Duracell-teater

Hirtshals-unge æder pommes frites nede på havnen. Fisk en masse bliver fileteret og kylet i kasser henne 'På Fisken' af et sjak med store røde gummihandsker, stive blå plastikforklæder og hatte dekoreret med gennemskårne stof-fisk. 

Der bliver talt dreven jysk og fyldt på med sindig underspillet humor. Til aftenmad spiser man hamburgerryg med tyk, hvid sovs. Vi befinder os i et provinshul, hvor den lokale mekaniker hader franske bilmærker. Vi er i et lille samfund vestpå, hvor alle ved alt om alle, og spørger man hvem, som leverer historierne, får man svaret: ”Ikke nogen, bare folk”. 

Vi får indblik i unges på overfladen hårde jargon med spontane udbrud, eder, hurtige bemærkninger og hævnaktioner i forhold til hinanden på de sociale medier. Versioner af deres natteliv med sprut, tilfældig sex og flygtige venskaber, som bliver brudt med barske kommentarer som ”Gid du må rådne op i helvede med din døde luder-mor”. 

Og eksempler på, at der også imellem de unge indbyrdes findes troskab og oprigtighed. Med 'Polly og Stormen' vil de to co-producerende teatre, Teater Nordkraft og Vendsyssel Teater, tegne et billede af shitstorm og drømme set fra et lokalt nordjysk ungdomsperspektiv. 

Målrettet tre generationer

Forestillingen er for både unge fra 13 år, deres forældre og bedsteforældre. De unge skal opleve, at de har ret til at begå pinlige og dumme ting, eller, som Teater Nordkrafts teaterchef Minna Johanneson udtrykker det i programmet, vide, at ”som teenager SKAL du fucke up”. 

De skal se, at de gennem deres fejl baner vejen for at udvikle evne til at tilgive såvel sig selv som andre. At det, som Johanneson også udtrykker det, i sidste ende handler om ”ikke at være smålig med livet.” 

Teenageforældre skal få bedre forståelse for den selvstændighedstrang, som driver deres unge. Og bedsteforældrene skal få indblik i det digitale univers, som fylder meget i deres børnebørns livsførelse. 

Desværre har forestillingen vanskeligt ved at indfri denne trebenede ambition. Men det skyldes ikke skuespillet. Alle på scenen gør på professionel vis det, de er sat til, og tilføjer på hver deres måde spillet personlig kant. 

Jysk turbotrav 

Ensemblet på Teater Nordkraft og de to gæsteskuespillere, Trine Pallesen og Peder Holm Johansen, tonser derudad som et bundt højtydende alkaline-batterier. Højlydt i to timer afbrudt af en kort pause. Klædt i vatterede knælange shorts og tilsvarende tykke T-shirts i hvid og pink, spæner skuespillerne op på og ned af en stor rektangulære indretning, som gør det ud for både bord, dansegulv, bilsæder og fiskefabriksområde. 

De ligner en klon af tegneseriefigurer og alt for varmt klædte sportsfolk. De er i næsten non stop fysisk duracell-pumpet aktion. Med bevægelser, som ofte er staccato og abrupte. 

Seks seje skuespillere

Lærke Schjærff Engelbrecht leverer i hovedrollen som Hirtshalspigen Polly præcision, energi og teenagetroværdige temperamentsklare udsving. De øvrige medvirkende spiller alle stykkets øvrige roller på den ganske særlige (men også flere gange før anvendte måde), at de alle springer ud og ind af nærmest samtlige stykkets roller, og tillige tit spiller den samme rolle samtidigt, dvs. deles om replikkerne, helt ned til ordene i en sætning. 

Denne 'mange på scenen-samtidighed' af mange næsten ens udgaver af fx Pollys far, Pollys farmor, Pollys veninde Kat fra Hirtshals, gymnasieveninden Caro og andre, skaber en massivitet, et ekko af demonstreret vigtighed. 

Det er muligt, at det kan fungere, men her lykkes det ikke. Som publikum misser man nogle sproglige passager, fordi ord mudrer sammen i de hastige leveringer. Hovedhandlingen er dog nem nok at følge. Men den pumpede form bliver meget hurtigt anstrengende og forudsigelig. 

Heldigvis støder der stille passager til. Især i anden akt, hvor brikkerne skal falde på plads og stykket slår en konstruktiv krølle på fortællingen om Polly. I disse passager trækker både de medvirkende og publikum ny luft ind. Der bliver plads til lidt eftertanke. 

Frem med buskrydderen 

En alt, at for lang og i høj grad også forudsigelig dramatisering af Sanne Munk Jensens og Sarah Engells bog 'Tag gaden tilbage' (fra 2019) er også en vægtig grund til, at forestillingen virker mere enerverende end fængslende. 

Der er en fin pointe i fortællingens – og forestillingens – udsagn om, at ungdomslivets rasen og fejltrin er med til at udvikle den unge. Der er - udover den allerede nævnte lune humor og den ungdomsdirekte jargon - referencer til steder, som mange nordjyske unge har hørt om eller kender ud og ind, samt skildringer af hvordan de unge navigerer på de digitale sociale platforme, omend det ikke fylder så meget. 

Men Niels Erling, som udover at have iscenesat, også står for dramatiseringen, skulle sammen med Thea Kulavig, som har været dramaturg på udviklingen af manuskriptet, have haft besøg af ikke blot en stor skarp hækkesaks, men en kraftig buskrydder. 

Der bliver tærsket langhalm på rigtigt meget. På familiesituationen hjemme ved Polly. Og på Pollys, når hun hænger ud og fester med kammeraterne. 

Der er mere bid i anden akts scener. I scenerne, hvor Polly opdager, hvordan omstændigheder omkring hendes mors trafikuheldsdød var. I scenerne, hvor hun opsøger morens hemmelige elsker. Og i slutscenen, hvor hun vender tilbage til Hirtshals og blandt andet forstår, hvor modent og handlekraftigt hendes lokale veninde, Cat, har ageret. 

Men det ændrer ikke på min vurdering af, at den som hovedtendens hverken rammer plet hos de unge, de voksne eller de ganske voksne.