Af: Kirsten Dahl

28. oktober 2013

Drengerøvsdans og sødmesang

Don*Gnu udforsker mandens urkræfter og slipper uhøjtidelige dansetrin løs i en musikalsk og humoristisk omgang med fem tunge skabe, herlig humor og velklingende feminin jazzsang i elektroniske kompositioner.

To mænd i sandaler og Kansas-kedeldragter, alias de to dansere Jannik Elkær Nielsen (Don) og Kristoffer Louis Andrup Pedersen (Gnu), vælter fem halvhundredekilotunge skabe omkuld.

De springer rundt på dem, ommøblerer en kjoleklædt sangerinde på skabene som var hun en vare på et transportbånd. De udfører en lille 'slå løs propel'-dans på hinanden, som består i at verfe hånden eller fingeren hastigt fra side til side et lille udvalg sted på den andens krop og tøj: på brystet, overarmen, mellem benene, under næsen, i øret, ved brystlommen.

Undervejs lukkes skabslåger op og giver kik ind til løjerlige ting: Jannik Elkær Nielsen står tisseklar som cowboybukseklædt mand med bar bagdel og bukserne ned om hælene. Den jazzsyngende Alice Carreri i kropsnær prikket kjole kommer til syne spillende på en ukulele. De to tætbyggede dansere, Nielsen og Pedersen, og den tilstødende spinkle asiatiske danser Simon Beyer Pedersen har stablet sig selv sammenviklet oven på hinanden som kartoffelsække, der er slængt ind i skabet. Simon Beyer Pedersen iført lyserød terylenekjole og ukulele træder ud af et skab og trækker de to machomænd med sig i et kollektivt ukulelespil. Machomændene bryder ud i drengerøvsdans. En dans med balstyriske benspjæt og arme der rykker begejstret i bukselinning og seler.

Undervejs geråder de tre mænd ud i en armene overkors-forbundet Svanesø-dans med Simon Beyer Pedersen. Snart efter gennembanker de ham, så hans krop hamres ind i skabssider og gulv. I begyndelsen  gennemspiller de en lille smalfilm med billeder af dem selv baksende med skabe i den fri natur, og til sidst kommer der igen et filmklip med en 'husk at åbne ukendte skabe'-kommentar fra psykoterapeuten Carl-Mar Møller.

Urkraft og pænhedsbrud

Hvad vil og kan Don*Gnu med alt det, som de gør i 'Kvinde kend dit skab?'. De vil – som jeg oplevede det – sætte os i godt humør og puffe til stive normer og regler for passende (danse)opførsel – og så vil de – hvad man også kan læse mellem linjerne på forestillingens titel og i den måde hvorpå de lader maskulint og feminint sammenstødsagtigt blande sig – udforske manderollen eller den maskuline urkraft. 

Mand er lig med 'muller'. Mandlighed er at kunne løfte og tumle med tunge ting så sveden springer og tørsten efter en kold øl melder sig. Det er at kunne slå fra sig. Ikke at ville finde sig i noget. Det kropsliggør Don og Gnu i deres mande-rå dans. Men mand er også at turde være skupskør og at give efter og blive blød. At danse en tosset parodisk udgave af Svanesøen. Og at lade alle voksenparaderne falde og danse en vildt spjættende og fjollet naiv dans.

Som modvægt, inspiration og attraktion for de dansende mænd synger og bevæger Alice Carreri sig feminint og meget velklingende ind i deres univers. Og som medunderstreger af det rå og eksperimenterende sørger Rune Kaagaard for at sende sine elektroniske kompositioner ud i æteren.

'Kvinde kend dit skab' er bevidst ikke dybsindig dans. Det er en danseballade. Om kvindelighed, om maskulinitet og om mikset mellem dem. Og så er det frem for alt en forestilling om at sige ja til det uhøjtidelige, det uforudsigelige, det at ville vove overraskelser.

Eller som forestillingen siger som en slags credo mod slutningen: 'Man kan aldrig vide, hvad der er i skabet'.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.