10. juni 2009

Det store skrud

Jytte Abildstrøms Teater kan til efteråret fejre 40 års jubilæum, men der tages på sin vis hul på festlighederne allerede fra 13. juni, hvor Teatermuseet i Hofteatret åbner en udstilling med kostumer fra teatrets mange nedslag i scenekunsten.

Og har man set nogle af Jytte Abildstrøms forestillinger, ved man, at fantasien ofte har fået lov at råde og dominere, når der skulle udtænkes scenografier, rekvisitter – og kostumer. Så der er kaffekander forvandlet til store hatte, viskestykker forvandlet til arbejdskitler, finurlige rokokokjoler og tant og fjas på udstillingen, der på den måde også bliver en hyldest til (børne)teatrets grand old legetante.

De fleste kostumer er blevet til på det faste tilholdssted Riddersalen på Frederiksberg, hvor systueleder Pille Behrendt og scenograf Thomas Winkler regerer.

Udstillingen ‘Det store skrud’ er åben for offentligheden fra 13. juni til 10. januar næste år og består bl.a. af 60 kostumer, 30 hovedtøjer samt diverse rekvisitter.

Se mere på www.teatermuseet.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne