Af: Betina Rex

15. marts 2021

‘Det vigtigste er at holde kæft’

Intim, kortvarigt og intenst. Sådan opleves den digitale lydforestilling 'Hudsult' af Teater Lux. Lytteoplevelsen er udsøgt og sætter gang i sansningen, mens den simple historie skaber rum til personlig refleksion over, hvordan og hvem man er, i verden og i kroppen.

Binaural lyd kan noget. Man suges ind i den nærmest følsomme oplevelse af lyd, som optagelsesmetoden skaber. At høre bildæk på asfalt eller raslen af en dyne i en binaural optagelse er lækkert på en gåsehudsfremkaldende måde, og de omsluttende soundscapes, som Mathias Rosenkilde har skabt til 'Hudsult', er ingen undtagelse. De æder sig ind i ørene. 

Teater Lux beskriver forestillingen på en måde, der giver mindelser om den velkendte corona-lockdown, vi stadig lever i, med krav om afstand og henstilling til at holde sig hjemme. 

'Hudsult' er det dog mærkbart mere dystopisk og autoritær. Her er al nærkontakt bandlyst, og man må kun bevæge sig udenfor i max. 30 minutter i nærheden af sit hjem. Coronapolitiet skyr ingen midler eller liv for at få ram på dem, der trodser forbuddene. At opsøge et kram er vitterligt med livet som indsats. 

Men det er altså, hvad jeg har besluttet. Eller nærmere hvad den person, kaldet Blomst, i hvis sted jeg indtræder i 'Hudsult', har besluttet. 

Det er nu!

En bil ruller ind i, hvad der lyder som en stor parkeringskælder, og standser så tæt på mig, at jeg er lige ved at trække tæerne til mig. En mandsstemme kalder mit navn: ”Blomst! – Er du her?” Tydelig nervøs og let ophidset :”Det er nu!”.  

Lyden af et toilet, der skyller ud tæt ved, indikerer, at jeg, altså Blomst, nok er mindst ligeså nevøs. 

For ikke at blive genkendt får jeg at vide, at jeg skal lade mig iføre en paryk, sætte mig i en kørestol, lade mig spænde fast, og holde min kæft. Jeg skal ligne en patient. Således maskeret trilles jeg ind i bilen, døren smækkes i, og den dæmpede, bløde lyd, af at være i en bil omslutter mig. Da vi begynder at køre, får jeg instinktiv en ubehagelig følelse af at være på vej mod galeanstalten eller vanvittige medicinske forsøg. 

Den frihed eller måske næsten barnlige glæde, der kan findes i at køre i bil, selv i en udelukkende auditiv version, får her en ubehagelig bismag af tvang eller frihedsberøvelse. På trods af at jeg ”selv” har valgt det. 

Da den ene person i bilen over for den anden udtrykker bekymring over, hvorvidt jeg kan ”holde min kæft” svarer den anden, at der ligger en sprøjte i bilen, jeg kan få, hvis det bliver nødvendigt. Det føles klamt at lytte til og mine øjenlåg sitrer.  

Verden i øret

Lyduniverset er fra start omsluttende, stort og samtidig helt tæt på. Det er så håndgribeligt, som noget i øret kan være, og de to skuespillere Basse Dams og Martin Amundsens stemmer balancerer mellem venligt stemte og fuldstændigt ligeglade. 

Jeg har allerede på dette tidspunkt i fortællingen taget mig selv i at læne mig tilbage i min fysiske stol, da jeg spændes fast til kørestolen, at nikke for at tilkendegive at jeg har forstået, hvad jeg skal, og i at undertrykke et nys så længe som muligt for ikke at tiltrække mig uønsket opmærksomhed. Med andre ord er indlevelsen i top. 

At blive aet af en stemme

Fremme ved bestemmelsesstedet køres jeg ind i, hvad der omtales som Hjerterummet, hvor jeg bliver bedt om at rejse mig op og gå over at lægge mig i sengen under dynen. Den ene af de to stemmer fortæller, at den skal i Paradisrummet, og jeg spekulerer på, hvad der mon foregår derinde. 

Da han er gået, begynder den tilbageblevne at tale beroligende til mig og beder mig trække vejret og slappe af. Han fortæller mig, hvordan han lægger sig ned ved siden af mig. Først ligger han bare ved siden af, så fortæller han, at han rykker tættere på, og jeg kan næsten mærke hans ånde i mit øre. Så aer han min skulder, så mit hår, altså parykken, så min kind og så holder han mig tæt ind til sig. 

Selvom det ikke mærkes fysisk på kroppen, så føles det intenst og invasivt intimt i øret. Til sidst beder han mig vende mig om imod ham, og holde ham tæt. Jeg drejer mig lidt modvilligt, velvidende at der jo ikke ligger en fremmed mand i min seng, men på nuværende tidspunkt er det svært at overbevise ørerne om det faktum. 

Hudsult og den intime oplevelse af nærkontakt i sengen får dog en brat afslutning, som jeg ikke vil røbe her, men lade være op til den enkelte lytters fortolkning.

Grænseoverskridende

Den langsomme guidede bevægelse mod total kropskontakt med et fremmed fiktivt menneske giver mig fin tid til at vænne mig til situationen, mens jeg ligger i min seng.

Samtidig får jeg også meget lang tid til at tænke over, hvor grænseoverskridende og ubehageligt jeg egentlig finder det, og hvor uendelig lidt jeg ville have lyst til at opsøge den situation i virkeligheden.

Det virkeligt klamme er dog mest den nagende fornemmelse af ikke at vide, om jeg faktisk ville opsøge det, hvis omstændighederne var så grumme som i 'Hudsult'. Ville jeg sætte mit eget og andres liv på spil for lidt kropskontakt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved at tanken om et liv uden kropskontakt er deprimerende og dybt skræmmende. 

Desværre bliver jeg revet lidt ud af fiktionen, fordi jeg bliver forvirret omkring, hvorvidt jeg har lagt mig ”forkert” i min seng. Jeg ligger på ryggen, men han siger, at han ligger ”helt stille ved siden af dig, bag ved dig”. 

Det er virkelig en mindre detalje, men i et værk, hvor den taktile oplevelse af lyden er så væsentlig, er det ærgerligt, at tvivlen kan opstå. På samme måde som det er lidt irriterende, at jeg bliver opfordret til at gøre ting i mit eget tempo, men samtidig kan høre lyden af Blomst, altså mig, der bevæger sig i sit, altså mit, tempo. 

Kroppen som empatiskabende mulighed 

'Hudsult' går meget konkret ind og bruge den aktuelle samfundssituation, om end i en lettere oppisket udgave, som æstetisk afsæt. Den historie, man guides igennem, er mere ubehagelig, end den er interessant, men jeg må bøje mig for den måde, hvorpå den igangsætter en personlig refleksion over, hvordan jeg er som menneske og som krop i en verden, jeg ikke kan kontrollere. 

Samtidig prikker det ”at være en anden”, til tanker omkring, hvordan andre mennesker har det i deres liv og i deres kroppe. 

At blive pacificeret i eget liv har vi alle prøvet i løbet af det seneste år, men at blive pacificeret i egen krop, fastlåst til en kørestol, og med kroppen underlagt andres befalinger, det er alligevel mere vidtrækkende end de velkendte corona- restriktioner. 

Det er dystopisk og ubehageligt og på sin vis også en påmindelse om, at så slemt har det trods alt ikke været. På samme måde som de kliklyde, der ved start og slut, giver en fornemmelse af at lytte til et gammel kassettebånd, hvilket jeg tager som en påmindelse om, at det altså bare er fiktion. Hvad det jo også er. Og så alligevel.

Godt tænkt

Mest interessant er det måske, at den intime lytteoplevelse både kan skabe rum til at lande i egen krop på en stærkt sensorisk måde, og samtidig sætte lytteren i en andens sted, der fremmer empati med mennesker med mere begrænsede muligheder end dem, man selv har. 

Det virker rigtig godt tænkt til målgruppen 16+, som 'Hudsult' er henvendt til. En målgruppe der også vil være voksne nok til at håndtere den grænseoverskridende oplevelse, forestillingen også er. 

Da jeg efter endt lytning ligger med åbne øjne på min seng og fordøjer oplevelsen, klinger særligt en sætning i mig: ”Det vigtigste af det hele, det er at du holder din kæft”. 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det vel i bund og grund er sådan, alle rædselsvækkende samfundsformer starter – med at nogen tvinger nogle andre til at holde deres kæft.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.