DEBAT
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
31-05-2021

AbstraXteater & Nørregaards Teater: Don Quixote

Galskaben raser i AbstraXteater og Nørregaard Teaters 'Don Quixote', der er nomineret til en Reumert-pris for Årets Børne-/Ungdomsforestilling. Vanviddet er element i den kunstneriske portrætserie af de medvirkende, der udgør forestillingsfotoet. Foto og collage: Bobby Mandrup

Et vidunderligt vanvidsepos

06-06-2021
Galskaben raser i den forrygende teaternyopsætning af den udødelige romanklassiker ’Don Quixote’, som Nørregaards Teater og AbstraXteater har begået.
FAKTA
AbstraXteater & Nørregaards Teater: Don Quixote -

Manuskript frit efter Herwg de Weerdt og Jur van der Lecq. Oversætter: Simon Vagn Jensen. Iscenesættelse: Bo Larsen og holdet. Scenograf: Carsten Wittrock. Kostumier: Birgitte Nisbeth. Komponist: Ole Højer Hansen. Lysdesigner: Jesper Thestrup. Alder: fra 14 år. Varighed: 70 minutter. Turneforestilling. Set 4. juni 2021 på Momentum i Odense. www.nrt.dk og www.abstrax.dk

Nørregaards Teater og AbstraXteater har sammen begået en mageløs teaterfortolkning af den udødelige romanklassiker ’Don Quixote’. Galskaben raser, og vanviddet stortrives i forestillingen på en helt og aldeles berusende måde. I rundt regnet en time bliver vi bjergtagne trukket med rundt i en manege, som hylder det ustyrlige, det utæmmelige, og modet til at gribe livet an med et åbent sind. 

I hvirvelstrømmen af forryktheden vokser og bundfælder der sig samtidigt tråde af substans. Eksempler på livets paradokser, urimeligheder, gyldne lykketræf og store eksistentielle værdier. 

Det er en svir at følge Bo Larsen som Don Quixote; – den fattige gamle adelsmand, der som selvbestaltet ridder og inkarneret fantast drager ud for at vinde sin prinsesse Dulcineas hjerte. Råstyrke og skrøbelighed går stærkt og rørende hånd i hånd. 

Og Klaus Weirup Andersen spiller ovenud godt Don Quixotes trofaste væbner Sancho Panza, – der inderligt ønsker sig en ø. Og det er en fornøjelse at opleve hvordan han som den fornuft-fattede skikkelse uafladeligt giver fantasten Don Quixote, der konstant kæmper mod indbildte fjender og vanskeligheder, ret i de indbildninger og ønsketænkninger denne har, selvom virkeligheden viser noget helt andet. 

Sammen – og iført slidt, beskidt gammeldags nattøj med klap bagpå til at lukke op ved toiletbesøg – udgør de to skuespillere et excellent makkerpar. Begge fylder rollerne ud osende af overskud og spilglæde. Vi kommer virkeligt tæt på de to ”vandrende riddere” i det rørende og meget overbevisende samspil. 

Overraskelsesfyldt bearbejdning

Forestillingen lægger langsomt ud. Med Andersen som fortæller. Han sidder i et hul i den lille rustikke anlægsbro-indretning, som hele forestillingen udspiller sig på. Med sig har han en kolossal tyk bog (originalromanen), som han begynder at læse op af (”I en lille by, La Mancha i Spanien levede der for mange år siden en adelsmand....”). 

Herfra springer rollerne ud på scenen. Først ham selv som Sancho Panza. Og snart efter springer Bo Larsens Don Quixote op af en bliktønde med replikken ”Jeg er forrykt og det er med den forstand, jeg lever”. 

Undervejs fletter Andersen-fortælleren kommentarer ind, der med replikker, som fx ”I bogen står der, at du ikke spiser”, gør opmærksom på, at det vi oplever, er en bearbejdning. Og sikke en hamrende overraskelsesfyldt en. På tekstsiden såvel som i iscenesættelsen.

Hjemismanden og Jesus

Replikkerne bugner af vital opfindsomhed. Som et gennemgående greb blandes tiderne sammen. Originalromanens tid snos sammen med vor tid, så det slår humoristiske gnister, samtidig med, at vi mærker eksistentielle dybder. Vi hører fx, at den første kamp udspiller sig ”- i en park, - på en stol, - på en øde landevej”; - og mærker derved stykkets universalitet. 

Siden er et herberg identisk med en café. En café, hvor vi møder entertaineren Jesus, ”der taler i gåder, som de store digtere”. Under den første kamp kommer en flok nonner cyklende, og det er her omkring, vi forstår, hvor inderligt meget Don Quixote har imod toldere. De forpester tilværelsen, fordi de afviser og udrydder folk, som kommer langvejs fra. Ifølge ham burde der i stedet stå en velkomstkomite og byde dem velkommen. 

Alt imens man for sit indre blik har zoomet ind på en drabelige kamp på en støvet grusvej i 1600 tallet, udbryder Don Quixote pludselig ”Se der kommer hjemismanden!”. Han taler kort tid efter om at være blevet ”ridder i rustfrit stål”. Og den jordbundne Sancho Panza overbeviser den virkelighedsfjerne og håbefulde Don Quixote om, at den person, de lige har hørt ringe, bestemt var hans (udsigtsløse forelskelse) Dulicinea, fordi det var ”et meget kvindeligt ring”. 

Drilsk forestillingskraft

Det er vanskeligt at beskrive det sprudlende vanvid – og vid – som gennemsyrer teksten. Det skal opleves. Makkerparret får på deres drabelige færd og i deres kamp mod alskens ondskab fermt og morsomt formuleret meget kløgtig samfundskritik. 

Udover kritik af vores flygtninge- og emigrationspolitik, skydes fx en kommentar ind om, at ”Amerika er en sygdom”. Sammen udtrykker de stor visdom om livet (”alle de anonyme spørgsmål æder mig op” og ”Først når det begynder at være til at bære, så rinder det ud”). Den indre forestillingskraft krones. De siger begge to til hinanden ”du skal forestille dig det inde i dit hoved”. 

Samtidigt får vi eksempler på, at livet ofte tager sig anderledes ud, end vi forestiller os det. Dette vises med skøn humor. Da Don Quixote prøver at se kvinden, han drømmer om for sig, siger han: ”Hun er lidt tykkere end jeg havde forventet”. Og Sancho Panza har nogle både sjove og bevægende refleksionssekvenser i forhold til den ønske-ø, han ikke rigtigt kan få styr på navnet eller substansen af. 

Teksten strutter i det hele taget af humor. Fx i den måde hvorpå den hylder det at være anderledes og modig. Som når Do Quixote siger: ”Få mennesker tør have fødselsdag så mange gange. Jeg fylder år hver dag.”

Saft og kraft 

Teksten er begavet og fornøjelig. Den er meningskompakt uden at være tung og indviklet. Den er sjov, sprød, piblende overraskende og præcis på sin egen uortodoks poetiske måde. 

Det samme er Bo Larsens utroligt vellykkede iscenesættelse. Den emmer af ubekymrethed og vildskabs-begejstring. Alle kedeligt forudsigelige pænheds-former er annulleret. I stedet driver arrangementerne af vellyst, saft og pondus. 

Don Quixote kommer grueligt galt af sted i sine kampe og det bliver vist med en særegen slagfærdig brutalitets-poesi og impulsdramaturgi. Sancho Panza klasker med et ubekymret og hårdt smæld rødt teaterblod ind på Don Quixotes sårede og knuste kropsdele – mave, knæ, hovedet - og vikler derpå med en speciel type kærlig skødesløshed snusket gaze omkring de blodplørede sår. Intensiteten og temperamentet i bevægelserne matcher på skønneste vis den vanvids-bårne gang på jorden som kendetegner Don Quixotes ridderfærd. Sidenhen sprøjter et næve-smadret ikke 'hvem som helst'-æble til alle sider. 

Åndrigt og dejligt uvornt 

”Don Quixote” er uvornt teater med et skarpt og åndrigt indhold om at kæmpe for retten til bliver riddere i egen tilværelse, og om vigtigheden af at give fantasten plads i kulturer med snævre opfattelser af normalitet. Det er teater som vil og tør at være ulydigt, vildt, aparte og udisciplineret. På sin helt egen anarkistiske vis er forestillingen selvfølgelig fuldstændigt styret og robust iscenesat. 

Jeg kom helt uvægerligt til at mindes den artikel, som teatermennesket Bjørn Lense-Møller skrev for mange år siden til Teateravisen, om, at galskaben var ved at uddø i scenekunst for børn og unge. Han talte varmt og kyndigt om nødvendigheden af at få et comeback eller nyt ryk ind af forestillinger, som opførte sig uvornt. Som ikke var så fantasidræbende pæne. Så kedeligt politisk korrekte.  

 Jeg er sikker på, at han fra sin sky deroppe fryder sig over det vanvid, som raser så sprællevende flot i ’Don Quixote. 

Ordet ”Harnisk” og kosteligt koncertkludder 

Jeg er udelt begejstret og går fx stadigt og klukler over forestillingens beskrivelse af paradis på jord. ”Som haven uden ukrudt. Helt uden harnisk” – bare det, at vælge ordet ”harnisk” giver jo optur. 

Jeg har fået revitaliseret mit syn på det ”at kæmpe mod vindmøller”. Jeg har oplevet hvor godt forestillingen fungerer for både unge og voksne. Og jeg vil aldrig glemme den skønne instrumental-musik-performance, Bo Larsen og Klaus Weirup Andersen et sted geråder ud i. Andersen lægger ud med at imitere, at han er en supersej guitarist. Snart imiterer de begge to musikere, der med blær og potens har styr på snart det ene snart det andet instrument. 

Scenen kulminerer i noget, der ligner, at Larsen slipper et helt orkesters instrumenter løs inde i sin krop. Instrumenterne interagerer og begynder at slås i en krop, der med alt sit indre kaos går helt bananas. Det er forrygende udført koncertkludder og kosteligt skønt at kikke på. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Don Quixote
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

24-09-2021

23-09-2021

22-09-2021

20-09-2021

19-09-2021

17-09-2021

15-09-2021

14-09-2021

13-09-2021

12-09-2021

11-09-2021

10-09-2021

09-09-2021

08-09-2021

07-09-2021

06-09-2021

04-09-2021

03-09-2021

01-09-2021

30-08-2021

27-08-2021

25-08-2021

23-08-2021

20-08-2021

18-08-2021

16-08-2021

13-08-2021

11-08-2021

09-08-2021

06-08-2021

03-08-2021

30-07-2021

26-07-2021

22-07-2021

19-07-2021

16-07-2021

13-07-2021

11-07-2021

08-07-2021

05-07-2021

Flere anmeldelser