Af: Anne Middelboe Christensen

12. marts 2012

’Du kan altså ikke fange min bedstemors fantasi’

Pyha. Så er det da slået fast i Hanne Trolles sjove og udfordrende forestilling, ’Rod i Kunsten’.

Sjovt som børn godt kan lide det abstrakte! Jo mere voksne pådutter ungerne nogle helt konkrete historier, desto mere kan de små samtidig svinge sig op til det storladne og det generelle. I sin nye forestilling ’Rod i Kunsten’ har Hanne Trolle valgt at lege med denne dobbelthed af det jordnært konkrete og det vildt abstrakte. Og det er der kommet en skæg og udfordrende forestilling ud af.

’Rod i Kunsten’ handler om en lille pige, der går på museum med sin kunstnerbedstemor, der er ved at gøre en udstilling færdig. Det er i hvert fald den konkrete historie. Men samtidig fortælles en langt mere avanceret historie om kunsten og kunstens formål og kunstens frihed. Ikke lige noget, man måske ville tro var et hitemne for de 4-8-årige, men sådan virker det faktisk. For børn i den alder sidder jo selv og tegner og maler og klistrer – og derfor kender de sagtens til at have en idé, som er svær at gøre til virkelighed på et stykke papir. Samtidig med at de har fået tudet ørerne fulde om, at de da må helt selv om, hvordan deres tegning skal se ud.

’Fantasien skal vi have med, for den får vi brug for,’ siger Hanne Trolle i sin lille indledning til forestillingen. Og ungerne nikker og stirrer…

Kunsten som legeplads

Rhea Leman har iscenesat museumsbesøget med klare skift mellem virkelighed og drøm – og mellem dukkerne og Hanne Trolle. I begyndelsen prøver performeren godt nok både at være fortæller og dukkepige på samme tid, og det kolliderer unægtelig. Men da hun først lader dukkerne leve deres eget liv, bliver alt til en fest.

Samtidig har Irene Becker komponeret noget skønt jazzet og muntert og dagdrømmende musik, som følger forestillingens nysgerrige og eftertænksomme pigedukke – og som opfører sig manifestagtigt, næsten som komponisterne omkring Brecht. Indspilningen er sket med en håndfuld af Danmarks allermest legende musikikoner fra Pierre Dørge til Marilyn Mazur; det kalder jeg børnerespekt!

Desuden har Lone Ernst skabt et museum, der virker som en kærlig karikatur på alverdens museer med moderne kunst – med store, selvtilfredse kunstværker med ’Skov i nattøj’-titler.

Sagen er bare den, at kunstnerbedstemoderen ikke helt synes, at hendes mobilekunstværk er færdigt. Så derfor går hun hjem for at lave den helt rigtige, nye farveplade til at hænge op i mobilen. Forinden har mobilen dog vist sig at være den skønneste gynge for dukkerne undervejs: Kunsten som legeplads.

Stemmen som autoritet

Modsætningen til bedstemorkunstneren er museets kustode Ulf. ’Hov, hov. Ikke røre! Det er imod reglerne’. Sådan lyder hans standardsvar til pigen og til verden, men ungerne gennemskuer lynhurtigt, at han bare er usikker. Egentlig er han kun en lille hånddukke, men hans stemme (altså Hanne Trolles) har lige så stor autoritet som hos en to meter høj museumsvagt. Det er ret sjovt. Ikke mindst da han ikke vil lade mormors barnebarn komme ud af museet. ’Når du først er kommet ind, kan du ikke komme ud igen, før du har set det hele!’ Ungerne griner i hvert fald, så de må vel genkende fornemmelsen…

Rummet forvandler sig langsomt undervejs. Det er et museum med farvede kunstværker, men det er også en fantasiverden, hvor alt kan ske. Nogle farvede lysrør, der står og svajer som siv, virker nærmeste magnetiserende på børnene. Og nogle kemikalieglas med sære farvegevækster gør dem nysgerrige, akkurat som hvis de havde ledt efter søstjerner på Danmarks Akvarium eller set på strømforsøg med Naturpatruljen på tv. Samtidig viser det sig selvfølgelig, at den ellers erklæret ukunstneriske kustode har en yderst veludviklet fornemmelse for kunst…

Ulven som formidler

’Rod i Kunsten’ har en dejlig åbenhed over sig, akkurat ligesom Månegøgls forestilling ’Fra mig til dig’ fra sidste år, hvor en dukkedrage blev det smukkeste billede på det svære ved at være barneflygtning.

Det er skønt at se, hvordan Hanne Trolle faktisk stormudvikler det koncept, som hun har dyrket i 30 år.  Hun fører stadig dukker og synger sange, som hun altid har gjort. Og hun må også inddrage et enkelt vingevæsen på en dukkeførerstang. Men hendes horisont synes pludselig bredere, og smilet virker blidere.

Når hun i denne forestilling desuden liiiige låner Rødhættes historie for også at få de 2-4 årige med, så er det med imponerende evne til at koge eventyret ned til dets essens. Ulven bliver her en overraskende klart formidler af hele kunstdefinitionen, og det må da siges at være ganske godt gået. Eller som en 3 årig sagde helt uden omsvøb: ’Det var flot!’

For her blandes ulvens lyst til at æde andre sammen med Kustode-Ulfs lyst til at æde andres kunstneriske tanker. Med boblen og hjertebanken – og masser af fantasi.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.