DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
Børneteateravisen.dk's og Informations anmelder, Anne Middelboe Christensen, har skrevet en bog om anmelderiet og dets væsen i en tid, hvor kritikerens rolle i medierne og i samfundsdebatten er under forandring. Anne Middelboe Christensen fortæller i nedenstående artikel også specifikt om det at anmelde børneteater. Illustration: Bogforside og flap

Det virker nu mest som begejstring...

14-05-2012
Hvad skal vi egentlig med anmeldelsernes ekspertudsagn og stjerner? Hvor børneteateravisen.dk’s – og Informations – Anne Middelboe Christensen snildt kan undvære de sidste, argumenterer hun i sin nye bog bravt for behovet for den fagligt velfunderede anmelders nødvendige placering i kunstdebatten, selvom internettets mange selvudnævnte smagsdommere fylder stadigt mere. ’Brutalitet og begejstring’ er både et aktuelt indspark og en lærebog i anmelderiets kunst. Og Anne Middelboe Christensen svarer i denne artikel også på, hvordan det specifikt er at anmelde børneteater.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Anne Middelboe Christensen: Begejstring & brutalitet. En guide til anmelderens rolle. 141 sider. Kr. 199. Informations Forlag. Udkommer 15. maj 2012.

- Anne Middelboe Christensen (f. 1964) er cand.mag. med speciale i balletkritik. Teateranmelder og fast freelancer ved Information fra 1995. Tidligere danseanmelder ved Weekendavisen 1990-95 og Kalundborg Folkeblad 1985-90. Forfatter til bøgerne ’Hvor danser Den Kgl. Ballet hen?’ (2002), ’Ben i næsen’ (2003) og ’Sylfiden findes’ (2008). Dramaturg. Ekstern lektor ved Københavns Universitet i kulturjournalistik. Anmelder på Børneteateravisen siden 2004.

Mens teateranmeldelserne generelt bliver færre og kortere i landets dagblade, valgte børneteateravisen.dk at opruste, da Børneteateravisen i september 2008 gik fra papir til netportal. Anmelderkorpset blev udvidet til seks personer og sigtet lagt an til at anmelde størsteparten af de professionelle børneteatres nye produktioner.

Børneteatrene var i forvejen blevet marginaliseret mere og mere i dagblade og andre mediers strategiplan, således at børneteateravisen.dk for mange teatres vedkommende nu er det eneste sted, hvor man bliver anmeldt af en professionel og fagligt velfunderet kritiker.

Det betyder ikke, at anmeldelserne altid går teatrenes vej, og indførelsen af et synlighedsskabende stjernesystem har heller ikke stemt teatrene mildere over for de mindre positive sider ved anmelderiet.

Man hæfter sig bl.a. ved faren for, at anmelderne kommer forbi på en dårlig dag, hvor scenografien og teknikken tilter, skuespillerne underpræsterer og publikum er af den helt umulige slags – som børneteatrene kan risikere at komme ud for. Og at anmelderne har en personlig smag, der slet ikke harmonerer med det udsete teaters kunstneriske ambitioner, men som alligevel kommer til udtryk i den efterfølgende sure anmeldelse, som så står og blafrer på portalen til evig tid...

Hvorfor kører anmeldere på cykel?

Men såvel børneteatre som voksenteatre, forfattere, billedkunstnere m.fl. bør glæde sig over anmeldernes rolle og placering i kunstdebatten, mener teateranmelder her på børneteateravisen.dk – og dagbladet Information – Anne Middelboe Christensen, der er aktuel med en lille håndbog om anmelderiets væsen og unoder.

’Begejstring & brutalitet’ hedder bogen – med undertitlen ’En guide til anmelderens rolle’ – der udkommer 15. maj på Informations Forlag, og her går Anne Middelboe Christensen til kamp for både anmeldernes og anmeldelsernes vigtighed.

’I min optik er anmeldelserne afgørende for kunstdebatten i det offentlige rum og dermed samfundets selvforståelse. Borgerne har brug for anmeldelserne – og det har kunstnerne også’, skriver hun i prologen til det lille handy værk på 141 sider, efterfulgt af fire ’kritikermonologer’ med titler som ’Hvorfor kører anmeldere på cykel?’; Hvad fortæller anmelderen ikke?’; ’Hvorfor har vi brug for anmeldelser?’ og ’Hvordan går man ind i et kunstværk – og ud igen?’

Håndbog for anmeldere...

Herefter følger en slags manual over anmelderiets struktur og indhold, der som en form for forståelseskompendium både vil karakterisere den professionelle, fagligt velfunderede, engagerede anmelders arbejde og arbejdsbetingelser og være en slags håndbog for potentielle anmelderspirer.

Her er både noget om dagbladsanmeldelsens typografiske natur – med rubrikker, manchetter, fakta osv. – om stjernesystem (hun er ikke begejstret...!), om læsermodtagelse og om anmeldertyper, hvor hun fører syv til torvs, som ’ofre’ for anmeldelser sikkert kan nikke genkendende til: Den bedrevidende, den selviscenesættende, den spørgende, den overstrømmende, den passionerede, den tandløse og den anarkistiske...

Virkeligheden er jo nok den, at de fleste kritikere har lidt af hvert i sig, når deres samlede anmeldelser en dag skal skrives i mandtal...

Mordet på kritikeren

Anne Middelboe Christensen bruger den sidste tredjedel af bogen til et historisk ’styrtdyk’ i kritikhistorien og et ministudie af anmeldelser over Holberg-stykket ’Jeppe på Bjerget’, der første gang blev anmeldt i 1771. Det er et forsøg på at give et lille overblik over (teater)anmeldelsens udvikling, eksemplificeret i en kendt klassiker.

Og selvom bogen - nem at læse og med mange gode statements om kunst og kunstkritik og med lister, man kan fordybe sig i eller lade være - principielt dækker hele anmelderspektret, altså også litteratur, film, kunst m.v., er den (selvfølgelig) mest forankret i Anne Middelboe Christensens egen primære boldgade, scenekunsten – hvor hun i et snart tre årtier er brændt igennem med sin særdeles entusiastiske skrivestil.

’Begejstring & brutalitet’ afsluttes med en beskrivelse af noget, der må være den anmeldelses-forsmåede skuespiller eller teaterleders egen våde drøm: Mordet på kritikeren. Her dog i form af en essayistisk nekrolog fra den happening, da Det Kgl. Teater i maj 2010 symbolsk slog fire kritikere ihjel i forestillingen ’Blodets Teater’ i Skuespilhuset.

Men selvom Anne Middelboe var en af disse fire,  overlevede hun altså – heldigt for både Information og børneteateravisen.dk og alle de andre, der har glæde af hendes kompromisløse indstilling til kunst og anmelderi...

De nye ’anmeldere’

Således var Anne Middelboe også i stand til at fortælle om både bogen og sit forsvar for anmelderens vigtige rolle i samfundet, da hun 4. maj gæstede denne sæsons sidste udgave af ’Teatermagasinet’ på dk4 – der bestyres af hendes anmelderkollega, Henrik Lyding (selv anmelder både på Jyllands-Posten og børneteateravisen.dk), og ærgerligt nok er det eneste program på hele fjernsynsfladen af sin art.

Teateranmeldelser – oven i købet med små uddrag fra forestillingerne – kan nemlig være glimrende fjernsynsstof. Og selvom programmet ’Smagsdommerne’ på DR2 også kommer forbi scenekunsten i ny og næ, sker det netop på nogle af de præmisser, som Anne Middelboe Christensen tager afstand fra i sin bog: Den overfladiske vurdering, som højst kan være et supplement til den fagligt velfunderede kritikers arbejde. Men som i øvrigt vinder frem også i form af selvbestaltede smagsdommere på nettet, ligesom flere teatre nu bruger deres ’egne’ anmeldere i form af gæsters kommentarer og vurderinger – der sjovt nok ganske ofte ligger i den rosende ende af skalaen.

Et slag for kompetencen

»Det er fint, at andre ytrer sig på nettet og teatrenes egne hjemmesider med såkaldte anmeldelser, men det er trods alt helt uden den faglige tyngde og erfaring, som professionelle teaterkritikere besidder,« lyder den bastante dom fra Anne Middelboe Christensen, der med sin bog håber at kunne sætte liv i teaterdebatten og diskutere anmeldelsens og anmeldernes rolle i en situation, hvor det er let at råbe ’krise’, fordi dagblade og medier nedprioriterer den professionelle anmelder.

Anne Middelboe Christensen understreger også, at den professionelle anmelder jo er drevet af dedikation og entusiasme for sit virkefelt, også selvom der kan komme sure tekster ud af et teaterbesøg.

’Man kan skrive hvad som helst i en anmeldelse. Men man har kun sin egen troværdighed at skrive op ad. Sin faglige integritet og sin årelange dedikation til kunsten’, som hun skriver i sin bog.

Lange anmeldelser er en luksus

Børneteateravisen.dk kunne selvfølgelig ikke dy sig for at bede forfatteren – der altså har fungeret som anmelder for Børneteateravisen/børneteateravisen.dk siden 2004 – om at uddybe sine synspunkter omkring anmelderi, når det specifikt gælder børneteater...

- Du kalder bogen en guide til anmelderens rolle. Med afsnit om anmelderstruktur, karakterskala osv. virker det også som om du vil kreere en manual for folk, der gerne vil lege anmeldere selv?

»Anmelderens rolle er under voldsom forvandling. Derfor ville jeg gerne byde på en konkret manual, som helt jordnært forklarer, hvad en anmeldelse skal indeholde. Jeg håber selvfølgelig, at den vil inspirere kommende anmeldere – også selv om de bare vil have den liggende som en slags ’kogebog’. Og så må journalister og studerende gerne kigge med, så de også bliver fortrolige med branchens krav til anmelderne.«

»Selvfølgelig har jeg opstillet ’idealkrav’ til anmeldelsen. Det skal man jo i en manual. Men hvis man ser på anmeldelserne her i børneteateravisen.dk, så lever de højt på mindst én ideel præmis: At anmeldelserne må være lige så lange, som anmelderne har lyst til at gøre dem. Det er en forrygende luksus i dag, og det er meget tilfredsstillende for mig som anmelder. For så har jeg plads til at nævne alle de medvirkende, jeg kan gå i dybden med lyssætningen, hvis jeg vil – og jeg kan løfte forestillingens udsagn op til en generel samfundsdiskussion. Dén frihed er fantastisk, og den er klart en af nettets gevinster.«

Fantastisk at kunne ramme en specifik aldersgruppe

- Man siger jo altid, at der ikke er forskel på at lave godt børne- og voksenteater, men anmeldere af børneteater tager trods alt ofte udgangspunkt i, om forestillingen rammer sin målgruppe/aldersgruppe - hvad man jo stort aldrig gør i anmeldelser af voksenteater - så vil du som anmelder ikke mene, at der er forskel på at ANMELDE de to typer?

»Når jeg skal anmelde voksenteater og børneteater, er kravet det samme: Jeg skal være totalt opmærksom og forsøge at glide med ind i teaterforestillingens univers og opleve den på dens egne præmisser. Men i min vurdering af værket er det selvfølgelig væsentligt, om forestillingen kommer i dialog med den målgruppe, som den har inviteret indenfor som publikum. Og det er jo altså tydeligere med børn.«

»Jeg roser ofte dansk børneteater for at være så aldersspecifik. Det er fantastisk, at man præcis kan ramme de 2-4-årige med en forestilling. Og samtidig er det lige så indlysende, at den samme forestilling derfor ikke vil passe perfekt til de 8-årige. Jo, der er da ’familieforestillinger’, der påstår, at de kan ses af alle fra 3-99 år. Men helt ærligt: Så er der da en del af tilskuerne, der vil kede sig. Desuden har alle forestillinger, der er længere end 30 minutter, et troværdighedsproblem, når det kommer til vuggestuebørnene. Og to akter med pause er altså også kun et hit for helt nørdede 5-årige.«

Den indre sikkerhed

- Hvordan kvalificerer man sig som anmelder til at mene, at aldersgruppen er forkert ramt? Ofte ser man måske en forestilling sammen med andre voksne (premierer m.v.) og kan ikke få den direkte konfrontation? Og har måske heller ikke selv børn i den kurante alder...

»Som voksen til en børneteaterforestilling kigger jeg selvfølgelig på ungernes reaktion. Men derudover må jeg stole på, at jeg har overværet så meget børneteater – og at jeg kender så meget til børn – at jeg godt kan fornemme, hvornår abstraktionsniveauet bliver for avanceret, og hvornår børnene står af. Det er en indre sikkerhed, som svarer til den generelle sikkerhed, jeg må føle, når jeg vurderer en forestilling. Hvis jeg ikke stoler på min egen vurdering, så gør læseren det jo heller ikke.«

»Nogle gange er jeg dog så heldig, at jeg kan have min egne børn med. De har tit sjove kommentarer til forestillingerne. Men netop fordi de jo kun har ganske få års teatererfaring i forhold til mig, så ville jeg aldrig læne mig op ad deres udsagn. De er jo netop ikke teaterfaglige tilskuere – de er almindelige tilskuere. Men nogle gange er vi faktisk enige…«

Forberedelsen følger EFTER forestillingen...

- Føler du, at du som anmelder forbereder dig anderledes til at overvære børne- og ungdomsteater end voksenteater?

»Min bedste forberedelse er at have spist ordentligt, så jeg kan føle mig veloplagt i teatret – og at have ekstra chokolade i tasken, hvis jeg skulle føle mig træt. Det er jo et meget fysisk job at være teateranmelder, fordi man deler rum med skuespillerne; der er ikke noget med filmdistance her. Og man har jo ikke mulighed for at ’spole’ eller ’bladre’ i oplevelsen bagefter, så når man anmelder dvd’er eller cd’er eller bøger. Teater er virkelig live.«

»Personligt vil jeg helst vente med at forberede mig til bagefter... Jeg har ikke lyst til at læse pressemateriale eller læse interviews - og dermed lade mig farve på forhånd. Jeg vil allerhelst gå blank ind i salen. Det gælder også, når jeg ser voksenteater. Jeg læser heller aldrig op på klassikerne i forvejen. Men når jeg så kommer hjem, så slår jeg op i Ibsen som en gal. Desuden anser jeg det for at være min væsentligste forberedelse at gå i teatret hver dag – eller så godt som hver dag. For kun ved virkelig at følge med i min kunstart kan jeg føle mig sikker på, at jeg fornemmer strømningerne. Og det er så det, jeg har gjort i en hel del år nu.«

»Mit største søgearbejde ligger ellers i at finde ud af noget om dramatikeren og instruktøren, scenografen og komponisten og de andre medskabende. Og om skuespillerne, selvfølgelig. Især børneteatrene er ret sløve til at indsætte cv’er på de medvirkende på deres hjemmesider, så det betyder, at jeg skal sidde og google folk for at være sikker på, hvilke roller de ellers har haft. Det kan godt undre mig, at der ikke er flere skuespillere, der har egen hjemmeside eller blog. Bare sådan en beskeden en med fødselsår og cv ville være en kæmpe hjælp for en fakta-freak som mig. For det gør unægtelig en forskel, hvis man kan finde ud af, hvor folk er uddannet, eller hvor de sidst har spillet.«

Forbudte emner?

- Er der emner, som en anmelder (som dig) ikke mener bør tages op i børneteaterforestillinger. Vi har jo set død, sygdom, incest, sex m.v. allerede...

»Nej. Jeg tror ikke, at der er nogen emner, der er tabu i børneteatret. Men jeg er meget på vagt over for sex i børneteaterforestillinger. Der er så meget sex i det offentlige rum – fra plakatannoncer til trailerne i metroen og til tv’s uhæmmede lancering af voksenfilm midt i børnesendetiden. Jeg kan virkelig blive kvalm på ungernes vegne nogle gange.«

»Jeg synes, at børn skal have lov til IKKE at være optaget af sex. I hvert fald de år, hvor de selv synes, at drenge er ulækre, og piger er irriterende. Til gengæld synes jeg, at flere børneteatre er vældig fine til at snakke om hormoner og kropsnysgerrighed på ungernes egne præmisser, når børnene kommer op og nærmer sig teenageårene. ZeBU’s forestilling ’Og så står man pludselig der’ er et eksempel på tweensteater, der netop holder denne balance.«

»Døden er jo en af de vigtigste figurer i eventyrets verden, så selvfølgelig skal den også med i teatret. Uanset om Døden bliver oplevet gennem Tvebak i ’Brødrene Løvehjerte’ på Aarhus Teaters kæmpescene eller på Zeppelins lille, nære scene. Og uanset om Døden bliver konkret i form af et døende marsvin-hånddukke i ’Farvel, Hr. Muffin’ med Teater Refleksion, eller Døden bliver en voksenstor skeletskikkelse i ’Når døden banker på’ med Teater Dyrelab.«

»Teatret er med til at give børn nogle symbolske oplevelse af noget, som de ellers kan have svært ved at tackle. Så når Randers Egnsteater spiller monologen ’Ondskaben’, så får teenagerne jo ikke på forhånd at vide, at ’dette er en forestilling om vold’. Det gør skolestarterne heller ikke, når Passepartout spiller dukkeforestillingen ’Men de begyndte’. Men undervejs vil oplevelsen garanteret sætte ungernes egne oplevelser med mobning og vold i nyt perspektiv – og det vil måske endda give dem nogle redskaber til at reagere med, som deres voksne hidtil ikke har kunnet give dem. Fordi teatret byder på et helt nyt blik på virkeligheden. Det er jo det, der er det vidunderlige.«

 

’Begejstring & brutalitet - en guide til anmelderens rolle' udkommer i morgen, 15. maj, på Informations Forlag.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Det virker nu mest som begejstring...
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

Flere anmeldelser