Drømmen om at blive danser

’Det Arabiske Forår’ er ikke et emne, der har fyldt meget i dansk teenageteater. Men nu har publikum chancen for at høre noget om, hvad der egentlig skete i de heftige måneder i 2011. For den danske instruktør og koreograf Jacob Stage har skabt en såkaldt ’performance lecture’ sammen med den egyptiske performer Nora Amin.

Under titlen ’The Other Body’ præsenterer de en forestilling, hvor Nora Amin sidder ved et bord og fortæller op ad en videoskærm. Eller rettere: Hvor hendes krop danser rundt om et bord, mens hendes arme fortæller – og videobillederne danser med…

Hidsig kunstner

Nora Amin er født i Cairo i 1970. Hun er både danser, skuespiller, instruktør og forfatter. Hun har udgivet romaner, men også debatbogen ’The Egyptian Theatre and Human Rights: The Art of Claiming our Right’ (2002). Og hun var med til at stifte The Modern Dance Company of the Cairo Opera House.

I 2016 besøgte hun Odin Teatret i Holstebro under Transit Festivalen. Her viste hun sin skræmmende dokumentarfilm ’The Enemy of the People: The Journey to Survival’.

I filmen ser man, hvordan hun insisterede på at instruere Ibsens ’En Folkefjende’ i Cairo for sit eget teater Lamusica Independent Theatre Group, selv om det var forbudt – midt i et politisk kaotisk Cairo i 2012, i efterdønningerne af Det Arabiske Forår.

Knaldrøde strømper

Disse heftige fakta får man mærkeligt nok ikke præsenteret undervejs i 'The Other Body'. Instruktøren Jacob Stage har i stedet ønsket at fokusere på Nora Amins personlige historie.

Og som hun bevæger sig rundt på scenen i sort kjole og knaldrøde strømper, mærker man umiddelbart hendes helt exceptionelle kraft som kunstner. En virkelig powerwoman!

»Jeg er 11 år gammel, og jeg drømmer om at blive danser,« siger Nora Amin på sit karakteristiske engelsk. Og så begynder hendes arme og overkrop ellers at svaje under hendes lange, røde hår, mens hun med klar stemme fortæller om sit idol blandt de orientalske dansere i Egypten.

Koreografien har klare referencer til de verdensberømte egyptiske tegn og skulpturer – med morsomme brug af silhuetter. Og den enkle, filmagtige musik af Luna Stage og Ayman Asfour skaber en fin, eksotisk baggrundsstemning af tempel og mystik.

Kvindepolitisk manifest

Nora Amin har en dyb poesi i sine arme. Hendes fingre stritter af vrede, og hendes blik er helt sort. Hun fortæller med hele sin krop. Og hun forklarer, hvordan hun allerede som 11-årig fik en bevidsthed om, hvad det vil sige at føle sig som kvinde.

Derfra eksploderer hendes tale i stædig opremsning af ’happiness and suffering’ hos kvinder i Egypten – og til den feministiske kamp for at kunne udtrykke sig kunstnerisk på lige linje med mænd. Nora Amin løfter stolt begge arme i vejret med en fejende sejrsbevægelse og nævner alt det, hvor Egypten fremstår som nr. 1 i verden. Men førstepladsen er rystende.

»Egypten er nr. 1 i verden, når det kommer til vold i hjemmet og seksuelle overgreb,« siger hun grotesk smilende med sin røde læbestiftsmund.

Til sidst behøver hun bare at antyde sin armkoreografi for ’nr. 1 i verden’ – så forstår tilskueren, at her er endnu et felt, hvor kvinder i Egypten bliver undertrykt. Med omskæring, incest og et opgivende sundhedssystem på den grumme liste.

Beskyttet af kroppe

Egentlig er det slet ikke til at holde ud at høre på al denne elendighed. Men Nora Amin skubber alle sentimentale følelser til side og siger bare tingene, som de er. Så skifter hun emne. Nu vil hun mærke sin krop i en dansk kontekst og beder derfor tilskuere om at komme op og ’gå’ sammen med hende. Og hun sætter ord på, hvordan hun føler sig ’beskyttet’ af de andres kroppe, når de vandrer sammen.

Kontrasten bliver stærk, da hun bagefter fortæller om, hvordan kroppene ude på pladserne i Cairo under Det Arabiske Forår pludselig forvandlede sig til én fælles krop – så det nærmest føltes, som om det var pladsen, der blev til kroppen.

Alt for Isadora Duncan

Undervejs fortæller hun også om sit store forbillede danseren Isadora Duncan, en af de første feminister inden for den moderne dans – hende, der smed korsettet og dansede barfodet i vandkanten og besatte alle med sin karisma. Lige indtil hendes dramatiske død i 1927, hvor hun blev kvalt, da hendes lange tørklæde kom ind i hjulet på en åben sportsvogn.

Nora Amin fortæller om, hvordan hun virkelig ønskede at blive til Isadora Duncan.

»Vi er én, Isadora og jeg,« betror hun os. Og vi tror hende gerne. For hun er så dragende mystisk, som hun bevæger sig rundt på scenen i en underdreven koreografi for en krop, der tydeligvis har danset altid.

Kompromisløs performance

Som performance lecture virker ’The Other Body’ ikke helt færdig; i hvert fald ikke i den version, der blev vist under Aprilfestival i Sønderborg, men den kan jo udvikle sig. Det løse koncept for en dialogbaseret performance fremstår i hvert fald indbydende.

Instruktøren og medperformeren Jacob Stage sidder ved lyspulten undervejs og inddrages kun af og til. Men forestillingen vil nok nyde godt af, at alle replikker lægges fast. Måske sammen med en introduktion til Egypten og til Nora Amin, så også teenagerne reelt har en chance for at følge med.

Men det ændrer ikke ved, at ’The Other Body’ har en stærk personlig kraft. For danske teenagere er det utvivlsomt en spændende introduktion til en helt ny verden – og til en dansekunstner med ordet i sin magt. Flere tilskuere forlod salen med våde øjne…

Kompromisløsheden hos denne kunstner er i hvert fald ubetvivlelig. Eller som Nora Amin selv siger det:

»Hvis jeg ikke kan danse, så er det ikke min verden.«