Af: Janken Varden

24. august 2016

En anderledes flygtningehistorie

Idyllen er nær ved at tage overhånd, når Teater TT - godhjertet og forsigtigt - vil fortælle de 6-10-årige om flygtninges hårde liv og strabadser

Torkild Lindebjerg og hans Teater TT har bidraget til dansk børneteater helt fra 1985 og længere endnu. Som skuespiller i sine egne enkle historier, som instruktør for andres forestillinger, som en central skikkelse i miljøet gennem mange år.

Jeg har 'Freddies radioteater' i frisk erindring, hvor han samarbejdede med Claus Senderowitz om at fortælle historien om Snehvide på en sjov og utraditionel måde. Denne gang har han igen samarbejdet med Senderowitz – nu som oversætter af Brian Joyces historie om Woopsy, drengen der kom til verden med et Woops og dermed fik sit navn.

Tjenerens fortælling

Torkild Lindebjerg sidder ved et lille bord med stearinlys, en lille tallerken med en kiks, et glas rødvin og en stuebirk ved siden af. Afslappet, venligt og trygt. Vi er på en stilfærdig restaurant – ingen påtrængende Michelin-stjerner eller udfordrende menukort. En overdimensioneret arkitektlampe sørger effektivt for belysningen.

Lindebjerg er en dygtig tekniker, og med enkel, men nøjagtig mimik og pantomime, får han os hurtigt til at se både den beskedne café og bordene og menneskene rundt om samt den imaginære tjener, der kommer til hans bord. Han falder i snak med tjeneren, og dermed åbner der sig dør ind til en spændende historie.

Tjeneren, Woopsy som han hedder, er nemlig fra et andet land, langt væk, som han måtte flygte fra, da han var ganske lille. Lindebjerg får historien at høre og viderefortæller den til os, fuld af detaljer, og en flygtningeskæbne rulles op.

Om hvordan Woopsy voksede op i et dejligt land hos Far, der var tjener på natklubben Fregnen, og hvor Mor var danserinde – mavedanserinde med diamant i navlen. Livet i restauranten, gæsterne, musikken, tjenerne der ilede frem og tilbage, mor der dansede, applausen – alt var en del af lille Woopsys lykkelige opvækst. 

Indtil alt faldt i grus. Landet blev kastet ud i krig og ødelæggelser, natklubben brændte ned, alt blev til aske, og værst af alt: Mor og Far forsvandt, blev dræbt, var væk.

Uden sine kærlige forældre, forladt og fortvivlet, forstod Woopsy, at han måtte flygte fra sin elskede by, fra det ødelagte hjem, fra død og kaos. Ti år gammel. Uledsaget.

Tre ting tager han med: Mors diamant, Fars tjenerjakke og en tallerken fra forældrenes restaurant, og han kommer om bord i en bus fyldt med andre flygtninge. Vejen er elendig, bussen overfyldt, skrækken til at tage og føle på, men de er på vej mod grænsen og sikkerheden i det andet land. Det skaber trods alt en fortrøstning og et forsigtigt lille smil mellem Woopsy og pigen på den anden side af midtgangen, der leger med en dukke.

Sprogforbistring

Tilværelsen i det nye land er hård, og det bliver ikke bedre af, at alle taler et andet sprog. Det får Lindebjerg en hel del sjov ud af. Når det, der lyder som 'skru hovedet af og put det i lommen', for eksempel betyder 'kom ind og luk døren', bliver det tydeligt også for de mindste, hvor svært det kan være at komme et nyt sted hen, ikke kende nogen, og ikke forstå en lyd.

Men Woopsy er foretagsom og finder ud af det. Han får brug for Fars tjenerjakke, og det har med en natklub og restaurant der hedder Slips og Raketter at gøre, og han får brug for Mors diamant, og det har med pigen i bussen og hendes dukke at gøre.

Så det ender godt. Rigtig godt. Lidt for godt, hvis jeg skal være ærlig. Men historien har hele vejen et umiskendeligt præg af at være en venlig, ufarlig godnathistorie. Ambitionen om at fortælle, så også de 6-10-årige kan få et blik ind i, hvad det vil sige at være flygtning, er god nok, og det lykkes langt henad vejen.

Men slutningen – om end den binder en klædelig sløjfe på historien – mangler realisme og troværdighed.

Men eventyr er jo også gode historier!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.