DEBAT
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018
19-07-2018

Folketeatret: Mio, min Mio

Mio (Marie Tourell Søderberg) med sin tro væbner, Jum-Jum (Kristine Yde) og den rapfodede Miramis, der fremstår som projektion og klatrevæk i Folketeatrets fine udgave af Astrid Lindgren-klassikeren. Foto: Thomas Petri

Drengen der finder sin egen bestemmelse

18-01-2016
Folketeatret løfter igen Astrid Lindgrens fortællinger til spændende historier, godt teater og relevant liv.
FAKTA
Folketeatret: Mio, min Mio -

Efter Astrid Lindgrens bog. Oversat, bearbejdet og instrueret af Moqi Simon Trolin. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Koreografi: Esa Alanne. Komponist/Kapelmester: Anders Ortman. Musiker: Sara Jefta. Projektioner/videodesign: Edward Lloyd Pierce og Signe Krogh. Medvirkende: Marie Tourell Søderberg, Kristine Yde, Kristian Boland, Nastja Arcel, Peder Holm Johansen, Teerawat Mulvilai, Karis Zidore, Sandra Liaklev Andersen.  Familieforestilling (anbefales til børn fra 6 år). Varighed 1 time og 50 min. inkl. pause. Turneforestilling. Set på Folketeatrets turnéscene i København 13. januar 2015. Forestillingen turnerer frem til 20 marts (se turnelisten her: http://www.folketeatret.dk/shows/mio-min-mio/) - www.folketeatret.dk

For temmelig nøjagtig to år siden havde Folketeatret succes med sin udgave af 'Ronja Røverdatter'. Den var både barsk og poetisk, med en klar dramaturgi og tydelige konflikter.

Nu har man haft held til at samle holdet, der skabte succesen dengang, til en ny runde med Astrid Lindgren - denne gang 'Mio, min Mio', den første (1954) af de tre 'store' romaner fra Lindgrens hånd.

Det glæder mig at sige, at Folketeatrets fane stadig holdes højt og blafrer friskt og klart i den Lindgrenske eventyrverden.

En enkel, men uhyre effektiv scenografi gør billedsiden spændende, lydsiden spiller på alle vore følelser, koreografien er original og projektionerne bringer os hvor som helst hen.

Og først og sidst: det hele er syet sammen til en rytmisk, poetisk og dramatisk helhed af en dygtig og opfindsom instruktør.

En klassiker

At blive anerkendt som klassiker betyder - og det er vist alle enige om - at værket har relevans til alle tider, om det er gammelt og græsk af Sofokles, eller halvgammelt og engelsk af Shakespeare, eller nyere nyt og absurd af Beckett.

I min bog hører rigtigt meget af Lindgren hjemme i det klassiske bibliotek - ikke mindst 'Mio, min Mio'.

Nok kan man blive en smule træt af den endeløse strøm af dramatiseringer af hendes fortællinger, men der er (næsten altid) en god historie, der ligger til grund - om ikke andet. Desto gladere bliver man, når det lykkes med både fortælling og dramatik.

Teater Zeppelin på Vesterbro har haft held med nogle fine udgaver af Mio, Ronja og Brødrene L. og har kunnet forsyne et københavnerpublikum. Nu tager Folketeatret på vejene det ganske Danmark rundt, og det er godt at vide.

En klatrevæg til forundring

Scenografien er stor, men enkel: En høj klatrevæg i halvkreds og i forskellige vinkler giver associationer til svært tilgængelige bjerge. Dertil et antal skumgummimadrasser til at ligge på eller gemme sig bag, alt holdt i mørkegråt.

Kostumerne ligeså - enkle og tydelige farver, klare tilkendegivelser af roller og funktioner.

Klatrevæggen er et scoop. Den giver både dybde og højde til scenebillede og arrangementer, og den viser sig hurtigt at være noget ganske andet end grå og kedelig. For det første har den snedige, næsten usynlige smuthul, som gør at scenen kan tømmes eller befolkes på ingen tid. For det andet er den perfekt som væg for projektionerne.

Og kombinationen af klatrevæg og projektioner viste sig at give den bedste illusion, jeg kan huske at have set af to drenge i galop på en hvid hest – den rapfodede Miramis!

Og projektionerne, dem er der mange af. Bortset fra nogle glødende røde, onde øjne mod slutningen er de alle holdt i hvidt - og de lever! Gror bogstavelig talt op af væggen, skifter fra skov til hav, fra idyl til uhygge, fra fugle til edderkopper til fængsel til…ja, til kalejdoskop som bringer mindelser om vanvittige zoom-ins og '2001 - A Space Odyssey'.

Fascinerende  - vist, vist - men det bliver faktisk aldrig pralende, det føjer sig loyalt til handlingen og skaber yderligere fremdrift. En hyacint til de ansvarlige!

Ujævnt, men tilfredsstillende

Marie Tourell Søderberg illuderer fint i rollen som Mio og bliver et naturligt identifikationspunkt i forestillingen - med undren og skræk, glæde og triumf. Hendes energi og versatilitet lader os aldrig i tvivl om, at det er en dreng, hun spiller, men samtidigt ser vi også barnets – den 9-åriges – usikkerhed og angst. Ikke mindst når han øjner sin egen bestemmelse – at bekæmpe det onde!

Kristine Yde, med sin musical-baggrund, har mindre skuespillerteknik og mindre at spille på i Jum-Jums væbner-rolle. Men hun gør godt rede for rollen og spiller absolut tilfredsstillende op til Mio.

Man føler sig tryg i selskab med Nastja Arcel og Kristian Boland i flere roller. De er tilpas varierede og markante til at give forestillingen både kant, karakter og kurs.

Peder Holm Johansen er et kapitel for sig. Som den stakkels udsultede tosse foran bymuren giver han et stykke virtuost skuespilleri i kropssprog såvel som i tale. Fremragende!

Fremragende er også hans fremstilling af Ridder Kato, forestillingens skurk. En dansant og lalle-fnisende tyran med mindst ét af sine opstyltede ben i den dummeste heavy metal rock: grim, grum og grusom, højlydt og intetsigende.

Og lige her ligger også min eneste indvending mod forestillingen. Når det 'kommer til kritan', som det hedder på svensk, så taber forestillingen hår på brystet. Kato bliver latterlig, og 'the final showdown' med sværdkamp bliver ufarlig og udramatisk. Kato er ikke ond nok, ikke farlig nok, ikke uhyggelig nok. Og hans hjælpere bliver et kraftløst dansende påhæng. Derfor må Mio og Jum-Jum ofte spille sig til angsten og skrækken.

Men ellers er de tre dansere gode nok i mange situationer - og ganske særligt som den fantastiske hest Miramis. Esa Alannes koreografi er overbevisende, og hans dansere kan lægge ryg til det meste, også skuespillermæssigt.

Musik og lydbillede er både poetisk og voldsomt, alt efter situationen. Et lille ensemblenummer er smukt og svensk og lidt Jan Johanson, andre steder er det det rene 'Also Sprach Zaratustra'. En flot lydside som følger og driver handlingen.

Institutionsteatrets styrke

Folketeatrets 'Mio, min Mio' er en værdig opfølger efter 'Ronja Røverdatter' i 2014. Det glæder mig usigeligt at se de store teatre - med alle deres muligheder, alt deres gedigne udtræk og tekniske muligheder og gerne (!) alle deres penge – kan lave forestillinger af høj kvalitet også kunstnerisk. Det har vi ikke været forvænte med.

For børneteater og familieteater skal kunne eksistere på alle planer: I poetisk øjenhøjde i børnehaven, i gru og spænding i gymnastiksalen, i intellektuelle udfordringer i klasseværelset, i jubel og latter i forsamlingshuset - og i store fortællinger på det institutionelle eller kongelige. 

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Mio, min Mio
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

Flere anmeldelser