Døden der blev væk

Døden er en svær størrelse – både for børn og voksne. Mange teatre har taget livtag med emnet gennem tiden, på børneteater-området i de senere år måske smukkest i Claus Mandøes ’Farvel Hr. Muffin’ og Corona La Balances ’Historien om en mor’.
 

Nu forsøger Saga Dance Collective sig med et danse-bud på emnet, og her er gået noget galt, både hvad form og indhold angår. For selv om ’Min farmors spøgelse’ angiveligt handler om døden, er der ikke død nok i den, ligesom formen blokerer for en dybere tilgang til emnet. 
 

Men historien først. En pige ser på et maleri af sin farmor. Det hænger over den lille reol i farmors stue. Farmor er netop død, og pigen er ved at pakke hendes ting sammen i flyttekasser. Pludselig bliver farmor levende, kravler ud af billedet, og sammen genoplever de en masse hyggelige situationer, inden farmor igen kravler tilbage og bliver til et maleri igen.


Og hvad er der så i vejen med den historie? Den begynder fint. Pigen (Ingrid Tranum Velásquez) fortæller med ord om sin farmor, mens vi ser på maleriet, hvori Anette Asp Christensen som farmor prøver at stå helt stille. Det lykkes overbevisende. Vi får at vide, at farmor vil tage pigen med sig en tur til dødsplaneten – hvorpå hele værelset via smukke projektioner indhylles i stjerner, hvor en lysende klode nærmer sig.

Men vi skal ingenting på denne dødsplanet; der sker ikke noget på scenen, forestillingen glider bare videre til næste situation. Det havde ellers været spændende at få et teaterbud på denne efterdødstilværelse, som altså foregår på en dødsplanet – ja, det lyder lidt science fiction-skræmmende – i stedet for i himlen. Men hvorfor egentlig ikke i himlen?


Pigen fortæller også, at farmor nu er i jorden – med regnorme i håret og jord i øjnene, som pigen siger – hvilket er et stærkt og flot billede, men igen forbliver det ved udsagnet. Hvordan farmor kan være både på dødsplaneten og i jorden, får vi aldrig at vide. Måske fordi ordene her slipper op i forestillingen.

Jeg tror ellers, at mange 3-7-årige gerne ville have haft et kvalificeret teaterbud på det med begravelser. Og forældrene måske også. 
 

Løsrevne associationer

Resten af historien fortælles i dans og bevægelse, hvor jeg mange gange undervejs sad og skreg – lige så stille inde i mig selv – efter et par forløsende og forklarende ord. Dans kan meget, men ikke lige netop det. I hvert fald ikke denne dans. Måske var det derfor, at resten af forestillingen faktisk ikke handlede om død, men om gode minder sammen med farmor. Minder, der dybest set lige så godt kunne være vist i en historie om en levende farmor, som pigen kom på besøg hos. 
 

Der var sjove optrin med et garnnøgle, der udviklede sig til et spind med pigen indeni, og en fornøjelig og ganske avanceret pudekamp med farmor, hvor flotte videoprojektioner lod det regne med fjer på væggene i dekorationen. Scenen med farmor, der falder i søvn i sin lænestol, kender mange børn sikkert også – men jo normalt med en levende farmor. For mig at se gjorde det ingen forskel, at farmor skulle være død.

Andre episoder var mere besynderlige – en rejse under vandet, en scene, hvor et tegneserieorkester spiller i vindueskarmen, mens nogle regnorme danser – det hele fortalt med videoprojektioner. Men hvad disse oplevelser havde med farmor at gøre – den kobling fik vi aldrig. 
 

Det var her, ordene kunne have gjort godt. Nogle fine, følsomme og kloge ord om minder og savn, der havde sat billederne ind i en ordentlig forståelsesramme. Og når man nu alligevel i begyndelsen havde brugt ord, hvorfor så droppe dem igen? Det føltes kunstigt. Som når farmor og pigen så på en tegning, men ikke sagde et muk til hinanden.

Det betød også, at de mange billeder kom til at virke som løsrevne associationer, fint realiserede, men uden tydelig indre struktur og sammenhæng.

Jeg forstod heller ikke ganske, hvorfor der skulle være en levende cellist (Soma Allpass) på scenen, når det meste af musikken alligevel var indspillet, så hun kun indgik som et enkelt instrument i en større sammenhæng. Det lød kønt, var smukt at se på, men hvad hun konkret lavede i dekorationen og historien, blev aldrig klart. 


Lidt paradoksalt kan man sige, at ’Min farmors spøgelse’ er endt næsten lige så uafklaret som det emne, forestillingen handler om.