Af: Kirsten Dahl

2. april 2019

Drop kropsforskrækkelsen

’An Eve And An Adam’ eksponerer nøgenhed, så man bliver helt overrumplet og glad over den nøgne krops magt, skønhed og styrke.

De to dansere er splitternøgne langt det meste af forestillingens 60 minutter. Mikolaj Karczewski og Sofia Pintzou. En mand og en kvinde. 

Ok, så handler det om sex. Sådan vil mange givetvis i en form for reflekstænkning resonere. Men nej, sådan er det langt fra. ’An Eve And An Adam’ er en duet, som slår døren op for noget helt andet. Den er en slags parafrase, en nyfortolkning af skabelsesberetningen og syndefaldet. 

Mikolaj Karczewski og Sofia Pintzou kan lige fra den første scene, hvor de skyder op af det knitrende løv, som dækker gulvet, opleves som bibelhistoriens to første mennesker, Adam og Eva. Men som noget helt essentielt bliver de to dansere lynhurtigt til billeder på du og jeg. 

Forestillingen refererer til Edens Have og syndefaldet. Men som det mest gennemtrængende bliver den til en fortælling, som med ’Adam’ og ’Eva’ viser koppen som sanselig størrelse, der bestandigt rummer modsatrettede kræfter og som diskuterer nøgenhed som noget grundlæggende (ur)naturligt – som en dyrebar naturlighed vi har glemt eller verfet bort. 

Forestillingen tager afsæt i det paradoks, at der i dag tilsyneladende ingen beskedenhed er, hvad angår den nøgne krop på de sociale medier, mens nøgenhed i virkelighedens verden er blevet noget man – især unge – gemmer væk, eksempelvis ved ikke at ville gå i bad i skolen efter gymnastik. Og den manifesterer sig på scenen via en række helt usædvanlige og utroligt veldansede sekvenser, som hylder og genfremkalder den nøgne krops naturlighed og potentialer. 

Kroppen som æstetisk dej 

Der indgår indspillet klassisk musik. Smukt spillet klaver og cello. Men meget virkningsfuldt er det sparsomt doceret. Det, som fylder, er kroppe som bevæger sig, og som gør det i spinkle lyskegler, der undervejs brydes kortvarigt af et fuldt oplyst rum. 

Skabelsesberetningen gennemspilles i en usædvanlig version, hvor Karczewski ælter og masserer Pintzou nøgne krop på en måde, så den træder frem som en materie. Langsomt og i seje bevægelser trækker og vrider han isolerede dele af hendes krop i forskellige retninger. Op, ned, til siden, rundt. Pintzous krop opleves ikke længere som en kvindekrop, men som et skinbarligt materiale. En dej. 

Sekvensen er fantastisk, fordi den både udtrykker Evas tilblivelse og samtidig rummer en række helt utrolige billeder af den menneskelige krop. Et område omkring ribbenene strækkes i vejret. Et udsnit af et skulderblad rager frem som en klippe. Etc. etc. Vi ser og oplever små udsnit, fordi dansen foregår i ultra lidt lys – dansernes kroppe belyses i mange sekvenser udelukkende ved hjælp af små lygter. 

Sammenfiltring og klask 

De to dansere vikler sig også smidigt og kluddermors-agtigt ind i hinandens kroppe i begær efter hinanden eller i lyst til at gå i ét. Også her får vi – i skæret af lyset fra de lommelygter, danserne holder i munden, kortvarige udsnit af de nøgne kroppe. En balde, et stykke ryg, en kind, et bryst, et kønsorgan. 

Hvert udsnit er betagende smukt og fremstår med en sådan renhed og uskyld, at det virker fuldstændigt uudgrundeligt, at kroppen er blevet så udskældt i sin naturlighed og så mishandlet i sin mediefremstilling. 

I en anden scene kaster ’Eva’ (Pintzou) ’Adam’ (Karczewski) ned i gulvet så højt oppe fra, at hans nøgne, vandret plankeliggende krop smadrer i gulvet med et kraftigt smæld. På kompromisløs og fascinerende vis giver danserne udtryk for kroppen som fyldt med råstyrke og med stærke og divergerende følelser. Kroppen som bærer af både kontrol og kontroltab. 

Tiltrækning og frastødning

I ’An Eve And An Adam’ rummer samtlige kropsudtryk deres egen modsætning. ’Adam’ og ’Eva’ både tiltrækkes og frastødes af hinanden. De træder lystent nøgne frem for hinanden. Men de viger også tilbage og tildækker bestandigt deres egne og modpartens køn med blade. Blufærdige og skamfulde. 

Den indbyggede kontrast og ambivalens gør forestillingen stærk. Den rækker ud til publikum med genkendelse. Koreografisk overraskes og mættes publikums sanser konstant af dansernes bevægelser, som dirrer af muskelstyrke og sitrer af polariserede følelser. Følelser som kropsliggøres strunkt og resolut. 

Men allermest saftigt og fyldt med passion og åbenhed. Og her kommer æblet ind, eller retter æblerne. 

Sanselig æbledans

I Granhøj Dans' univers er det er ikke kun Eva, som frister Adam med et æble. Adam frister også Eva. Danserne frister på skift hinanden med æble på æble. På skift placerer de æbler alle mulige steder på deres egen og på hinandens kroppe. De medfører ikke bare interessante bevægelser skabt ud fra den obstruktionsteknik, som er Granhøj Dans’ særegne. 

Begrænsningsteknikken udvikler også interessante billeder på kærlighedspassion. Stærkest i slutscenen, hvor de gnider æblerne rundt på hinandens kroppe. De lader æblerne vandre overalt og få sved og væsker fra hinandens kroppe for så at blive nydelsesfyldt fortæret. Bid for bid labber de æblerne i sig. Og tilslut rækker danserne hver et æble ud mod publikum, som en gestus, en invitation til at tage kroppen og nydelsen alvorligt i al den leg og udfordring og lyst som er dens dybeste væsen. 

Med og uden tøj

Den nøgne krops naturlighed bestyrkes også i den eneste scene, hvor danserne har tøj på. Scenen er velvalgt placeret et godt stykke inde i forestillingen. Vi er nået derhen, hvor vi helt uvægerligt oplever nøgenhed som noget helt naturligt. Først danser Pintzou og Karczewski en duet med tøj på – helt enkelt sort tøj – og bagefter danser de akkurat de samme trin uden tøj. Nøgendansen bliver et stærk billede på, at når alt er pillet væk – den ydre klædedragt – når vi ind bag facaden. Forsvaret, skallen, forstillelsen er smuldret væk. Tilbage lyser en sårbarhed, noget totalt ubeskyttet, men også noget meget ægte, stærkt og oprindeligt. 

Modig og anderledes 

Koreografisk byder ’An Eve And An Adam’ på rigtigt mange uvante bevægelser. Udfoldelser som kræver modige, fantasifulde og dedikerede dansere, og som kræver konsekvens og kunstnerisk tæft af det øje udefra som udvælger og sætter materialet sammen. 

Det øje har Palle Granhøj, som rammer lige i solar plexsus på noget, unge tumler med og som forestillingen uden tvivl vil ruske op i på en spændende og frugtbar måde. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.