24. april 2010

Du kan stadig nå at blive dramatikerspire

Reumert-juryen har netop lavet nomineringer til årets priser – i år over 40 forskellige forestillinger fordelt på store og små scener.

I kategorien Årets Dramatiker har der sneget sig en børneteaterdramatiker ind, idet Thomas Howalt er nomineret for ’Hemmeligheden’, som Teatret Fair Play for ganske nylig har haft premiere på – og forestillingen fik de optimale seks stjerner i børneteateravisen.dk af Henrik Lyding, der samtidig konstaterede, at ’dramatikeren Thomas Howalts tekst er en kontant, men også meget indlevet historie om overlevelse på trods’.

Howalt skrev sin tekst som afgangsopgave på DramatikerVæksthus 2004-07, og med den vellykkede dramatisering træder han ind i rækken af succesrige dramatikerspirer fra BørneTeaterSammenslutningens talentudviklingsprojekter, der blev indledt med det første væksthus i 1997 – hvor dramatikeren Jesper B. Karlsen, der siden har set sine dramatiserede forestillinger få både Reumert-nomineringer og – priser: Holbæk Teaters ‘Gidsel’ og Zangenbergs Teaters ‘Nikio og den store samurai’ blev således kåret til Årets børneteaterforestilling i henholdsvis 2008 og 2003.

En lang række andre spirer fra dramatikervæksthusene har skrevet og fået deres værker opført på børneteatrene.

Og netop nu er det ved at være tid til opstarten på det nye DramatikerVæksthus 2010-11, hvor ansøgningsfristen er 10. maj. Og deltagelsen er gratis, takket være støtte fra Scenekunstudvalget.

DV 10-11 består af fem samlinger, deltagelse i to børneteaterfestivaler samt et caféarrangement på Forsøgsstationen i København. Projektet er tilrettelagt, så deltagerne kan have arbejde og studier ved siden af, og ansøgerne behøver ikke at have erfaring med at skrive for teater.??

Deltagerne modtager vejledning af dramaturgisk kyndige, og manuskriptudkast reades af professionelle skuespillere, ligesom der er møder med gæsteoplægsholdere og fælles teaterbesøg m.v.??

Ved optagelse lægges vægt på fantasi, skrivelyst og interesse for børns og unges blik på tilværelsen. Der lægges vægt på lyst til indgå i den kollektive arbejdsproces, der ligger bag teaterforestillinger og på lyst til at udvikle den dramatiske genre for børn og unge.

Optagelsesprøverne for Dramatiker Væksthus 2010-11 består af to runder, hvori der i første indgår et par opgaver, evt. uddrag af egne værker, mens anden runde består af en optagelsesweekend i København 21.-22. august.
Første samling for de udvalgte er 23.-26. september på Odsherred Teaterskole.

Se mere om DV 10-11, ansøgning m.v. på www.dvhus.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne