DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Grønnegade Teater og ZeBU: Princip 1914

Zaki Nobel Mehabil, Niklas Bentzen og Jonas Littauer i 'Princip 2014', som bringer radikalisering af unge til diskussion. Foto: Baesfoto.dk

Dø, om så det gælder!

02-11-2014
'Princip 2014 er en vigtig og professionel forestilling, men det virker som om man har haft mere end ét øje ned i Henrik Rehrs tegneseriebog 'Gavrilo Princip' under udarbejdelsen. Dét ville jeg ønske, at man ikke havde. Og så alligevel….
FAKTA
Grønnegade Teater og ZeBU: Princip 1914 -

Manuskript og instruktion: Marc van der Velden. Scenografi, lys- og videodesign: Pernille Plantener Holst. Kostumer: Julie Forchhammer. Videoteknik: Andreas Buhl. Med: Jonas Littauer, Niklas Bentzen og Zaki Nobel Mehabil. Alder: 14 år og op. Varighed: 75 min. Set i oktober 2014 på Grønnegade Teater, hvor den spiller til 8. november, hvorefter den spiller på ZeBU fra 10.- 22. november. www.gronnegadeteater.dk & www.zebu.nu

Jeg hører til dem, der mener at Første Verdenskrig nok ville være brudt ud under alle omstændigheder. Hvilket er et temmelig uoriginalt standpunkt med tanke på, hvordan Europa så ud for 100 år siden, med kryds-og tværs-alliancer nok til at sætte hvilken som helst stormester skak.  Ikke desto mindre er historien om de radikaliserede gymnasieelever og skuddene i Sarajevo i 1914 spændende at følge.

På trods af de forfærdelige konsekvenser, de fik, virker ordene 'Skuddene i Sarajevo' som titlen på en forgangen opera, en forloren operette, for eksempel 'Das Land des Lächelns'. Og det har ikke kun at gøre med at Østrig-Ungarn, og derved det valsende Wien, var dybt involveret. Det har også sammenhæng med den klassiske kliché-historie om de forbitrede, undertrykte idealister på den ene side, og hele musical-kejserdømmet med ordensbehængte uniformer og fjerklædte hjelme på den anden. Rent teater. Ren Schiller. Ren revolutionær romantik.

En 100 år gammel historie

Og det er en dybt uretfærdigt anskuelse. For denne forestilling har et helt andet ærende. I følge PR-materialet er det forestillingens hensigt at bringe dét spørgsmål op i alles bevidsthed: Hvad ville du selv have gjort? Hvor langt ville du gå? Ville du slå ihjel for en sag? Ville du dø for en sag?

Grønnegade Teater og ZeBU griber tilbage til attentatet mod Østrig-Ungarns tronfølger Franz Ferdinand og hertuginde Sofia, da de i åben bil kørte gennem Sarajevos gader 28. juni 1914. Datoen er betydningsfuld, det er en serbisk helligdag – Vidovdan, St. Vitusdagen – til minde om nederlaget i kampen mod osmannerne på Solsortesletten i Kosovo i 1389.

Fem purunge mænd - drenge, gymnasieelever- bosniske serbere med et uforsonligt had mod det østrigske kejserdømme, bestemmer sig for at slå tronfølgeren ihjel. Attentatet er tæt på at ende som den rene fiasko, men Gavrilo Princip lykkes til sidst – via tilfældigheder – med at affyre sine to dødelige skud.

Attentatet er ikke det vigtigste her. Denne forestilling handler ikke først og fremmest om det, men om hvordan og hvorfor de unge drenge – med baggrund i en stærk serbisk nationalbevidsthed, i en nedarvet følelse af at være undertrykt, i en drøm om et frit Serbien, et Stor-Serbien, en samling af alle ortodokse syd-slaver under serbisk styre – de ender op med at begå et dødeligt attentat. Med at tage liv. Som terrorister. Ekstremister. Idealister.

En vanskelig teaterform

Det virker som om manusforfatter Marc van der Velden har været stærkt influeret af Henrik Rehrs tegneserie-bog, Gavrilo Princip'. Som bogen gør forestillingen grundigt rede for Gavrilos forældre, for hans fødsel og opvækst og skolegang og begyndende omgang med ligesindede unge.

Men det bliver lidt omstændeligt. Der er mange 'transport-etaper', mange gentagelser, som der også er i bogen. Derved kommer forestillingen til at gå en smule i tomgang ind i mellem. Og jeg griber mig selv i at tænke – stik imod min egen forståelse af, hvor forestillingen vil hen, at: Skal vi ikke snart til at få affyret de der skud?

De tre spillere, Jonas Littauer, Niklas Bentzen og Zaki Nobel Mehabil, med sæler og bælte og krøllede skjorter, gør alle en udmærket indsats, hvor de veksler mellem utallige figurer, hurtigt tegnet og hurtigt glemt, og det er ikke deres skyld, at beretningen enkelte gange mister flow og rytme. Selve collage-formen, de korte scener, blandingen af fakta og fiktion, spring fra en location til en anden, er problematisk. Den inviterer til overfladiskhed, og det har den altid gjort, og det er synd, når forestillingen har det ærinde, den har.

For – og det er min vigtigste indvending: Skal et ungdomspublikum i dag bringes derhen, at de bliver i stand til, eller i det mindste interesseret i, at tænke over spørgsmålet: 'Ville du dø for en sag?', bliver teatret nødt til at sætte sagen i fokus, i relief, under lup. Det vil sige gøre rede for Gavrilo Princip og hans venners bevæggrunde på en sådan måde, at man ser og anerkender dybden og kompromisløsheden i dem. Ellers bliver det fjernt, hundrede år gammelt, irrelevant.

At kæmpe for en sag

Det er ikke nok at råbe højt og med knyttede næver. Det er ikke nok at spille lidende og holde hårdt om sig selv. Det er ikke nok at tale om det. Det er ikke en gang nok at vise til tilsvarende danske eksempler fra Anden Verdenskrig. Skal jeg bringes til at tænke over mine egne grænser, må jeg bringes derhen, hvor jeg mærker smerten ved undertrykkelsen, det uudholdelige identitetstab hos den unge bosniske serber for hundrede år siden. Skal jeg tænke over om jeg er villig til at for en sag, må jeg forstå hvad det vil sige at kæmpe for en sag. En sag der er større end mig. Og det forklarer denne forestilling ikke. Ikke godt nok.

Vi læser om det - om radikalisering, om selvmordsbombere, om dem der rejser til Irak for at kæmpe for – eller imod – IS, om kidnapning og flykaprere. Vi læser om skolemassakrer i USA og andre steder, om Breivik og Utøya, om mere eller mindre sindssyge enspændere, og om organiserede terrororganisationer. Og vi stiller os uforstående. Men kan vi få bare et lille bitte kig ind der, hvor tanken opstår, hvor den gror og retfærdiggøres, og hvor vi kunne begynde vores refleksion? De aller-, aller-, allerfærreste unge danskere har en referenceramme i dag, der på nogen som helst måde kan matche Princip og hans gruppe.

Denne forestilling prøver, og den er et ærligt forsøg. Den stiller spørgsmålet åbent, men overlader svaret til os. Sådan set er det en vigtig forestilling. Ikke mindst er den meget vellavet, professionel og kyndig. Jeg må særlig fremhæve teknik og design af video-indslag. Det giver liv til scenerne, hjælper med fortællingen, og skaber fremdrift.

Men forestillingen bringer mig altså ikke hen, hvor jeg kan tænke over mine egne grænser på nogen anden måde end rent overfladisk. Jeg mærker uroen blandt de unge på bænkeraderne rundt mig: Hvad angår det os? På den måde synes jeg, at bogen er en større udfordring for tanken og empatien, end forestillingen er.

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Princip 1914
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

Flere anmeldelser