En ceremoniel genopdagelse af økosystemet

Det er en noget kringlet titel, vi her skal forholde os til: ’Å vil liv’

Åh, hvilket liv? Et vildt liv? Eller er det åen, der vil livet? Det er ikke i sig selv en meningsbærende titel, men ikke desto mindre er der masser af mening bag ordene. For Seidlers Sensorium sætter med ’Å vil liv’ fokus på det livgivende i naturen omkring os, under os og i os.

Den kringlede titel refererer til de kringlede vandløb, der danner grundlag for biodiversitet og frugtbarhed. Det sker i en musikalsk og poetisk, stedspecifik vandreperformance i (nogenlunde) grønne omgivelser.

Det første stop er en lektion i agrikultur. Vi sidder på hug i en lille cirkel og hører om, hvordan effektive bønder rettede vandløbene ud, så landbrugsmaskinerne bedre kunne komme op i fart. Men de langstrakte og vinkelrette åer var ikke længere egnede som bolig og ynglepladser for dyrene. Sidenhen er man blevet klogere, og nu er de tilbageværende vandløb ved at blive snørklet på plads igen.

I denne lille klynge, hvor vi sidder skulder mod skulder og med en blottet underarm i sidemakkerens skød, kommer vi hurtigt hinanden aldeles nær. Nu skal vi med den frie hånd male en å på den arm, der ligger hos os. Og vi lægger mærke til, hvordan den blå vandfarve naturligt følger det pulserende delta, som vores egne blodårer former ved håndleddet. Så megen omtanke har ingen fremmede nogensinde skænket mine private vener.

Stærkt budskab

De næste stop er af mere ceremoniel karakter. Her bliver vi blandt andet indviet i økosystemet til lyden af naturskøn sang, mens der dryppes vand i panden på os som en gendigtning af dåbsritualet. Vi donerer nogle af vores egne hovedhår, der bliver gemt i et skrin i jorden. Og med bind for øjnene oplever vi, hvordan naturens lyde omfavner os.

Sanserne kommer hurtigt på overarbejde, og man må beslutte, om man vil opleve eller forstå. Det er, som om vi ikke kan begge dele på samme tid. Derfor bliver teksten – i hvert fald for denne anmelder – mindre vigtig i den sidste halvdel af forestillingen. Jeg ville ikke kunne referere det mindste af, hvad der blev sagt.

Men budskabet er tydeligt og glemmes ikke så let. Og selvom sangene og replikkerne måske ikke har fæstnet sig ord for ord til erindringen, så efterlader forestillingen os med et smukt og poetisk helhedsindtryk.

Forestillingen mærker os. Den gør os til lidt mere bevidste naturmennesker, der ikke bare pløjer og sår, men også nærer og ærer. Endda i sådan grad, at folk vender sig om på gaden for at stirre på os efter forestillingen. Det skyldes nok især ansigtsmalingen, som vi har fået påført i forestillingens sidste scene.

Væk fra motorstøjen

Disse udendørs vandreforestillinger har et stort potentiale, når deres stedspecifikke element bruges fornuftigt. Denne anmelder har eksempelvis nydt WunschMachines ’Farvel fugl’ på en kirkegård, hvor børn lærer om død og sorg, samt Luna Park Scenekunsts ’ByVANDring’, der vækker byens historiske fortællinger til live midt i bylivet.

For ’Å vil liv’ er det på samme måde afgørende, at omgivelserne er naturlige. Til showcasen under Aprilfestival i Esbjerg, hvor denne anmelder deltog, var forestillingen – sikkert af hensyn til parkmangel og andet festivallogistik – placeret i en tarvelig lille bypark ved siden af Musikhuset.

Der var udsigt til en industrihavn, men ikke skyggen af rindende vand. Der var anlagt en amfiscene der, hvor et par afbrækkede træstubbe havde gjort underværker. Og ikke mindst var forestillingens slutscene, hvor vi med bind for øjnene kunne nyde naturens lyde, mildest talt spoleret af en stærkt trafikeret hovedvej på den anden side af læhegnet.

Sådan måtte det være her, men så meget desto mere grund er der til at opleve denne naturforestilling i mere naturlige omgivelser. Vi skal allerhelst helt ud i skoven. Dér vil den til gengæld kunne betage de fleste.