Af: Betina Rex

9. september 2020

Det store i det små

En stor smuk bog og en lille blød kanin er alt Ragnhild Kaasgaard behøver, når hun fortæller os sin historie om dengang hun var lille. Hendes timing og nærvær skaber en hyggelig og sjov forestilling, der pointerer, at selv når man bliver større, kan man godt have brug for nogen, der er mindre.

Stemningen er blød og næsten lidt barok. Bagtæppet er af fløjl, og så tungt draperet, at der kunne bo nogen i folderne. Ragnhild Kaasgaard selv, der allerede har budt os velkommen udenfor salen er også pakket ind i en overdådig kjole af fløjl med lommer med plads til overraskelser.

Stemningen er med andre ord både fløjlsblød og hemmelighedsfuldt fra start. 
Midt på den lille scene står den kæmpestore bog med titlen, 'Dengang du var lille'. Kontrasten mellem stort og småt er et gennemgående, men aldrig fortærsket greb, som benyttes forestillingen igennem. 

Rummet er måske lige lovlig dunkelt med tanke på målgruppen på halvandet til fire år, men heldigvis kan man sidde og putte sig på de lave bænke tæt foran bogen. Knapt har Ragnhild budt velkommen, før nærheden dog bliver for meget for en af de små størrelser i publikum. 

Men det slår ikke Ragnhild ud af kurs. Tværtimod bevæger hun sig med overskud mellem rar karakter og pragmatisk skuespiller og forklarer med ro resten af publikum, hvordan vi "lige skal have styr på den her" – underforstået ked-af-det situationen. 

Nænsomt får hun guidet mor og barn længere ned bagved, på tryg afstand. Resten af publikums yngste medlemmer lader sig ikke påvirke af stemningen, men følger nysgerrigt og deltagende med i resten af forestillingen, der herfra udspiller sig på siderne i Ragnhilds bog. 

Vi starter med stamtræet og præsentation af den store familie. Mor og far, hendes ‘æble’-moster, de tre sjove fastre, der satte håret så fantastisk og lærte hende det samme. Hendes kakao-kusine, der aldrig brændte tungen. Mormor, med tørklæde om hovedet, der elskede at gå tur med Ragnhild i barnevognen, men hadede at få vind i ørerne. De forskellige karakteristika, familiemedlemmerne hver især tildeles, virker mere fortidigt end farverigt, men scenen fungerer som en fin introduktion til Ragnhilds rejse gennem bogen og til forestillingens fortælleformat.

Havens herligheder og hemmeligheder

Som tiden går og Ragnhild bliver større og lærer at gå, melder trangen til eventyr sig, ikke mindst ansporet af hendes trofaste følgesvend, Kanin, det lille bløde tøjdyr, der ikke kan sidde stille. 

“Vi skulle skubbe og vælte – og se hvordan is kan smelte”, “Ase og mase – igennem en tegnefase”. Her kommer dukkefører Erik Olsens fine todimensionelle papdukker og Mikkel Sebastian Rostrups scenografi rigtig til udtryk, når lille dukke Ragnhild drøner rundt i bogen og vælter kusinens kakaokop og laver andre ulykker.

 Indendørs er blevet for trangt til Ragnhild, snart må vi videre til næste side i bogen; ude i haven. Havesiden er en guldgrube af grønhed, som man ganske kan fortabe sig i, og møde nogen man aldrig før har kendt, både en mariehøne, en skolopender og Have-Alf. 

De små dukker drøner rundt i havens mange kringelkroge, og børnene følger engageret med i, hvor de mon nu dukker op næste gang. Skjul vil de også lege. Og mærke, hvor det kilder i maven, når man venter på at blive fundet: “Kender i det” spørger Ragnhild klukleende publikum, men det vækker ikke den store genklang. Måske er skjul ikke et hit længere? 

Til gengæld er alle børn helt med, når haven pludselig er fuld af dyrelyde, der skal gættes. “En frø, en hund, en kat, en ugle. Ah – den sidste var vist en due”. Dyreriget er trods alt ikke gået af mode. 

Haven er hyggelig, men haven er også hemmelig, og snart kryber et noget mere dystert stykke musik ind på os. Det er lige ved, at være for meget af det gode i den mørke sal. Heldigvis er det slet ikke en tiger, men bare en kat, der kom listende. 

Gamle venner gemmer man

Men nu er spændingen vakt, og Ragnhild får lyst til flere eventyr end hus og have kan byde på. Der er ingen anden vej – hun må videre ud i den store verden. Eller Udenfor udenfor som hun kalder det. Kanin er lidt mere tvivlrådig og utryg, hvilket man måske godt kan forstå, når Ragnhild bladrer over på den tredje side i bogen og viser os det mørke, uforklarlige og usammenhængende Udenfor udenfor. 

Heldigvis møder hun musen, som bliver hendes første nye ven, og den første ven, hun tager på besøg hos. Selvom alt er anderledes end hjemme hos hende selv, så synes hun om det og får smag for selskab og fest og for at få nye venner. 

Pointen er klar: Som barnet bliver større, synes kaninen mindre, og hendes eventyrlyst rækker længere end kaninens mod. Det ventende voksne liv i verden må altså blive på egen hånd, men ikke uden en langøret ven derhjemme; “Som tiden gik, gik jeg mere for mig selv, men jeg gemmer kanin alligevel”. 

Her på tærsklen til resten af livet er det tid for Ragnhild og publikum at vende tilbage. Hun bladrer baglæns gennem bogen, forbi både haven og familien, “som var der hele tiden”, og helt hen til forestillingens afslutning foran den nu igen lukkede bog. 

Efter applaus er der også tid til en lille snak med børnene om deres sovedyr, der som Ragnhild så ukrukket understrege, jo godt kan være en gravko, bare man føler sig tryg. 

'Dengang du var lille' er en hyggelig historiefortælling i en meget smuk indpakning, der nok udspringer af nogle andre barndomserfaringer, end nutidens børn har med i bagagen. Der er dog ingen tvivl om, at genkendeligheden slår igennem, og nysgerrigheden vokser. Lidt på samme måde som når man lytter til et ældre familiemedlem, der beretter om, hvordan verden var, dengang de var børn. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.