DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Saga Dance Collective: Min farmors spøgelse

Soma Allpass, Anette Asp Christensen og (en del af) Ingrid Tranum Velásquez i 'Min farmors spøgelse'. Foto: Søren Meisner

Døden der blev væk

09-11-2012
Danseforestilling om død og savn byder på flotte billeder og sjove optrin, men mangler struktur og fokus på sit egentlige emne.
FAKTA
Saga Dance Collective: Min farmors spøgelse -

Ide og kunstnerisk ledelse: Ingrid Tranum Velásquez. Koreografi, koncept og iscenesættelse: Ingrid Tranum Velásquez og Anette Asp Christensen. Scenografi: Julie Forchhammer. Musik: Nicklas Schmidt. Animator: Maria Mac Dallan, Dramaturg: Jacques Matthiessen, Koreografisk Konsulent: Jørgen Carlslund, Lysdesign: Turpin Djurhuus. Medvirkende: Anette Asp Christensen, Ingrid Tranum Velásquez og Soma Allpass. Aldersgruppe: 3-7 år. Varighed: 45 minutter. Set november 2012 på Københavns Musikteater) www.kobenhavnsmusikteater.dk), hvor den spiller til 18. november 2012.  Spilles også på turne. www.sagacollective.dk

Døden er en svær størrelse – både for børn og voksne. Mange teatre har taget livtag med emnet gennem tiden, på børneteater-området i de senere år måske smukkest i Claus Mandøes ’Farvel Hr. Muffin’ og Corona La Balances ’Historien om en mor’.
 

Nu forsøger Saga Dance Collective sig med et danse-bud på emnet, og her er gået noget galt, både hvad form og indhold angår. For selv om ’Min farmors spøgelse’ angiveligt handler om døden, er der ikke død nok i den, ligesom formen blokerer for en dybere tilgang til emnet. 
 

Men historien først. En pige ser på et maleri af sin farmor. Det hænger over den lille reol i farmors stue. Farmor er netop død, og pigen er ved at pakke hendes ting sammen i flyttekasser. Pludselig bliver farmor levende, kravler ud af billedet, og sammen genoplever de en masse hyggelige situationer, inden farmor igen kravler tilbage og bliver til et maleri igen.


Og hvad er der så i vejen med den historie? Den begynder fint. Pigen (Ingrid Tranum Velásquez) fortæller med ord om sin farmor, mens vi ser på maleriet, hvori Anette Asp Christensen som farmor prøver at stå helt stille. Det lykkes overbevisende. Vi får at vide, at farmor vil tage pigen med sig en tur til dødsplaneten – hvorpå hele værelset via smukke projektioner indhylles i stjerner, hvor en lysende klode nærmer sig.

Men vi skal ingenting på denne dødsplanet; der sker ikke noget på scenen, forestillingen glider bare videre til næste situation. Det havde ellers været spændende at få et teaterbud på denne efterdødstilværelse, som altså foregår på en dødsplanet – ja, det lyder lidt science fiction-skræmmende – i stedet for i himlen. Men hvorfor egentlig ikke i himlen?


Pigen fortæller også, at farmor nu er i jorden – med regnorme i håret og jord i øjnene, som pigen siger – hvilket er et stærkt og flot billede, men igen forbliver det ved udsagnet. Hvordan farmor kan være både på dødsplaneten og i jorden, får vi aldrig at vide. Måske fordi ordene her slipper op i forestillingen.

Jeg tror ellers, at mange 3-7-årige gerne ville have haft et kvalificeret teaterbud på det med begravelser. Og forældrene måske også. 
 

Løsrevne associationer

Resten af historien fortælles i dans og bevægelse, hvor jeg mange gange undervejs sad og skreg – lige så stille inde i mig selv – efter et par forløsende og forklarende ord. Dans kan meget, men ikke lige netop det. I hvert fald ikke denne dans. Måske var det derfor, at resten af forestillingen faktisk ikke handlede om død, men om gode minder sammen med farmor. Minder, der dybest set lige så godt kunne være vist i en historie om en levende farmor, som pigen kom på besøg hos. 
 

Der var sjove optrin med et garnnøgle, der udviklede sig til et spind med pigen indeni, og en fornøjelig og ganske avanceret pudekamp med farmor, hvor flotte videoprojektioner lod det regne med fjer på væggene i dekorationen. Scenen med farmor, der falder i søvn i sin lænestol, kender mange børn sikkert også – men jo normalt med en levende farmor. For mig at se gjorde det ingen forskel, at farmor skulle være død.

Andre episoder var mere besynderlige – en rejse under vandet, en scene, hvor et tegneserieorkester spiller i vindueskarmen, mens nogle regnorme danser – det hele fortalt med videoprojektioner. Men hvad disse oplevelser havde med farmor at gøre – den kobling fik vi aldrig. 
 

Det var her, ordene kunne have gjort godt. Nogle fine, følsomme og kloge ord om minder og savn, der havde sat billederne ind i en ordentlig forståelsesramme. Og når man nu alligevel i begyndelsen havde brugt ord, hvorfor så droppe dem igen? Det føltes kunstigt. Som når farmor og pigen så på en tegning, men ikke sagde et muk til hinanden.

Det betød også, at de mange billeder kom til at virke som løsrevne associationer, fint realiserede, men uden tydelig indre struktur og sammenhæng.

Jeg forstod heller ikke ganske, hvorfor der skulle være en levende cellist (Soma Allpass) på scenen, når det meste af musikken alligevel var indspillet, så hun kun indgik som et enkelt instrument i en større sammenhæng. Det lød kønt, var smukt at se på, men hvad hun konkret lavede i dekorationen og historien, blev aldrig klart. 


Lidt paradoksalt kan man sige, at ’Min farmors spøgelse’ er endt næsten lige så uafklaret som det emne, forestillingen handler om.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Min farmors spøgelse
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser