Af: Kirsten Dahl

21. februar 2022

Eksperimenterende lydteater

Østerlyd lader lyde fra kagedåser danne afsæt for et fokus på kvaliteterne i det at sanse lyde og dele oplevelsen af dem.

”Min farmor samlede på lyde” siger Kirsten Østergaard Pallesen og vipper låget af en kasse, så en samling gamle kagedåser kommer til syne. 

Dåserne er gemmesteder for farmorens lyderindringer. På låget af dåserne står der, hvilken lyd, der er i dåsen: ”Kattekilling, Skærgården, 1937”, ”Hemmelighed i Skjern, 1942”, ”Gittes latter, 1948”, ”Rejsen til Mallorca, 1967” og ”Min sure nabo, 1954” hører til de lyde, som vi får at høre, når Pallesen letter på de forskellige dåsers låg. 

Ane Østergaard sidder i baggrunden og styrer lydene. Hun søger for, at publikum kan høre dem i rummet, men også at lydene bevæger sig ud i de nummererede højttalere, publikum har hængende om halsen. Hver højttaler har et nummer. Det er langt fra givet, at den lyd, som er i fokus, dukker op i alles højttaler. 

Noget af det, som optager en som publikum, er, når en lyd ankommer til ens højttaler, og når man kan høre – og observere – at lyden er smuttet videre til en anden blandt publikum. Den samme lyd kan bevæge sig som en bølge fra højttaler til højttaler. Andre gange toner den frem i samtliges højttalere. Eller skrår over til en, der sidder langt fra en. 

På den led skaber forestillingen fermt et kollektivt medfokus på lydenes opståen og bevægelser i rummet. At der maksimal kan være 25 børnepublikummer pr. forestilling, skaber intimitet. Og det skaber en smuk visuel effekt, at vi sidder i en halvcirkel på små røde, runde puder med højttalere om halsen og at højttalernes hvide ledninger rækker indad som linjer i en blomst, eller som strenge i et stort spindelvæv. 

Hjertelyd og maverumlen 

’LydSkab’ indledes med en kort lydkulisse samt en kort introduktion til lyde (for eksempel at lyde både kan gøre ”en ked og glad”, være langt væk og helt tæt på, høje og lave). Derpå bevæger fokus sig indad. Til det at vi rummer utallige lyde indeni. 

Det er fornuftigt allerede her at inddrage publikum. Østergaard har placeret en lille mikrofon ved sit hjerte, som sender hendes hjerteslag ud i rummet. Umiddelbart efter giver forestillingen plads til, at vi hører hjertelyd fra publikum. Fx fra det barn, som sidder med højttaler nummer 4 og derpå højttaler nummer 10. De forskellige hjertelyde er med til at skabe opmærksomhed og følelsen af at være del af en helhed. 

Humor kan tit virke forløsende. Det gør det også her. Fx når vi lytter til rumlende maver. Hjertelydene danner overgang til Østergaards farmor. ”Min farmor lever ikke mere. Hendes hjerte holdt op med at slå. Hendes liv på jord er slut. Men min farmor sagde altid, at der ikke er nogen slutning, kun lyden af en ny historie”.

Efter den replik følger fortællingen om farmoren, der samlede på lyde, og Østergaard, som arvede alle hendes kagedåser – dvs. hele lydsamlingen. 

Fin helhed med lille svaghed undervejs 

Østergaard mimer smilende og med god publikumskontakt, men dog ikke helt teknisk set fermt, at hun laver pandekagedej og bager pandekager. Med et tørklæde om håret gestalter hun, at hun sidder som farmor bag på farfars knallert. 

Forestillingens lyd-fokus-ide er rigtig god. Børnepublikum er langt det meste af tiden vældigt engagerede og lyttende. Kirsten Østergaard Pallesen har som tekst- og sangforfatter sammen med komponist Ane Østergaard og instruktør Gertrud Exner sørget for, at der sker noget på scenen. At der er lyde at lytte til og følge med i. 

Det fungerer for det meste godt. På et tidspunkt opstår der dog lidt dødvande, eller et dyk i forestillingens intensitet, som spreder sig som lidt manglende koncentration blandt børnepublikummet. Det sker når alle lydene forvilder sig ud af kagedåserne og Østergaard åbner den kagedåse, hun har fået besked af sin farmor om ikke at åbne. Hun gør det alligevel, fordi der på låget står, at den kun må åbnes i nødstilfælde. Og det er hvad der er opstået. Lydene skal helst tilbage til de rette dåser. 

Det kommer de også. Men det tager lidt tid. Fint nok at vise at ikke alt går gnidningsfrit og let. Østergaard møder blæst og modvind, inden lydene finder hjem. Men scenisk er der opmærksomhedssvage huller i forløbet her. 

Derfor er det godt, at forestillingen slutter med en fin lille sang og en lille finesse-overraskelse, som ikke skal røbes her. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.