flod. Store kronblade, som lægges i floden, illustrerer Kutos drøm om det, han ikke rigtigt kan finde ud af, er en blomst eller en pige.

Kompleksitet og undren

En fugl, en masse jordisk gods, og en ganske særlig dråbe spiller centrale roller på Kutos rejse, som vil vinde ved at blive forkortet lidt, da det er meget kompleks kost.

Undervejs bliver rejsen lige lovlig ‘snurrig’ og lang. Om alle 3- til 8-årige forstandsmæssig set fanger forestillingens budskab klokkeklart tvivler jeg på.

Men stykket fortæller sig så sanseligt, at jeg vil tro at børnene ad den vej mærker en retning, en essens, ‘et budskab’, sikkert uden lige at kunne formulere hvad det handler om.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.