DEBAT
25-11-2019
22-11-2019
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
Catherine Poher foran Skuespilhuset, hvor 'På den anden side' opføres. Og passende nok for en næsten-juleforestilling sørger sneen for lidt ekstra dekoration. Foto: Søren K. Kløft

Det store nærvær

01-12-2010
Den 3. december har Det Kgl. Teater premiere på en forestilling, der er skabt af en af dansk børneteaters store visuelle scenekunstartister. Catherine Poher vil med ’På den anden side’ både nedbryde muren mellem børne- og voksenteater og fylde Skuespilhusets Porthusscene med det intense og billedskabende nærvær, som hun er kendt for i bl.a. sine mange Reumert-priste forestillinger.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Catherine Poher (f. 1953) er født i Paris og uddannet som designer og arkitekt i henholdsvis USA og Frankrig.
Hun blev dansk gift, kom til Danmark 1976 og samarbejdede frem til 1980 med Kirsten Delholm i Billedstofteatret (nu Hotel Pro Forma). Sammen med Tom Nagel Rasmussen stiftede hun 1980 Bjørneteatret i Kalundborg, som de ledede i fællesskab til 1990. Hun blev derefter i en periode knyttet til Teater Rio Rose og har siden været kunstnerisk konsulent, instruktør, scenograf og dramatiker i en række danske børneteatre.

Desuden har hun som billedkunstner haft udstillinger på forskellige gallerier.

Catherine Poher har som instruktør modtaget fire Reumert-priser og yderligere to nomineringer for bedste børneteaterforestillinger:

2009: Nomineret for ’Dig, Mig Os’ med Åben Dans
2006: Pris for ’Du må være en engel, Hans Christian’ med Gruppe 38
2003: Pris for ’Den lille pige med svovlstikkerne’ med Gruppe 38
2003: Nomineret for ’Ta ti ting’ med Rio Rose
2000: Pris for ’Haiku’ og ’Se mig!’ med Teater Rio Rose
1999: Pris for ’Happy End’ med Corona Danseteater

I 2001 modtog Catherine Poher Horsens Kommunes Børneteaterpris. Hun har desuden i en lang række år modtaget Statens Kunstfonds arbejdslegater.

Catherine Poher blev i sommer udpeget som medlem af Statens Kunstfonds Film- og Scenekunstudvalg, hvor hun får sæde fra 2011-13.

Se også Pohers egen hjemmeside: www.catherinepoher.dk

(1.12.2010) Lige siden franskfødte Catherine Poher kom til Danmark i 1976, har hun beriget teaterlivet med sine ideer og billedskabende værker – og i tilgift fået del i fire Reumert-priser og to Reumert-nomineringer samt en helt personlig pris i form af Horsens Kommunes Børneteaterpris.

Det startede med Billedstofteatret - der siden har stiftet navn til Hotel Pro Forma - men hurtigt orienterede hun sig direkte mod børneteatret som medstifter af Bjørneteatret og derefter som fast instruktør i Teater Rio Rose fra teatrets start og gennem næsten to årtier. Gennem alle årene har Catherine Poher instrueret og skabt forestillinger for en lang række danske børneteatre, ikke mindst Teatret, men også Corona Danseteater, Gruppe 38, De Røde Heste, Teater Morgana, Teater Patrasket, Graense-Loes og Åben Dans Productions, hvor hun nu indgår i som en fast del af det kunstneriske team.

Hos Aaben Dans har hun senest fejret triumfer med 'Jeg ved hvor din hus den bor' (se anmeldelse ) og den i 2009 Reumert-nominerede ’Mig Dig Os’ – og her skal hun til foråret instruere danseforestillingen 'Elskende' med premiere i marts 2011.

Det store engagement

Men lige nu gælder det altså livtaget med Det Kongelige Teater (DKT), hvor ’På den anden side’ spiller på Porthusscenen i Skuespilhuset fra 3. december til 7. januar.

Opgaven er kommet i gang som følge af en personlig dialog med skuespilchef Emmet Feigenberg, og selvom Catherine Poher har fået stillet Nationalscenens store maskineri til rådighed, har hun fået enkelte af sine egne ’legekammerater’ med i processen, bl.a. skuespilleren Folmer Kristensen og sin personlige favoritassistent, Kathrine Lund.

Catherine Poher er kendt for sine livskloge og engagerede holdninger til teaterkunst og tilværelse, og det var derfor ingen overraskelse, at der kom nogle meget lange og indholdsrige svar, da børneteateravisen.dk sendte hende nogle spørgsmål omkring arbejdet med forestillingen på og til Det Kgl. Teater.

Dem kan man læse her.

’Vi er begge to klar til at risikere noget’

Hvordan kom aftalen med dig som gæsteiscenesætter på Nationalscenen i stand? Og har du haft betænkeligheder?

»Jeg kontaktede Emmet Feigenberg, lige da han blev udnævnt til skuespilchef, fordi jeg ønskede, at ’Den hellige nat’, som jeg har instrueret for Gruppe 38, skulle gæstespille på Det Kongelige Teater. Jeg synes, at det er en festlig, dyb og flot juleforestilling, og den ville have været passende som første forestilling, der også er for børn, i det nybyggede Skuespilhus.

Jeg tænkte, at det var vigtigt at påvirke Nationalscenen omkring forståelsen af, hvad børneteater er. Det var meget uforståeligt for mig, at den største teaterinstitution i Danmark aldrig havde henvendt sig til de professionelle og erfarne kræfter fra børneteaterverden, når de producerede deres egne børneforestillinger, så det var på tide at række en hånd fra gruppeteaterverdenen til DKT.

Emmet var meget enig med mig og er ligesom jeg meget interesseret i at nedbryde de mure, der er bygget imellem såkaldt børne- og voksenteater. Under vores første møde vendte han op og ned på min henvendelse, og det endte med, at det nu ikke længere var mig, der bad ham om noget, men ham der inviterede mig til at instruere en forestilling for DKT.

Jeg havde mine betænkeligheder. Jeg arbejder med nærvær, i små rum og for få publikummer. Kunne den direkte kontakt med publikum bevares i omgivelser, der var meget større? Jeg tog hjem for at tænke mig om. Et par uger efter kom jeg på en idé, som jeg troede på kunne fungere. Efter flere møder, og flere forslag, blev vi enige om den forestilling, der nu er i gang med at blive skabt: ’På den anden side’.

Emmet tager den risiko ikke kunne få publikum nok til at fylde Portscenen en hel måned. For jeg har ikke danset med i et tv-show, og forestillingen er ikke iscenesættelsen af en kendt børnebog, men en nyskreven tekst, som ingen kender noget til i forvejen! Det er altså meget nemmere at fylde et stort rum, hvis man viser Peter Pan eller Pippi!

På samme måde risikerer jeg også noget ved at give mig i kast med en meget større forestilling end jeg er vant til. Her er 13 medvirkende på scenen, i et meget stort rum. Men jeg føler mig klar til den udfordring efter 33 år i branchen og ca. 50 forestillinger bag mig.

Man kan sige, at vi begge to – Emmet og jeg – er klar til at risikere noget for at bygge bro imellem vores to verdener, og det føles meget levende og tillidsfyldt.«

’Alle mine ønsker er blevet opfyldt’

Har du fået totalt frie hænder til dit projekt - herunder udformning, medvirkende osv?

»Man får aldrig totalt frie hænder. Der er et budget, der skal respekteres. Men jeg vil sige, at alle mine ønsker er blevet opfyldt, i det omfang, de var realistiske. Længe før vi fik en endelig aftale, skrev jeg et manifest om min måde at arbejde på, og hvad det kræver af Det Kongelig Teaters produktionsapparat. Det gav Emmet Feigenberg og Benedikte Hammershøy mulighed for at vurdere, om det var realistisk at starte et samarbejde med mig.

DKT har lavet om på deres vanlige prøveforløb for at imødekomme min måde at improvisere materiale frem. Det er helt exceptionelt, og det har krævet rigtig mange møder for at få alle (fra de forskellige afdelinger) med på ideen om ikke at gøre som man plejer. Jeg har en produktionsleder, der støtter mig 100 % og sørger for, at så meget som muligt bliver, som jeg ønsker mig.

Prøveforløbet er blevet delt i tre perioder; først to workshops hvor vi legede og improviserede, og jeg kunne begynde at visualisere forestillingen. Og nu den sidste opløbsperiode på seks uger, som vi er i fuld gang med.
DKT har sørget for at rummet, lyden, lyset var klar fra første prøvedag, fordi vi arbejder meget med selve rummet. Normalt ville vi på nuværende tidspunkt være i en prøvesal, og der ville måske stadig blive spillet forestilling på Portscenen.

I forhold til de medvirkende var det meget vigtigt for Emmet Feigenberg, at der var skuespillere fra teatrets ensemble med i forestillingen. Ellers, som han sagde, kunne han lige så godt købe et gæstespil. Det er vigtigt for ham, at skuespillerne prøver forskellige måder at skabe teater på. Han vil gerne, at der bliver efterladt erfaringer og nye kim i huset til fremtiden.

Vi gav os god tid til at finde holdet af skuespillere, men vi blev meget hurtigt enige om at Livingstones Kabinet skulle komponere og være musikere på scenen. Sammen med koreografen Jakob Haarh Andersen holdt jeg en audition for at finde danserne og den gamle dame.

Rikke Juellund, som har arbejdet længe på DKT, blev valgt som scenograf, og det er jeg rigtig glad for. Det er meget vigtigt at kende arbejdsgangen på teatret, de forskellige værksteder, hvad der er muligt, og hvordan man gør tingene…. Uden hende ville jeg have været fortabt i det store hus!!! Carina Persson er lysdesigner. Jeg har arbejdet med hende mange gange før, og vi har samme forståelse af æstetik.

Derudover har jeg fået lov til at invitere min favoritassistent, Kathrine Lund, som er dramaturgi-studerende på universitet, og som allerede er begyndt at instruere selv. Vi kører sammen frem og tilbage til teatret, og på den måde har vi hver dag mulighed for at diskutere, hvad vi synes fungerer eller ikke, hvad der mangler osv. Kathrine skriver alle arrangementer ned, retter manuskriptet lidt efter lidt, filmer, finder løsninger…«

’Der er ingen store ego’er’

Er man lydhør over for din måde at lave billedskabende børneteater på, eller oplever du skepsis/modstand?

»Ikke en eneste dag har jeg oplevet modstand. Tværtimod har jeg kun hørt, at der går rygter i huset om, hvor sjovt og spændende det er at være med.

Hvis jeg er god til at forklare mig, hvis jeg kan tænde både de medvirkende og alle, der arbejder bag scenen, få dem til at forstå, hvad vi er i gang med at skabe sammen, er der kun god energi i rummet. Det er mit ansvar at være en god kaptajn, så skibet sejler mod nye ukendte lande.

Det er et meget professionelt hold. De er alle fokuseret på arbejdet, der er ingen store ego’er eller nogen form for privat, neurotisk fnidder.«

’Jeg har brugt begrænsningerne som udfordringer’

Hvordan oplever du forskellene mellem at producere på et lille teater og på DKT med det store apparat? Herunder evt. muligheder og begrænsninger?

»På et lille teater er alle tæt på produktionen, alle er – eller måske nærmere føler sig som – en del af produktionen. Det er ligesom en lille familie, der forbereder sig til en fødsel. På de små teatre er vi også mere anarkistiske i forhold til, hvor mange timer, vi arbejder om dagen. Vi har alle mange kasketter, og det gør, at vi ofte bliver mange timer på teatret hver dag. Udover at være instruktør, er jeg ofte også scenograf, kostumier, tekstforfatter, layoutdesigner, plakatkunstner, rekvisitør.

På DKT er der så mange mennesker involveret, der aldrig kommer og kigger eller har en anelse om, hvad vi er i gang med, selvom de skal producere scenografiske elementer eller objekter. Det kan skabe mange misforståelser. Ting kan blive kasseret, fordi de ikke passer til forestillingens æstetiske udtryk. Til gengæld er der så mange meget professionelle mennesker, at det er en fornøjelse at se de supertjekkede løsninger, de finder på. Det betyder, at jeg i højere grad kan koncentrere mig om mit arbejde som instruktør og forfatter.

Derudover er det noget helt andet at skabe forestillinger, der skal turnere og pakkes i en bil, end at skabe stationære forestillinger. Det er meget forskelligt. Jeg er rigtig glad for, at de forestillinger, jeg instruerer for små teatre, kan spille både i et lille forsamlingshus langt ud på landet og på Sydney Opera eller Broadway. Det er stort, synes jeg, at forestillingerne kan blive set af så forskellige mennesker i alle aldre overalt i verden. Mens en meget flot forestilling på DKT sjældent rejser.

Jeg har i 33 år arbejdet med ret små budgetter. Det har fået mig til at udvikle en arbejdsmetode, hvor jeg har brugt begrænsningerne som udfordringer. Jeg er rigtig glad for, at jeg ikke er startet på DKT, hvor næsten alt er muligt. Jeg ville aldrig have kunnet finde det udtryk, jeg har forfinet i løbet af årene.«

’Hvornår kan man ellers skrive noget til 13 medvirkende?!’

Er din forestilling blevet udviklet specielt til Det Kongelige Teater? Og hvad handler den egentlig om?

»Ja, forestillingen er udviklet specielt til Det Kongelige Teater. Jeg har fantaseret den frem med den bevidsthed, at den skulle være stationær og at jeg kunne bruge rummet optimalt. Og hvornår kan man ellers skrive noget til 13 medvirkende?
Man kan sige at ’På den anden side’ er en kærlighedserklæring til alle de myter, eventyr og historier, vi kender og som er blevet skrevet for at give form til vores indre verden. Forestillingen tager os med ’på den anden side’, dér hvor det usynlige bliver synligt.

Samtidig er forestillingen meget traditionel i sit indhold, og handlingen er bygget op over eventyrenes klassiske struktur, hvor hovedpersonen er faret vild og på sin vej møder forskellige figurer, der hjælper hende til at finde sig selv. Men forestillingen er utraditionel i sin form – vi leger her med teatrets essens: At forestille sig:

Leonora kommer ind på en tom teaterscene, der forvandler sig til en ørken, en blomstereng, en skov, et hjem, et slot, en labyrint, en bundløs brønd, et ocean, en nattehimmel, men når hun skal forlade rummet, er scenen tom igen. Alt vi har set har måske kun været noget hun har drømt; billedliggørelsen af en indre udvikling hun er gået igennem.

Forestillingen ligger i forlængelse af noget af det, der optager mig lige nu: Hvordan alt forandrer sig uafbrudt; livets flygtighed, livets strøm som tager os med. Vi lever her på jorden, hvor vi sjældent tænker den slags tanker. Alt virker stabilt og permanent. Men på et andet niveau, det usynlige niveau, er alt kun bevægelse (atomer) og vi glemmer - heldigvis måske - at vi kun er forbipasserende.«

’Giv os tid til at leve livet’

Hvordan oplever du egentlig dansk børneteater for tiden i relation til kunstnerisk innovation og generelle fremtidsudsigter?

»Jeg har arbejdet så hårdt i de sidste år, at jeg ikke har set ret meget børneteater. Derfor er det svært for mig at svare sagligt på spørgsmålet, men jeg vil gerne fremsætte nogle generelle holdninger:

For at der bliver ved at være innovation i børneteater, skal der være en politisk vilje i landet fra kulturministeriet og i kommunerne. Lige nu er der er alt for store produktionskrav. De små teatre består hver især af meget få mennesker, der skal have rigtig mange kasketter på, på én gang, da der ikke er råd til at ansætte arbejdskraft. De, der skulle bruge deres tid til at forske, drømme, læse, rejse, skabe nyt, bruger i stedet 80 % af deres tid til administrative og organisatoriske spørgsmål. Eksperimenterende børneteatre har hårde vilkår, da der er ikke er nogen pædagogiske institutioner, der tør eller har råd til at risikere at købe noget anderledes, noget der er sværere at forstå end Alfons Åberg eller Brødrene Løvehjerte eller en forestilling, der kan bruges til undervisning om bulimi, skilsmisse eller krig.

Der er desværre for få nysgerrige kulturformidlere, og de der er, har for få midler. De scenekunstnere, der tør noget, sælger alt for lidt til at deres lille firma kan køre rundt. De bliver tvunget til helt andet arbejde.

Der er nogle få gamle grupper, der stadig udfordrer sig selv og laver rigtig interessant scenekunst. De kan sælge, fordi de har en kundekreds, men det er meget svært for de nye grupper.

Jeg ville ønske, at billedkunst, poesi, musik, filosofi, scenekunst og kommunikation var fag i skolen på samme niveau som f. eks. historie og idræt.

Jeg vil ønske at kunst var en del af de fleste menneskers liv. Vi har brug for god mad til at give næring til kroppen og god kunst til at give næring til vores sjæl.

Jeg er nu tilknyttet Åben Dans, som er et egnsteater i Roskilde. Jeg er chokeret over, hvor meget der bliver forventet af så lille en gruppe mennesker, der ikke har store økonomiske midler at gøre godt med. Hvor mange år kan man holde til at producere to forestillinger om året, mens man også organiserer danseskoler for børn, holder kunstaktioner i byen og danser på plejehjemmet, udover alt det organisatoriske arbejde?

Det er administratorerne og embedsmændene, der styrer kulturen i Danmark. Kunstnerne skal bare makke ret.
I det lange løb vil det være bedre for politikerne at have tillid til de kunstnere, de har valgt. De skal ikke være bange for, at skattepengene bliver misbrugt. Vi kunstnere prøver altid at gøre det bedste, vi kan.

Det er påfaldende, at så mange i vores branche er døde alt for tidligt eller er blevet syge af stress. Flere og flere bliver syge af stress.

Jeg har en bøn: Kære politikere, giv os tid til at leve livet, fordi livet er den bedste inspiration. Jag ikke med os, som om vi var kriminelle, der nasser på systemet. For at kunne blive ved at være kreative, har vi brug for forskningsperioder, vi har brug for at drømme, at få nye oplevelser, at møde nye mennesker, at kigge os omkring, at trække vejret.«

----

Det Kgl. Teater tilbyder voksenbilletter med 20 procents rabat til de af børneteateravisen.dk's læsere, der har lyst til at overvære 'På den anden side'.

For billetbestilling – gå ind på www.kglteater
1) Find forestillingen og spilledag.

2) Nederst i venstre hjørne under kampagnekode: Teateravisen

3) Vælg giv mig de bedste pladser/vælg selv de bedste pladser

4) Udfør betaling

5) Du kan printe dine billetter hjemmefra.

Ellers ring til Det Kgl. Teaters Billetcenter– 33 69 69 69 mellem kl. 12.-16 og oplys kodeordet: Teateravisen.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Det store nærvær
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

06-12-2019
 

21-11-2019
 

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

Flere anmeldelser