DEBAT
13-04-2014
12-04-2014
10-04-2014
03-04-2014
02-04-2014

Teatret Månegøgl: Rod i Kunsten

Scenografen Lone Ernst har skabt en farvestærk og klar verden til Hanne Trolles både enkle og dybt avancerede fortælling for børnehaveungerne om kunstens frihed. Foto: Vibeke Toft

’Du kan altså ikke fange min bedstemors fantasi’

12-03-2012
Pyha. Så er det da slået fast i Hanne Trolles sjove og udfordrende forestilling, ’Rod i Kunsten’.
FAKTA
Teatret Månegøgl: Rod i Kunsten -

Tekst: Hanne Trolle. Instruktion: Rhea Leman. Scenografi: Lone Ernst. Musik: Irene Becker. Musikindspilning: Irene Becker, Pierre Dørge, John Ehde, Marten Carlsen, Marilyn Mazur. Aldersgruppe: 2-8 år (4-8 år). Set i marts 2012 på AnemoneTeatret, hvor den spiller til 18. marts 2012. Turné 2012 og 2013 – og kan også opleves på Festival 2012 (www.festival2012.dk) i april i Ringsted og Sorø. www.hannetrolle.dk

Sjovt som børn godt kan lide det abstrakte! Jo mere voksne pådutter ungerne nogle helt konkrete historier, desto mere kan de små samtidig svinge sig op til det storladne og det generelle. I sin nye forestilling ’Rod i Kunsten’ har Hanne Trolle valgt at lege med denne dobbelthed af det jordnært konkrete og det vildt abstrakte. Og det er der kommet en skæg og udfordrende forestilling ud af.

’Rod i Kunsten’ handler om en lille pige, der går på museum med sin kunstnerbedstemor, der er ved at gøre en udstilling færdig. Det er i hvert fald den konkrete historie. Men samtidig fortælles en langt mere avanceret historie om kunsten og kunstens formål og kunstens frihed. Ikke lige noget, man måske ville tro var et hitemne for de 4-8-årige, men sådan virker det faktisk. For børn i den alder sidder jo selv og tegner og maler og klistrer – og derfor kender de sagtens til at have en idé, som er svær at gøre til virkelighed på et stykke papir. Samtidig med at de har fået tudet ørerne fulde om, at de da må helt selv om, hvordan deres tegning skal se ud.

’Fantasien skal vi have med, for den får vi brug for,’ siger Hanne Trolle i sin lille indledning til forestillingen. Og ungerne nikker og stirrer...

Kunsten som legeplads

Rhea Leman har iscenesat museumsbesøget med klare skift mellem virkelighed og drøm – og mellem dukkerne og Hanne Trolle. I begyndelsen prøver performeren godt nok både at være fortæller og dukkepige på samme tid, og det kolliderer unægtelig. Men da hun først lader dukkerne leve deres eget liv, bliver alt til en fest.

Samtidig har Irene Becker komponeret noget skønt jazzet og muntert og dagdrømmende musik, som følger forestillingens nysgerrige og eftertænksomme pigedukke – og som opfører sig manifestagtigt, næsten som komponisterne omkring Brecht. Indspilningen er sket med en håndfuld af Danmarks allermest legende musikikoner fra Pierre Dørge til Marilyn Mazur; det kalder jeg børnerespekt!

Desuden har Lone Ernst skabt et museum, der virker som en kærlig karikatur på alverdens museer med moderne kunst – med store, selvtilfredse kunstværker med ’Skov i nattøj’-titler.

Sagen er bare den, at kunstnerbedstemoderen ikke helt synes, at hendes mobilekunstværk er færdigt. Så derfor går hun hjem for at lave den helt rigtige, nye farveplade til at hænge op i mobilen. Forinden har mobilen dog vist sig at være den skønneste gynge for dukkerne undervejs: Kunsten som legeplads.

Stemmen som autoritet

Modsætningen til bedstemorkunstneren er museets kustode Ulf. ’Hov, hov. Ikke røre! Det er imod reglerne’. Sådan lyder hans standardsvar til pigen og til verden, men ungerne gennemskuer lynhurtigt, at han bare er usikker. Egentlig er han kun en lille hånddukke, men hans stemme (altså Hanne Trolles) har lige så stor autoritet som hos en to meter høj museumsvagt. Det er ret sjovt. Ikke mindst da han ikke vil lade mormors barnebarn komme ud af museet. ’Når du først er kommet ind, kan du ikke komme ud igen, før du har set det hele!’ Ungerne griner i hvert fald, så de må vel genkende fornemmelsen...

Rummet forvandler sig langsomt undervejs. Det er et museum med farvede kunstværker, men det er også en fantasiverden, hvor alt kan ske. Nogle farvede lysrør, der står og svajer som siv, virker nærmeste magnetiserende på børnene. Og nogle kemikalieglas med sære farvegevækster gør dem nysgerrige, akkurat som hvis de havde ledt efter søstjerner på Danmarks Akvarium eller set på strømforsøg med Naturpatruljen på tv. Samtidig viser det sig selvfølgelig, at den ellers erklæret ukunstneriske kustode har en yderst veludviklet fornemmelse for kunst...

Ulven som formidler

’Rod i Kunsten’ har en dejlig åbenhed over sig, akkurat ligesom Månegøgls forestilling ’Fra mig til dig’ fra sidste år, hvor en dukkedrage blev det smukkeste billede på det svære ved at være barneflygtning.

Det er skønt at se, hvordan Hanne Trolle faktisk stormudvikler det koncept, som hun har dyrket i 30 år.  Hun fører stadig dukker og synger sange, som hun altid har gjort. Og hun må også inddrage et enkelt vingevæsen på en dukkeførerstang. Men hendes horisont synes pludselig bredere, og smilet virker blidere.

Når hun i denne forestilling desuden liiiige låner Rødhættes historie for også at få de 2-4 årige med, så er det med imponerende evne til at koge eventyret ned til dets essens. Ulven bliver her en overraskende klart formidler af hele kunstdefinitionen, og det må da siges at være ganske godt gået. Eller som en 3 årig sagde helt uden omsvøb: ’Det var flot!’

For her blandes ulvens lyst til at æde andre sammen med Kustode-Ulfs lyst til at æde andres kunstneriske tanker. Med boblen og hjertebanken – og masser af fantasi.

Af: Anne Middelboe Christensen
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718

15-04-2014

13-04-2014

10-04-2014

08-04-2014

04-04-2014

01-04-2014

29-03-2014

26-03-2014

24-03-2014

22-03-2014

20-03-2014

18-03-2014

16-03-2014

14-03-2014

11-03-2014

09-03-2014

07-03-2014

05-03-2014

03-03-2014

01-03-2014

27-02-2014

24-02-2014

19-02-2014

15-02-2014

12-02-2014

08-02-2014

06-02-2014

04-02-2014

01-02-2014

28-01-2014

25-01-2014

21-01-2014

18-01-2014

14-01-2014

10-01-2014

06-01-2014

02-01-2014

17-12-2013

14-12-2013

12-12-2013

Flere anmeldelser