DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Teater V: Dyrene i Hakkebakkeskoven

Hele det kære menageri i Egners Hakkebakkeskov, her forsamlet i Valby... Foto: Lisbeth Hjort

Dyrene i Hakkebakkeskoven slår til igen

23-08-2010
Loyal opsætning af et traditionsrigt stykke fungerer stadigvæk som god underholdning i Teater V’s aftapning.
FAKTA
Teater V: Dyrene i Hakkebakkeskoven - Manuskript og sange: Thorbjørn Egner. Oversættelse: Halfdan Rasmussen. Instruktion og bearbejdelse: Pelle Koppel. Scenografi og masker: Johan Tølkjær, efter Thorbjørn Egner. Musikalsk arrangør: Marcus Hjelmborg. Lys og videodesign: Peter Løkke. Med: Morten Burian, Thomas Corneliussen, René Benjamin Hansen, Tine Gotthelf, Stephan Pollner, Nanna Bøttcher og Mads Brolin-Tani. Aldersgruppe: Fra 5 år. Set i august 2010. Spiller i Valby til 5. september. Derefter turné til 10. oktober. www.teaterv.dk

Selv inden for børneteatret sker der det at enkelte stykker bliver ’klassikere’, som spilles verden over og ustandseligt. Og det handler – så vidt jeg ved – altid om dramatiseringer af populære bøger og eventyr, ikke om egentlig nyskreven dramatik.

Således også med Thorbjørn Egners stykker, ’Karius og Baktus’, ’Folk og røvere i Kardemomme by’ og nu altså ’Dyrene i Hakkebakkeskoven’, der blev udgivet som bog i 1953. Nogen stor dramatiker kan man næppe sige, at Egner var, men i en overgang for 30-50 år siden var hans dramatiseringer mere spillet i udlandet end landsmanden Ibsen! Vistnok...

Intet galt i det, tværtimod - kan hænde at han var med til at give børneteatret en bredere plads i teatrenes repertoire, og kan hænde at han var en forløber for Astrid Lindgren, Tove Janson, Ole Lund Kirkegaard og mange andre. At han også var noget af et hadeobjekt for gruppeteatrene, er en anden historie, men måske var han dermed også medvirkende til den anti-institutions-ideologi, som pustede nyt liv i børneteatret.

Mere katolsk end paven?

Egner var et multitalent. Han ikke alene lavede sine egne dramatiseringer, og som uddannet tegner og grafiker illustrerede han sine bøger, og dermed var også det scenografiske og kostumemæssige udtryk til forestillingerne givet. I tillæg satte han selv melodi til de mange sange. Sådan havde han fuld kontrol, og han insisterede på, at man fulgte hans oplæg nærmest til punkt og prikke. Mange instruktører og scenografer har kæmpet for at komme fri af ’tvangstrøjen’ - nu er den omsider løsnet.

Pelle Koppel går den modsatte vej. I programmet skriver han om sin ambition om ’at være mere tro mod Egners univers end han selv var det’ - og det lykkes langt hen ad vejen, selv med Teater V’s begrænsede ressourcer.
I særdeleshed vil jeg fremhæve scenografien - en rigtig turné-scenografi. Det enkle, multifleksible system af sætstykker i hvidt med sorte konturstreger farvesættes og bliver levende ved hjælp af projektioner, og samlet set gør det Egners udgangspunkt al ære - ja, faktisk mere spændende. Kostumerne ligeså, fuldstændigt tro mod ophavsmandens naive og glade streg.

Kort sagt: Teater V satser stort på at give sit publikum the real thing. Originalen, i al ydmyghed. Instruktøren (og teaterlederen) gør sin præmis klar og tydelig allerede i programmet, og iscenesættelsen levner ingen tvivl.

Ydmygheden har sin pris

Egners univers har sin egen ynde og uskyld, sin egen naive charme, og sin egen enkle morale. Men han var, med al respekt, ikke selv nogen særlig god instruktør. Følgelig er det risikabelt at snuse for meget i hans fodspor. Mangt og meget af charme, ynde og spænding kan blive væk, hvis man følger for tæt i hælene på Egners optagethed af, at forestillingerne skulle ligne. Ligne bøgerne og ligne hinanden.

Jeg ville have foretrukket, at Pelle Koppel havde lagt noget af sin ydmyghed på hylden og ikke satset så meget på at få det til at - ja, ligne. For både han og hans udmærkede ensemble har forudsætninger for en (endnu) bedre og mere underholdende forestilling - uden at bryde med det specifikt egnerske. Og uden at bryde med sin egen præmis.

Jeg mener, at inden for denne præmis er der rum for større dramatik, noget der kunne gøre spændingen større og give farligheden en mørkere farve. Selv om ræven bliver overlistet hver gang, er den stadigvæk farlig for skovens små.

Jeg synes, at forestillingen går for langt i retning af det godmodige og harmløse. Det er trods alt en risikosport at være skovmus i en stor og skræmmende verden. For ikke at tale om at blive tvunget til at omlægge sine kostvaner og blive vegetarianer, når man som ræv, ugle eller pindsvin er vokset op på en anden diæt.

Ved at skærpe den slags dilemmaer vil man også skærpe publikums nærvær. Og stykkets munterhed ville ikke tage skade, tværtimod.

Også når det gælder karakteriseringen, kunne ensemblet have nået længere. Microporterne vil nok blive nødvendige på turné, men de har unægtelig en tendens til at gøre stemmerne ens, og det bliver ikke bedre af, at der råbes meget i denne forestilling. Og både gestisk og rytmisk er der mulighed for at skabe klarere typer med tydeligere egenart og dermed også tydeligere psykologi.

Men jeg tilstår gerne, at jeg faldt fuldstændig for de to egernbørn og deres pibende hurtigtale!

Godt greb om publikum

Efter alle disse bedrevidende kommentarer er det en fornøjelse at sige, at forestillingen allerede fra start fæstede et solidt greb om publikum. Og det holdt næsten hele tiden.

Historien er jo god nok i al sin godhed, og snusfornuftige Morten Skovmus’ Hakkebakke-lov vandt klar anerkendelse. Også peberkagebagningen hos Bagermester Harepus og hans dreng er sjov, selv om den er en ren digression fra historien. Og Historien: jo, - det er den om, at dyrene (under protester fra nogle) bliver enige om, at de store skal lade være med at æde de små, men hellere hjælpe dem, og så kan de små hjælpe de store: ’For det er jo meget de små kan som de store ikke kan’.

I det hele taget er det svært ikke at lade sig charmere af Egners sympati for hele sit menageri, inklusive sultne ræve, ligesom for skadelige bakterier i Karius og Baktus eller dovne røvere i Kardemomme By. Og ræven bliver jo en rigtig guttermand til sidst.

Morten Burian er en Klatremus til at blive rigtigt glad for, og Thomas Corneliussen giver Ræven et kropssprog, som få gør ham efter. René Benjamin Hansen fylder godt ud som både Morten Skovmus og Bagermesteren, og Tine Bøttcher er en sjov Køkkenmus.

I det hele taget spilles der helhjertet børnekomedie på det travle Porcelænstorv der ude i Valby. Eller skal vi hellere sige: En rigtig familieforestilling. Og gode, gamle Bamsefar fik sin fødselsdag og alle kippede med flaget og sang med på hip hurra.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Dyrene i Hakkebakkeskoven
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

Flere anmeldelser