DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
Marianne Søndergaard Madsen og Betina Grove Ankerdal kunne gå fra Reumert-festen med prisen for Årets Børne-/ungdomsforestilling. Foto: Kirsti Pilgaard Madsen

En aften i Reumert-land

10-05-2010
Der var fest og farver, flotte indslag og mange takketaler, da Årets Reumert blev afviklet på Det Kgl. Teater. Og dansk børneteater blev forbavsende godt repræsenteret: Således fik Jytte Abildstrøm Bikubens Hæderspris for sit teaterarbejde for store som små, mens Teatret st.tv. løb med en Reumert for Årets Børne-/ungdomsforestilling med ’6, P LR K’. Dertil kommer et par talentpriser med afsæt i ungdomsforestillinger og en nominering i kategorien Årets Dramatiker.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Årets Reumert er suverænt Danmarks største begivenhed inden for priser og selvforherligelse i scenekunstens verden. Den første Bikubens Hæderspris blev uddelt allerede i efteråret 1998 ved et særarrangement på Børsen, men den første egentlige prisuddeling med nominerede inden for flere kategorier fandt sted i april 1999 på Folketeatret i København. Siden 2002 har Årets Reumert fundet sted på Det Kongelige Teater.

Der uddeles priser inden for 15 kategorier for i alt 1.4 mio. kr. Priserne honoreres med hver 50.000 kr. Årets Forestilling samt Årets Kvindelige Hovedrolle og Årets Mandlige Hovedrolle får dog 100.000 kr. Derudover uddeles den fornemme Bikubens Hæderspris på 300.000 kr. Med hver Årets Reumert-pris følger et unikt glasmaleri af maleren og grafikeren Hans Voigt Steffensen.

Juryen, der nominerer og udpeger vinderne til Årets Reumert, består af 12 kompetente personer med stor indsigt i den levende scenekunst – de to vil være kendt fra portalen her, idet det er anmelderne Henrik Lyding og Anne Middelboe Christensen.

Ved Årets Reumert 2010 var følgende nomineringer inden for scenekunst for børn og unge – med de officielle motiveringer nævnt:

Årets Børne-/ungdomsforestilling:
- 6 P LR K - Teatret st. tv. og Nørregaards Teater: Sms’er provokerede pigerne til at smide tøjet - og publikum til at rykke frem i stolen. For 6 P LR K ramte teenageres rå chat-liv, mens angsten for at være udenfor klikkede ind på Facebook. Levende og modigt. (Se annmeldelse på børneteateravisen.dk)

- Hesten - Randers Egnsteater
Denne hest var kun et reb – og fantasi for resten. Alligevel fik krigsforestillingen Hesten stærke følelser til at blusse. For takket være hestens varme øjne mødte venner og fjender både hinanden og kærligheden. (Se anmeldelse på børneteateravisen.dk

- Pinkie - Limfjordsteatret
På med klovnenæsen, frem med Dannebrog – og så til fronten! Pinkie var en gakket krigsforestilling om demokrati for begyndere. Og den var barsk: Soldaterskabene kunne i hvert fald bruges som kister til hjemturen. (Se anmeldelse på børneteateravisen.dk)

Årets Dramatiker:

- Thomas Howalt - 'Hemmeligheden' på Teatret Fair Play
Tre skolesøgende søskende og en død mor i spisekammeret - så er scenen sat i Thomas Howalts grine-grumme og nænsomme fortælling om at tage ansvar for sit eget og de andres liv. Det er børneteater på højt niveau. (Se anmeldelse på børneteateravisen.dk)

Talenter:

- Mads Rømer Brolin-Tani er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2009. I ’The Ancient Mariner’ - en romantisk musik-skrøne om mennesket og natur - markerede han sig på Odense Internationale Musikteater med sin store stemme og sit meget stærke, fysiske nærvær. Helteklassisk og moderne. (Se anmeldelse på børneteateravisen.dk)

- Mikkel Løvenholdt Reenberg er fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2006. I ungdomsforestillingen ’Fordampet’ på Jako-Bole Teatret demonstrerede han en nærmest eksplosiv energi, parret med stor følsomhed, der gjorde hans skildring af livet som hyperenergisk DAMP-barn både skræmmende og rørende. (Se anmeldelse på børneteateravisen.dk)

Mere om Reumert (priser, jury, arkiv m.v.) på www.aaretsreumert.dk

Der var scenekunstnere ad libitum – og mange havde sågar fået plads på Have Kommunikations kendisliste - da Prins Joachim og prinsesse Marie samt omkring 1100 andre tilskuere så Årets Reumert blive afviklet søndag aften på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor i alt 15 Reumert-priser, ti talentpriser og Bikubens Hæderspris blev uddelt i et både flot og stramt koreograferet show.

Program og prisuddelinger blev styret med stor autoritet af showvært Ditte Hansen, der udover diverse forbavsende kostumeskift samt robust humor og ramsaltede kommentarer til tingenes og kunstlivets tilstand sørgede for at holde selvforherligelsen lidt i ave.

Men det var en fornøjelig aften i scenekunstens navn – og prisnomineringer og prisoverrækkelser blev krydret med små indslag fra sæsonens overflødighedshorn - uddrag fra Republiques succesfulde ’H3K’, Det Kongelige Teaters omdiskuterede satsning på musicalen ’My Fair Lady’, Vendsyssel Teater og Himmerlands Egnsteaters opsætning af ’Souvenir’, Dansk Danseteaters ’Frost’ og Fredericia Teaters ’High School Musical 2’ - samt i denne sammenhæng ikke mindst ’Den indbildt syge’ af Teatret Møllen og Nørregaards Teater. Det var rigtig fornøjeligt at se dansk børneteater på Det Kgl. Teaters store scene...

Eksponering af børneteatret

Børne- og ungdomsteatret kunne denne aften glæde også sig over at blive eksponeret i flere af priskategorierne.
For udover prisen for Årets Børne-/ungdomsforestilling, der gik til Teatret st.tv. for deres debutforestilling, ’6, P LR K?’ – de to øvrige nominerede var Randers Egnsteater med ’Hesten’ og Limfjordsteatret med ’Pinkie’- var Thomas Howalt nomineret til Årets dramatiker for manuskriptet til Fair Play-forestillingen ’Hemmeligheden’ (prisen gik til Peter Asmussen for ’Ingen møder nogen’ på Husets Teater), ligesom to af de ti talentpriser gik til aktører i ungdomsforestillinger: Mikkel Løvenholdt Reenberg for sit spil i ’Fordampet’ hos Jako-Bole Teatret og Mads Rømer Brolin-Tani for sin indsats i ’The Ancient Mariner’ med Odense Internationale Musikteater, som man kunne opleve ved årets store festival i Esbjerg i april.

Årets Musikteater/Show duftede også lidt af ungdomsteater, idet Fredericia Teater løb med hæderen for sin ’High School Musical II’.

Og sidst, men absolut ikke mindst gik den helt store pris - Bikubens Hæderspris, der ledsages af 300.000 kr. - til Jytte Abildstrøm, multikunstneren med hjertet på rette sted og 46 års børneteater på samvittigheden.

Jytte spillede på sav

»Det er ikke bare et stort teatermenneske, der skal hyldes her i aften. Det er snarere et naturfænomen, en urkraft og en helt særlig skikkelse i dansk kulturliv…. Regerende Dronning i 40 år over Riddersalen, hvor du faktisk startede som Konge. Derfra har du bidraget til scenekunsten med humor, fantasi, ukuelig optimisme og stor kærlighed til både mennesker og farver af enhver art. Du har med din indsats og med din opfordring til både store og små om at være med, fået os alle mindet om at vi også skal være med til at gøre kloden bare en lille smule bedre hver eneste dag,« lød det bl.a. i motiveringstalen fra aftenens vært, Bikubenfondens Michael Metz Mørch.

Og så satte 76-årige Jytte Abildstrøm sig ellers tilrette med savklinge og transistor og gav et nummer, så ikke et øje var tørt.

Jytte Abildstrøm har nyligt overladt roret på Riddersalen og Jytte Abildstrøms teater til Signe Birkbøll (se artikel ), men det rødhårede livsstykke forsikrede, at hun agtede at være med ’så længe I har brug for de livsholdninger, jeg tumler rundt med’...

En fortættet forestilling

Men forud for hæderen til Jytte Abildstrøm havde holdet bag ’6, P LR K?’ været en runde på den store scene for at modtage prisen for Årets Børne-/ungdomsforestilling.

Teatret st.t. udgøres af Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen, der begge fik takket alle aktørerne bag forestillingen, som for et par sæsoner siden blev lavet for helt egne midler – inden Teatret st.tv. ved seneste tildeling fra Scenekunstudvalget fik sin første officielle støtte.

De to benyttede også lejligheden til at takke hele børneteaterbranchen for den solidariske støtte, der er så unik i det særlige produktionsmiljø – samt Nørregaard Teater for at tage dem under sine administrative vinger.

’6, P LR K?’ er en forestilling for de 13-årige og opefter. Det dramatiske omdrejningspunkt er en teenagevenindekonflikt, som med SMS-leg og nettet som medspillere ender ude af pigernes kontrol.

Manuskriptforfatteren Line Mørkeby var i øvrigt nomineret til Den Nordiske Dramatiker pris. Instruktøren er Anders Lundorph, komponisten Sune Skuldbøl Vraa, mens Ole Højer står for forestillingens videodel.

I sin anmeldelse i børneteateravisen.dk skrev Kirsten Dahl bl.a.:

At det kun er de to spilleres pågående og driftsstyrede drive i den skrabede rå gymnastiksal, hvor publikum sidder rundt om på tre sider, som udgør forestillingen, fortætter – sammen med det, at de to piger er uenige om, hvad der præcist skete – fokuset på historien, på de dilemmaer den iscenesætter, og de konsekvenser en leg, der drives for vidt, kan få’.

Mere om Reumertprisvinderen på www.teatretsttv.dk

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - En aften i Reumert-land
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

15-10-2018
 

04-10-2018
 

30-09-2018
 

26-09-2018
 

22-09-2018
 

18-09-2018
 

16-09-2018
 

09-09-2018
 

06-09-2018
 

01-09-2018
 

19-08-2018
 

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

06-02-2018
 

31-01-2018
 

23-01-2018
 

17-01-2018
 

04-01-2018
 

Flere anmeldelser