Dødssynd eller sjuskesynd?

Black Box Dance Company har på bare tre år markeret sig stærkt på den danske dansescene. Derfor virkede det også umiddelbart yderst interessant, da premieren på ’7EVEN’ om de syv dødssynder i foråret 2016 straks blev efterfulgt af en ungdomsudgave med titlen ’7even’.

Koreografisk set er ungdomsforestillingen et uddrag af den totale forestilling, sat sammen til en collage, der kun varer halvt så længe som voksenforestillingen. Det er fint. Men scenografisk og lysmæssigt er forestillingen så nøgen, at det er svært som tilskuer at leve sig ind i det vilde billedsprog og de stærke masker foran en enkel sort baggrundsplade i en rå skoleaula.

Og dramaturgisk har ungdomsversionen ikke den spændstighed, som var med til at skaffe voksenforestillingen ’7EVEN’ en Reumert-nominering.

Spørgsmålet er, om det er en dødssynd at lave en ungdomsforestilling som en ’light-version’ af en voksenforestilling. Eller om det blot er en tilgivelig sjuskesynd ikke at være omhyggelig nok med ungdomsversionen…

Tidlig start

Personligt oplevede jeg forestillingen under Aprilfestival 2016. Jeg var en af de mange uheldige, der mødte frem til en lukket dør, for forestillingens starttidspunkt var blevet fremskyndet, uden at det var blevet annonceret.

Men jeg var kommet i god tid og fik så lov til at se resten af forestillingen.

Og jeg tillader mig nu at skrive om forestillingen, fordi jeg i forvejen havde set voksenudgaven og anmeldt den – og derfor kunne se, hvilke greb der er blevet anvendt i ungdomsudgaven.

Veldisciplinerede dansere

Danserne er akkurat lige så gode og smidige og veldisciplinerede i ungdomsudgaven som i voksenforestillingen. De er udtryksfulde og muskuløse og imponerende præcise.

De er godt nok kun fire dansere i stedet for de oprindelige syv, og derfor skal nogle af dem danse flere hovedroller.

Det er i sig selv uhensigtsmæssigt, for de syv dødssynder er netop blevet til syv vidt forskellige hovedroller – og dermed også syv forskellig dansepartier og syv forskellige ensemblekoreografier for danserne rundt om hovedpartierne. Men det klarede danserne aldeles fortræffeligt.

Psyken i albuerne

Koreografien af cyprioten Fotis Nikolaou er meget intens og vidunderligt eksotisk. Han lader danserne ryste, så man kan mærke deres indre følelser komme frem. Og han lader kroppene strække og rulle og følge de groteske linjer i kæmpemaskerne af Martha Foka, der har skabt hver maske som en stilisering af dødssyndernes syv, ildesete karakteristika.

Forestillingens hang til overdrivelse og patos gør ualmindeligt godt i det øvrige ungdomsteaterrepertoire af realisme og underdreven dansk adfærdsminimalisme, for Fotis Nikolaou skaber moderne dans med farvefunklende gnister af streetdance – og med psyken helt ude i albuerne. Og med ondskabsfulde pæle og sære stofstykker, der opfindsomt bruges til manipulation og straf – og trøst.

Det er meget forfriskende. Og Charlotte Østergaards kostumer gør sig igen flot her med deres mange forvandlingseffekter og deres umiskendelige symbolkraft. Her kan man tale om kostumer, der kan danse.

Halvhjertet

Det var derimod langt fra overbevisende at se den ene dødssyndskoreografi glide over i den næste uden de scenografiske overgange og de lysmæssige glidninger, som skabte så flot en helhed i voksenudgaven.

Musikalsk var Christian Tronhjems lidt overlæssede musik ellers klippet fint til, så den passede de kortere dansescener. Men det var klart en forringelse, at forestillingen var reduceret til en firedansers forestilling; det var unægteligt flottere med syv dødssynder danset af syv dansere.

Halvhjertet var det i hvert fald.

Gammeldags tema

De syv dødssynder - Griskhed-Lyst-Misundelse-Frådseri-Ladhed-Vrede-Hovmod - er et urtema, der løbende dukker op i teaterrepertoiret. Under denne skoleforestilling føltes dødssyndslisten dog ret fjern og gammeldags – og som en afspejling af et livssyn og en menneskeopdeling, der ligger meget langt fra de idealer, som hersker på de unges liv på de sociale medier.

For hvad er ’hovmod’ egentlig i forhold til at lægge en endeløs stribe af billeder af sig selv ud på instagram? Hvad er ’frådseri’ i forhold til dagens modetrends med jeans til over 1.000 kroner? Og hvad er ’ladhed’ i forhold til at sidde foran skærmen og se netflix uden at røre en finger? For eksempel.

For mig som tilskuer blev der i hvert fald meget langt fra danseforestillingens mytiske univers til de unges virkelighed. Men også til mit eget voksenliv. Jeg blev ikke hjulpet nok over i fortolkningen af de syv danse, måske fordi de her var blevet for abrupte.

Svært at tale om

Efter ungdomsversionen tilbyder danserne generøst at tale med eleverne om forestillingen. Da jeg oplevede denne samtale, var stemningen dog noget kunstig. Desuden blev det klart, at teenagetilskuerne slet ikke vidste, hvad de syv dødssynder egentlig var. Så mon ikke danserne fremover skal introducere både dødssynderne og sig selv INDEN forestillingen?

Men alle disse ord til trods: ’7even’ er en seværdig forestilling – og en kropsligt nuanceret forestilling, som vil gøre godt, ikke mindst hos de teenagere, der enten kun dyrker sport eller næsten ikke bevæger sig.

Forhåbentlig vælger Black Box Dance Companys kunstneriske leder Marie Brolin-Tani så bare at bearbejde forestillingen, så den under den kommende turné fremstår som en mere værdig ungdomsversion af ’7EVEN’. Uden sjuskesynd.