20. februar 2014

Egnsteater får giraf…

Mens nogle mennesker får et føl på tværs eller har rotter på loftet, har Randers EgnsTeater fået sig en giraf. Godt nok og sikkert heldigvis i tøjdyrsstørrelse, men den lille strik er netop blevet officielt godkendt som maskot på egnsteatret og vil fremover lyde navnet Storm.

Det driftige egnsteater forsømmer som bekendt ingen lejlighed til at gøre opmærksom på sig selv, og det er historien om den hæklede giraf et godt eksempel på.

Krammedyret blev fundet i teatersalen efter juleforestillingen 'Miraklet', der spillede for skolebørn på netop den dag, hvor den anden store efterårsstorm – kaldet 'Bodil' – ruskede sig vej gennem Danmark.

If. teatret iværksatte man en stor online-kampagne for at finde giraffens ejer, og over 70.000 mennesker fulgte angiveligt med på Facebook. Det gav intet resultat – udover en masse dejlig pr – og derfor har Randers EgnsTeater adopteret giraffen og gjort den til maskot for Randers EgnsTeaters børneforestillinger. Og den virale fanklub har sørget for navnet 'Storm'.

Men teatret øjnede yderligere pr-værdi forude og henvendte sig derfor til kulturforvaltningen i Randers, hvor direktøren for børn, skole og kultur, Lars Keld Hansen – der i parentes bemærket tillige er medlem af Teatercentrums bestyrelse – besluttede sammen med borgmester Claus Omann Jensen, at både adoption og navngivning var foregået efter bogen.

Og spøgen blev drevet lidt videre, idet borgmesteren efterfølgende har doneret en lille seng til teatermaskotten, fremstillet på Dronningborg Aktivitetscenter – der står for en række aktiviteter for mennesker med psykisk funktionsnedsættelse.

Giraffen Storm kan altså gå til sine nye opgaver med borgmesterstøtte, ny seng og en stor fanklub, mens Randers Egnsteater kan glæde sig over, at både de lokale medier og herværende portal er hoppet med på pr-givningsvognen.

Hvad der sker, hvis den lille ejer pludselig melder sig, vides ikke. Men mon ikke egnsteatret så får vredet lidt ekstra god omtale ud af det…

(Foto: Randers' borgmester med en giraf, der har taget byen med Storm. Foto: Klara Espersen)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne