30. august 2022

Det Lille Turneteater topper atter i Odsherred

Et sikkert tegn på, at den nye teatersæson er i gang, er den faste årlige indberetning fra Britta Skov, der med tal og forestillingsnavne fortæller, at Børneteaterudvalget i Teater og Musik Odsherred er klar med børneteatersæsonen – nu altså 2022/23.

Der er faktisk ikke andre børneteater-arrangører, der på denne måde vælger at videregive et aktuelt indblik i deres prioriteringer og køb til Teateravisen, så derfor får den børneteaterglade kommune i Odsherred al opmærksomheden – og der ER jo også en form for interesse og nysgerrig omkring, hvilke børneteatre, der sælger bedst – her så i det nordvestsjællandske.

I denne sæson gæster 22 teatre således Odsherred for at spille 73 forestillinger for kommunens 4.020 skoleelever, børnehavebørn, vuggestuer og dagplejebørn. Alle spilles om formiddagene – og det er Odsherred Kommune, der yder tilskud til den gratis teateroplevelse. Vanen tro findes der også økonomisk plads til ekstra forestillinger, som det er 3.6- klasser og 7-9. klasserne, der får glæde af.

Børneteatersæsonen begynder 31. august med Randers Teaters ’De usynlige’, men det er som sidste sæson Det Lille Turneteater, der suverænt topper listen – med 16 forestillinger, fordelt på ’Odysseus’(ti gange), ’Djævelens Lærling’, ’Grev Gris’ og ’Om ikke at blive ædt’.

Randers Teater indtager dog andenpladsen med otte opførelser, fordelt på ’De usynlige’, ’Sokken,’ og ’Hattemågen’. Dernæst følger Andersens Kuffert Teater, der spiller ’Konen i muddergrøften’ syv gange; mens Arthotel når op på samme antal med ’Stort & småt’. TeaterRUM spiller ’Emigranten’ fem gange, mens samproduktionen ’Fuck’ af Odsherred Teater, Filuren og Teater Apropos kommer med fire opførelser, samme tal som Teater O med ’Kontiki – 101 dag tilbage’ og Teater Patraskets ’Tandfeen’.

Fra de øvrige teatergrupper har udvalget købt mellem tre og en enkelt forestilling. 

Desuden vises også 10 familieforestillinger – fra ti forskellige teatre – i regi af teaterforeningen, som afvikles på søndage og i skolernes ferier på Odsherred Teater i Algade og giver mulighed for, at børn og voksne sammen kan opleve teater. 

Billetpriser normalt 70/90 kr. Spilletider kan ses på teaterforeningens program for sæson 2022-23: https://teaterogmusikodsherred.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne

KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside
KLAP(pet) og klart
Forestillingsprogrammet til den offentlige weekenddel af KLAP – teaterfestival for små og store i Esbjerg, der afvikles fra 14.-21. april, ligger nu klar på festivalens hjemmeside