Af: Janken Varden

23. marts 2010

Drama på Vesterbro: Lille pige fundet ihjelfrosset på fortovet!!

Apollo Teater kombinerer teater og dans i sin undersøgelse af eventyret om den lille pige med svovlstikkerne. Ofte sjovt, ofte smukt, men også risikabelt.

Apollo Teater har fundet en form og en spillestil, som er helt deres egen, og som hviler fuldstændigt på Niels Jørgensen og Helena Hertz Melkjorsen – de to som tegner teatret.

Han er klovnen, hun er ballerinaen. Han er lidt kluntet, men kontant, hun er yndig, hurtig og smart. Han har begge ben på jorden og hænderne i siden, hun kan have både arme og ben i luften på én gang. Sammen er de cool og ind imellem dynamit.

Det kommer der meget fint ud af, og det er en form som kan bruges på mange forskellige måder og til mange slags formål. Selv om det er et stykke tid siden, har jeg stadigvæk ‘Godmorgen Sol’ i erindring som en rigtig god oplevelse. At det også er en form, der er krævende og risikabel, vender jeg tilbage til.

En helt vildt sørgelig historie

Alene forestillingens titel varsler om, at vi nok ikke får den helt traditionelle udgave af H.C. Andersens triste, lille fortælling. På scenen: Flere tændstikæsker, store nok til at fungere som bord og stole og skuffedarier, et mystisk tændstiksstillads med tæppe og to veloplagte aktører.

Bogen tages frem – det er ‘årets sidste dag’ står der hos HC – og før vi når at tænke tanken, er der vild gang i en nytårsfest. Men nedtællingen til 12-slaget brydes tvært, da videoen viser spor af brændte tændstikker. Og der – på fortovet i en gyde – sidder hun! Så død som noget levende menneske kan blive. Chokket har knap og nap nået lillehjernen, så er Tændstik Breaking News på pletten med reporter og kamera og mikrofoner og det hele. Hvad er der sket? Hvordan kan det ske? Er der vidner? Dokudrama! Drakoduma!! Domukrada!!!

Det hele falder efterhånden lidt til ro, og vore to repræsentanter der oppe begynder at trævle den historie op, som fik dette tragiske resultat. Bogen tages frem igen, men først og fremmest er det de to spillere, som med ord og dans bringer fortællingen videre, godt hjulpet af fantasifuld video og lyd. Så bliver det muligt at give liv også til pigens hallucinationer, for eksempel en vandrende gåsesteg på fri fod (den vækker jubel!) eller et lille juletræ komplet med lys og Dannebrog.

Fattigdom. Jo-jo. Men i Danmark?

Hvordan har dette kunnet ske? Optrævlingen er faktisk ganske spændende, der går lidt ‘CSI’ i det, og der er plenty af løjer, men også stille øjeblikke. Og jeg har stor sympati for, at der undervejs også gives tid til at reflektere over, hvad fattigdom er og hvor belastende det er ikke at være eller kunne det samme som alle andre, ikke mindst for børn. Godt med en smule eftertanke, når skuespillerne tager time out
til at fundere sammen med publikum. I den sammenhæng skal det også bemærkes, at Apollo i fint samarbejde med Red Barnet har lavet en udmærket brochure/skolemateriale om temaet.

Mange veje til eventyrets hjerte

At komme under huden på Mesterens fortælling er ikke alle givet. Ikke en gang Gruppe 38 lykkedes hundrede procent. Men Apollo og instruktør Erik Pold leverer et rigtigt godt bud og desuden en helt original vej ind mod det indre af historien. Publikum (og ikke alle kendte historien på forhånd) var helt med, spændte og stille på de rigtige steder. Men alt lykkedes ikke, og det har delvist med formen at gøre.
Det paradoksale er, at klovnen kan blive for klovnet og ballerinaen for dansant. Noget af det bedste ved deres egenart kan altså komme til at blive en fjende. Når Niels Jørgensen skal fylde et tomrum ud, fordi Helena behøver tid til at skifte til gåsekostume, forfalder han til skabagtighed og halvsjove gags. Helena Hertz får ind imellem lov til at danse bare for at danse. Jeg ville tro, at den dansekyndige instruktør kunne byde på en mere sigende koreografi, en der bragte historien videre eller dybere end det lidt improviserede indtryk, man sidder tilbage med nogle gange.
Jeg ville ønske, at dansen fik større plads og betydning end tilfældet er – at den fik muligheden til at stå frem som egne øjeblikke og ikke i konkurrence med anden scenisk handling. Og jeg mener ikke lange, lange dansesekvenser – det tjener kun til at standse handlingens fremdrift. Jeg mener: Lad poesi være poesi, lad action være action, lad løjer være løjer. And kill your darlings!
For eksempel må det med, at enkelte indslag (reklamefilmen!) bliver selvforelsket pladder i længden.
Til gengæld er slutningen betagende. Når stjerneskuddet går over himmelen, og hun i en stille dans rækker armene op mod mormor i himmelen….smukt, smukt, smukt.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.