3. september 2018

DT-seminar 2018 i Kolding 16.-18. november

Danmarks Teaterforeninger (DT) afvikler dette års seminar fra 16.-18. november i Kolding, hvor repræsentanter fra de knap 70 lokale medlemsforeninger har mulighed for at mødes og feste. Og købe forestillinger til den kommende sæsons repertoire.

For seminaret har udviklet sig til en veritabel salgsmesse, hvor landets turneteatre falbyder deres forestillinger på korte præsentationsrunder.

Det forventede deltagertal på omkring 500 personer består således af en skønsom blanding af købelystne bestyrelsesmedlemmer fra teaterforeningerne, salgsivrige teaterproducenter samt repræsentanter fra div. kulturorganisationer, faglige sammenslutninger, kulturhuse, billetorganisationer, Kulturstyrelsen m.fl.

De mange præsentationer på flere forskellige scener på seminarstedet fylder som vanlig overmåde meget i årets program, men DT's sekretariatsleder, Eva Friis, fortæller, at det har været et stort ønske fra producenterne at få bedre tid til at tale med foreningerne mellem præsentationerne, og det er der taget hensyn til i forhold til de tidligere års programmer.

Udover præsentationer og dialog er der festmiddag lørdag aften med prisoverrækkelse (Hædersprisen, Årets Turneteaterforestilling, Årets Turneteaterskuespiller, Årets Børneteaterpris – og teatrenes 'modpris' i form af Kulturkongens arrangørpris til en teaterforening).

Søndag formiddag har man i år valgt at vise en teaterforestilling i stedet for det vanlige lille debatmøde med relativt ringe fremmøde.

Der åbnes for tilmeldinger til årets seminar fra onsdag 5. september kl. 12 – mens sidste frist for tilmelding er mandag 1. oktober kl. 20.

Seminaret finder sted på Comwell Kolding 16.-18. november.

Det hele foregår elektronisk via login og kode – som er tilsendt potentielle deltagere. 

Men andre interesserede og for oplysninger og spørgsmål kan man kontakte DT's sekretariatsleder, Eva Friis, på tlf. 3535 4846 eller mail: eva-dk-teaterforeninger.dk

Se mere på www.dk-teaterforeninger.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne