Disney i topform

Glem alt om H.C. Andersen og hans rørende eventyr om den lille havfrue, der forelsker sig i et menneske og ender som havskum og luftånd. Fredericia Teaters musical  er både i form og indhold en helt anden historie. Den er rendyrket Disney serveret i topform som et flot, festligt og fornøjeligt show fuldt af digital magi, der kan få små børn til at gøre store øjne. Mens havfruen Ariels frigørelsesproces og forelskelse klart appellerer til større børn og unge.   

Dialogen er flad og banal og ikke specielt børnevenlig i sit ordvalg. Det er ikke noget problem, for forestillingens slagkraft og fremdrift er helt igennem visuel. På Operaens mægtige  scene åbenbares det ene storslåede og farveprægtige panorama efter det andet, hvor havets vækster svajer yndefuldt, et kongeslot knejser og et skib forliser. Det hele garneret med fantasifulde pragtkostumer, letfattelig komik og effektiv showdans.

Musikken er ikke uforglemmelig, men der er flere gode sangnumre og den fyres veloplagt af med kompetente musikere, et lille udmærket kor og sikre solister.

Som Ariel er Kristine Yde Eriksen et smækkert og oprørsk livsstykke af en lille havfrue, der vil stå på egne menneskeben. I rollen som hendes udkårne Prins Erik lægger Christan Lund scenisk pondus til en kernesund moderne kavaler. De danser og synger glimrende og rammer den lette popstil rent uden for alvor at forføre os. Til gengæld har både de og iscenesættelsen en frisk tilgang til musicalgenren, der får candyfloss-romantikken til at glide ned.  

Vokal og dramatisk gennemslagskraft

Den mere barske del af historien tager forrygende Sara Gadborg sig af. I rollen som en ondskabsfuld faster Ursula lokker hun Ariels smukke sangstemme fra hende mod at love hende menneskeprinsen. Samtidig demonstrerer Sara Gadborg selv en imponerende vokal og dramatisk gennemslagskraft, der matcher hendes enorme, raffinerede kjole med bevægelige blækspruttearme. Ariels stemme skal give Ursula magten over havets rige.

Det lykkes ikke. Men det lykkes Patrick Svingholm Terndrup og Jacob Philip Andersen at få os til at gyse, når de giver den hele armen som Ursulas androgyne væbnere Bundslam og Skidtslam. Iklædt sort latex og lysende ildrøde hanekamme sniger og snor de sig rundt på havets bund som et par klamme og voldelige S/M-ål. Et sjovt og tvetydigt, men udpræget voksent bidrag til underholdningen.

Alle kan til gengæld være med, når Max-Emil Nissens flot syngende og skægt spillende Sebastian folder sig ud. Det sker i skikkelse af en overdådig knaldrød hof-krabbe, som havkongen Triton sætter til at holde øje med Ariel. Desværre for Sebastian bliver han gang på gang narret af den forelskede havfrue og må dække over hendes udflugter op til overfladen og menneskenes verden.

Her venter prinsen og hans kongerige, hvis Ariel kan få ham til at give hende et kys. Det holder hårdt, og det er heller ikke så ligetil at skulle forlade familien og det våde element. Men alt går op i en højere Disneyenhed, da Peter Jordes superelegante Kong Triton viser sig at være en progressiv far. Han ender med at forstå og tilgive sin datter, og Ariel får sin prins. Så heldig er H.C. Andersens lille havfrue ikke, men hun er langt mere poetisk.