Det magiske, muntre julekøkken

Faster Lizzie møder os i sirlig grøn kjole i sit fine grønne køkken. Der er styr på tingene. Alt har sin faste plads på reolen og i den bastante gamle køkkenskænks umanerligt mange skuffer. 

Faster Lizzie ved, hvor alting er. Det eneste hun ikke har styr på er katten Misser. Længselsfuldt, til tider ængsteligt, kalder hun med madskålen klar. Publikum kalder med. Ingen forstår, hvor den kat bliver af. 

Den mekaniske Faster Lizzie

Hurtigt får vi dog andet at tænke på. Stemningen skifter med musikken, der pludselig strømmer imod os. Som var hun trukket op mekanisk ændrer vores hovedperson med ét helt fysisk udtryk og statur. 

Til fed, jazzet kontrabas (desværre kun båndet), er det som om tonerne kontrollerer hendes ganske ustyrlige bevægelser. Eller som havde hun en rotte i kokkehuen (med tanke på Pixars Ratatouille-film), kaster lemmerne sig rundt i takt i det lille køkken. 

Kagedåse i kagedåse i kagedåse åbnes, og der er stadig en vis orden i disse kantede, abrupte bevægelser. Rumpen går op og ned bag skænken, benene bøjer og nakken nikker. Diverse skuffer åbner sig på mystisk vis og åbenbarer den ene julede ting efter den anden. 

Rytmen og bevægelserne smitter helt ned i salen, og det lille køkken bliver mere og mere julemagisk musikalsk og fint pyntet op med lys og julestads.

Den sanselige Faster Lizzie

De mekaniske bevægelser bliver mere flydende i takt med musikken, og sanseligt som en anden Nigella Lawson hives smør, sukker, mel og fløde frem til den forestående pebernøddebagning. Fløden må dog undværes, idet Faster Lizzie bliver så grebet af stemningen, at hun drikker rub og stub direkte fra kanden. 

Som voksen sender man en figur som Catwoman en kærlig tanke. Denne hæmmede, kontrollerede kvinde, der om natten bliver til superhelte-sensuel kattedame med farlige klør og gud ved hvad andet…

Og Faster Lizzie giver virkelig los. Hun smager på ordene og elsker hver en ingrediens. ’Karrrrdemomme’ lyder det med store armbevægelser og schwung. Om det er ingefær, nelliker eller natron hives de hver frem fra skuffedariet som en kærlighedserklæring til livet og ikke mindst julen. 

De fortsatte stemningsskift

Det sanselige bliver også aldeles fjollet. Resolut slår hun hovedet ned i bordet for at ælte pebernøddedejen, der blandt meget andet også myrdes med en kæmpe kniv og bruges som ørepropper. Børnene skiftevis måber og morer sig over hendes skøre, overraskende indfald. 

Det går over stok og sten i dette ret så vilde one-woman-show, flot præsteret af Susanne Bonde – ikke mindst fysisk. Og stykket evner endda at inkorporere små mystiske drys af alvor i form af kortvarige, gedigne stemningsdyk. 

Faster Lizzie har tydeligvis brug for musikken og magien. Når den stopper, bliver hun sit voksne selv igen og kommer i tanke om katten, der mangler, og kaffen, hun var ved at drikke.

Børnene hjælper godt til med sangen, da hun pludselig går i stå midt i ’På loftet sidder nissen med sin julegrød’. Det er ret sødt. Andre gange er der for mange tilråb. 

Julefreden sænker sig ikke desto mindre, som pebernødderne bages til en bjældeklingende version af ’Dejlige jul’, og vi sendes alle afsted ud i verden igen med kun en pebernød som forklaring på alt postyret. Det er smukt.