Elsker, elsker ikke - elsker

Vold i hjemmet er et tungt og barskt emne, som børneoperaen 'Min far og Vrede Mand' modigt tager op og kaster lys over. Men det sker med et nænsomt nærvær i skuespillet og en lethed i den illustrative musik for cello og slagtøj, der gør det til at bære for børn. Sangerne bruger deres udtryksfulde operastemmer med stor varsomhed og sætter kun fuld skrue på et par gange, hvor det er oplagt og medrivende virkningsfuldt.

'Jeg elsker far', 'Jeg elsker far', 'Jeg e-e-elsker far', erklærer Drengen besværgende, og det er nemt at elske far, når han er i godt humør. Så er mor også glad, og den raffinerede superenkle grå scenografi åben og indbydende. Men væggene kan snævres ind og døren smækkes i, når far bliver vred og hans søn efterlades på gulvet så alene, at ikke engang dukkeføreren er til stede.     

Det er svært at sige, hvad der er værst for den spinkle Dreng med det tykke mørke hår og de udtryksfulde bevægelser, som Lene Hummelshøj styrer helt suverænt. Er det den vrede mands voldsomme udbrud og overgreb, der efterlader hans store hænder med blodige knoer? Eller er det den ængstelige venten på næste omslag fra sød og sjov far til vred mand.

Med ryggen til, sænket hoved og en pukkel i jakken, som gør hans nedbøjethed ekstra tydelig, prøver faren at beherske sit indre kaos. Det lykkes selvfølgelig ikke. Trods mor og søns ihærdige forsøg på at være musestille og gå i et med tapetet, går manden – og slagtøjet – amok. Musikken farver hele vejen de voldsomme stemningsskift  med udsøgt variation og energisk drive, men også med sprøde klange i fin balance med sangernes fyldige stemmer.

Et sandt eventyr

Jens Søndergaards bløde baryton glider ubesværet over i tale, men han overbeviser også med sin skræmmende tavshed. Ingeborg Fangel Mo udnytter sin mezzos mørke klang, så morens røst bliver sorgfuld, men aldrig skinger. Hun spiller moren med angst og bekymring klæbet til ansigtet og hele kroppen, mens hun prøver at holde sammen på den dysfunktionelle familie. Hun spiller også en sød gammel dame med stærke briller, der ser alt.

Med psykologisk snilde og ved hjælp af sin puddelhund – en skøn Jens Søndergaard med krøllet pudeltop og pudelører – prøver damen forgæves at få Drengen til at fortælle om sin voldelige far. Det kan og vil han ikke, for Drengens mor har sagt, at det er en hemmelighed, som han ikke må fortælle til nogen. Men så kan han jo skrive om det forfærdelige, og det gør han – til Kongen.

'Min far og Vrede Mand' præsenteres som 'poetisk og eventyrlig'. Men poesien har et lidt dystert skær, og eventyret indfinder sig først sent i skikkelse af en sølvklædt og vældig klog konge. Han banker på for at svare på det, der plager den lille dreng allermest. Er det hans skyld, at far bliver vred? Nej, siger kongen og tager far med sig op på slottet, for at han kan lære at få sine mørke sidder frem i lyset og tale sammen.

Det er måske lige i overkanten for 7-årige at begribe. Til gengæld er Drengens glæde over bare kunne være en dreng og lege - også med sin far - uden angst for den vrede mand, et sandt eventyr, der er til at forstå.