30. januar 2020

Egnsteatret Undergrunden lukker

Med Socialdemokratiet og Venstre i spidsen blev det onsdag aften vedtaget i byrådet i Furesø Kommune, at man ikke vil forlænge den nuværende egnsteateraftale med Undergrunden, der løber ud med årets udgang. Og som betyder, at man lukker efter otte år som egnsteater.

Dermed lykkedes det altså ikke den radikale kulturudvalgsformand Tine Hessner at få ændret på den flertalsbeslutning om at droppe støtten til egnsteatret, som Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget vedtog tirsdag 14. januar og som hun brugte den såkaldte standsningsret til at få punktet afprøvet i byrådet.

Ved afstemningen i aftes stemte et flertal på 15 mod 6 imod en forlængelse af egnsteateraftalen – kun Det Radikale Venstre (1), Konservative (4) og Enhedslisten (1) gik ud for at bevare Undergrunden som egnsteater i kommunen. Selvom borgmesterpartiet Socialdemokratiet var delt i spørgsmålet om egnsteatret, sejrede partidisciplinen.

Selvom modstanden mod egnsteatret angiveligt er gået på, at opera er for elitært, er det alligevel overraskende, at Furesø Kommune siger farvel til sit relativt billige lokale kulturelle flagskib:

Egnsteatret får p.t. 2,95 mio. kr. årligt i kommunalt driftstilskud – hvilket placerer Undergrunden i den nedre afdeling rent økonomisk blandt landets p.t. 33 egnsteatre – men det koster reelt kun kommunen 1,8 mio. kr., fordi en del af pengene kommer tilbage i form af statsrefusionen til egnsteatre (ca. 0,8 mio.) og husleje for kulturhuset Galaksen, (ca. 0,4 mio. kr.), hvor teatret kontraktligt holder til. 

Nu kommer kommunen til at mangle huslejeindtægt i Galaksen og kultur i kommunen. Trods mange støtteerklæringer både lokalt og nationalt skal der i stedet skrives nekrologer over Musikteatret Undergrunden, der blev etableret af Niels og Kaya Pihl i 1977, turnerede i mange år med opera for både børn og voksne og blev egnsteater i 2013. 

Undergrundens teaterleder siden 2014, Anders Ahlfelt-Rønne, havde uanset egnsteatrets videre skæbne allerede meldt ud, at han stopper ved årets udgang – med bevidstheden om succes med både kunstnerisk virke, tilskuertal og økonomi.

Se artiklen 'Undergrunden ved afgrunden?' fra 20. januar – nu må overskriftens spørgsmålstegn fjernes…

(Billedet: Anders Ahnfelt-Rønne, der har været teaterleder for Egnsteatret Undergrunden siden 2014, stopper som chef ved årets udgang. Desværre lukker teatret samtidig, efter at byrådet har besluttet ikke at indgå en ny egnsteateraftale. Foto: Undergrunden)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside