Drømmen om at male på væggen

De fleste har prøvet at stikke hånden i noget maling – og så sætte mærker på bordet eller stolen. Og næsten alle har sikkert mærket trangen til også liiiiige at sætte et umiskendelig håndaftryk midt på væggen.

Men så er det jo, at der altid kommer en voksen og råber op om, at det må man ikke…

Det er denne vidunderlige malertrang, som koreografen Tali Rázga har foldet ud på scenen i sin danseforestilling ’Små og store hemmeligheder’ for de 0-4 årige. Børnene stirrer beundrende, når danserne klasker blå håndmærker på ryggen af hinanden – og på væggen.  At forældrene så nok må regne med visse eksperimenter derhjemme, er en anden sag...

Ind under gulvtæppet

Grundidéen i forestillingen er altså fin. Forestillingen virker bare noget stillestående og uden en basal spænding. Det føles, som om dansen aldrig får noget egentligt flow – måske fordi Erik Christoffersens lydkulisse er så optaget af at bringe virkelighedsnære lyde med fuglefløjt og andet godt, at der ikke bliver nok plads til selve musikken, der jazzer lidt slagtøjssagtmodigt af sted undervejs.

Scenografien af Sir Grand Lear er også mærkeligt tom. Scenen er overvældende bred – med en støvsuger og en enkelt stuebirk midt på et stort, gråt gulvtæppe. Det viser sig ganske vist, at en af forestillingens ’hemmeligheder’ netop er, at gulvtæppet kan løftes op – og bruges som gemmested for den ene danser, mens den anden leder og mærker sig frem…

Alligevel virker rummet underligt ubeboet. Måske også fordi Mikkel Jensens lysdesign tit skifter i meget bratte hop.

Indianerstriber

Men de to dansere har søde blikke ud mod tilskuerne - både de babyer, der lige har lært at sidde selv, og de børnehavebørn, der livligt kommenterer på dansen med ord.

Den danske danser Søren Linding Urup har en sjov legelyst i kroppen og nogle skægge muskelstunts, mens den norske danser og koreograf Hilde Sandvold med de lange, veltrænede ben mere er optaget af at berolige småbørnene med sine varme øjne.

Dansemæssigt får ingen af dem dog mulighed for at udfolde sig synderligt her på det røde gulv. De drejer og hopper og laver halvakrobatiske ting, men de bevæger sig rundt i så meget stilhed, at atmosfæren forsvinder, og dansen har svært ved at rive tilskueren med.

Dansernes kostumer er unisex undertøj i fornuftigt, hvidt bomuld og korte bukseben, så de kan danse frit. Det er fint. Men kostumerne formår ikke at karakterisere de to dansere.

På nær altså lige farven af deres inderste undertrøje: Hun har en blå bluse, og han har en grøn. Og i ansigterne har de møjsommelige ’indianerstriber’ hen over kinderne – i blå og grøn. Uden at de får lov til at råbe det mindste ’ugh-ugh’.

Respekt for babyerne

Tali Rázga er en sej koreograf. Hun insisterer på, at selv de mindste børn har brug for abstrakt dans, og hun respekterer flot børnenes sanselyst ved IKKE at afbryde sine forestillinger med ordtolkninger. Samtidig bryder hun bevidst med de traditionelle fortællemetoder ved at insistere på at skabe universer, der er abstrakte - og æstetisk set lykkeligt langt væk fra ungernes egne børneværelser. Akkurat sådan som hun også gjorde det i småbørnsforestillingerne ’Æble-3-2-1’ i 2014, ’Blåt’ i 2011 og ’Sneøjne’ i 2009.

Men her i ’Små og store hemmeligheder’ opstår der desværre underlige tomhedsperioder - lige fra begyndelsen, hvor danserne leger rundt med en støvsuger med en overdimensioneret støvsugerslange.

Måske dramaturgen Inge Agnete Tarpgaard skulle have været skarpere i sine krav til dansedramaturgien?

Og måske de to dansere skulle have haft mulighed for at arbejde mere skuespillerdramatisk, når nu forestillingen viste sig at arbejde overraskende meget med handlingskonsekvens; i hvert fald konsekvensen af at sætte uafvaskelige fingeraftryk på andres tøj…?

Hvad er en hemmelighed?

De mindste børn ved selvfølgelig ikke engang, hvad titlen betyder. Men i essensen er ’hemmeligheder’ selvfølgelig noget, man IKKE ikke vil fortælle til andre. I hvert fald ikke til hvem som helst.

Derfor vil jeg selvfølgelig heller ikke afsløre, hvad forestillingen ender med. Men scchhhhhyyhhh: Jeg kan godt hviske, at slutningen er ganske eventyrlig. Og at slutscenen rummer en skabning med netop den slags naturlige farvepletter, som mange børn drømmer om at opleve i virkeligheden engang.