2. oktober 2014

Dialogmøder om Aprilfestival

Det er som bekendt kompetencecentret Teatercentrum, der – i samarbejde med værtskommunen – arrangerer de store årlige festivaler, der nu lyder navnet Aprilfestival.

Traditionen tro afholder Teatercentrum i kølvandet på seneste festival – den i Holstebro i april i år – og forud for den næste festival – den i Frederikssund til april næste år – et par såkaldte dialogmøder i henholdsvis København og Aarhus for teatrene og andre festivaldeltagere.

Her er der derfor både mulighed for at evaluere og kigge fremad. På programmet er bl.a. orientering om Aprilfestival 2015 i Frederikssund og Halsnæs kommuner, herunder indkvartering, faglige og sociale arrangementer m.v..

Teatercentrum vil også gerne diskutere nogle af de tiltag, der var nye i Holstebro, bl.a. new-case (hvor de helt nye teatre på festivalen fik lov til at præsentere sig selv og evt. spille små uddrag af deres forestillinger) og messe med undervisningsmateriale m.v. – og nye tiltag i Frederikssund, som bl.a. udvidelse af festivalweekenden til også at omfatte fredag formiddag; brugen af Kulturcrews på festivalen m.v.

Dialogmøderne finder sted:

– Tirsdag den 7. oktober kl. 15-17 i København (hos Teatercentrum, Farvergade 10, 5 sal, 1463 Kbh. K)

– Onsdag den 8. oktober kl. 15 -17 i Århus (hos Teater Refleksion, Jyllandsgaarden, Frederiksgade 72b, 1, 8000 Århus)

Tilmelding senest mandag 6. oktober, kl. 12.00, til dt@teatercentrum.dk

Og lidt bonusinfo: Aprilfestival 2016 finder sted på Frederiksberg fra 10.-17. april 2016, mens Aprilfestival 2017 drager til Sønderborg 23.-30. april 2017. Og der er fuld gang i forhandlinger med interesserede kommuner om de efterfølgende år.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne