DEBAT
07-06-2022
24-05-2022
21-03-2022
17-03-2022
10-03-2022
Snapshots fra Aprilfestival 2022: Øverst: På vej til teater; plakat; det internationale belgiske gæstespil ’Promise’. Nederst: Der var festival inde og ude og i flotte omgivelser – her scenekunst på Vadehavscentret (tv), vandreforestilling ved byens vartegn, Vandtårnet - og børn i aktivitet ved projekt Festivalens hjerte i Musikhuset. Fotos: Søren K. Kløft og Esbjerg Kommune

Det levende møde

10-04-2022
Det kan virke ret overvældende at være på en Aprilfestival for første gang. De mange teatre, mennesker, scenerier, gøremål. Teateravisen har bedt Lise Stenbæksgaard - der både via job i festivalsekretariatet og udflugter til forestillinger m.v. fik set festivalen fra mange sider - om at skrive om sine oplevelser. Her er nogle af hendes refleksioner fra Aprilfestival 2022.
Af: Lise Stenbæksgaard
FAKTA

- Aprilfestival – teater for små & store, afviklet i Esbjerg fra 27. marts til 3. april 2022 var den 51. udgave af verdens største festival med professionelt teater for børn og unge.

Her kunne man opleve 153 forskellige forestillinger fra 105 teatre – opført i alt 630 gange i løbet af ugen. Det skete ved lukkede forestillinger på skoler og institutioner i hverdagene og offientligt på 21 spillesteder i Esbjerg midtby i den afsluttende weekend.

- I festivalen deltog 570 teaterfolk og over 300 formidlere/teaterarrangører, mens over 100 unge fra hele landet deltog i forskellige aktiviteter og hjalp med praktisk arbejde sammen med 200 lokale frivillige. Dertil kom over 70 internationale gæster fra 18 forskellige lande, inklusive de to internationale gæstespil.

- Festivalen husede også  verdenskongressen ’Catch the Wave’, organiseret af International Inclusive Arts Network (IIAN), hvor der blev der sat fokus på den inkluderende scenekunst for personer med funktionsvariationer gennem teater, debatter og workshops, som både blev afholdt fysisk i Esbjerg samt via online-events.  

Se mere på www.aprilfestival.dk

Links til artikler og noter med fotos fra Aprilfestival: Det store overblik - Åbning - Krammedag og kritik - Festivalshow - Arrangørpris

Se stor version af artiklens illustration her

Efter at kulturen har lidt i coronaens skygge i to år, var årets Aprilfestival den forgangne uge i Esbjerg en kærkommen og intens oplevelse, hvor teater var rammen om et væld af møder. 

Som novice på Aprilfestival havde jeg den frygtsomme fornøjelse at opleve alt for første gang. Det var en både overvældende og bekræftende oplevelse. Størst af alt var oplevelsen af festivalens og teaterkunstens evne til at skabe møder på tværs af alder, køn, kultur og nationalitet. 

Esbjerg by var, for mig, også fremmed land, men festivalens epicenter, Tobakken, indbød til en afslappet og hjemlig atmosfære. Med daglige besøg i Festivalcaféen, hvor man mødtes over kaffe, frokost eller øl, med gåturen fra hotellet til Tobakken og rundture til skolerne og kulturinstitutionerne, blev Esbjerg hurtigt hjemlig og let at færdes i. 

Når jeg besøgte byens skoler for at se forestillinger, byens restauranter og barerne i de sene nattetimer følte jeg mig velkommen og hjemme. Det har nok været et godt sammenspil mellem Esbjerg by og det fællesskab, Aprilfestivalen er. 

Fra småbørn til teenagere 

Stort set alle forestillinger, jeg så på Aprilfestivalen, havde hver deres særegne udtryk, og festivalens program bevægede sig i mange forskellige genre – fra minutiøst dukketeater til større opsætninger med mange effekter, fra fysiske performances til fortællende teater – men alle forestillinger, jeg overværede, lykkedes godt med at skabe kontakt til publikum. 

Og at være vidne til børnenes reaktioner var en stærk oplevelse ved flere af forestillingerne. Jeg bemærkede ad flere omgange under festivalen, hvordan grupper af alt fra vuggestuebørn til store teenagere blev ganske opslugt af forestillinger.

På Rørkjær Skolen Urban så jeg forestillingen ’Hvad er det’ med Aaben Dans. Frem for at være optaget af de to dansere, fæstnede mit blik sig på de to vuggestueklynger, der også var i publikum, og som forestillingen egentlig var tiltænkt. 

Et barn sad nærmest paralyseret og helt opslugt af de to voksne, der snørklede sig rundt om hinanden på den bløde og taktilt-indbydende scene. Andre rokkede lidt med til den stille musik og grinte ind imellem af det, de så. Nogle fik øje på et lysende rør eller rødt tyl, som de fokuserede på, indtil en ny ting eller bevægelse fangede deres blik. 

Af erfaring ved jeg, at det er en kunst at få en gruppe vuggestuebørn til at falde til ro og lade sig opsluge – så det var sært rørende at være vidne til deres dybe koncentration og undersøgende blikke.

I den anden ende af forestillingernes aldersspektre var ungdommen, som også havde flere forestillinger at vælge i mellem. De fleste kan genkende de voldsomme følelser i den spæde ungdom – måske har de selv børn i alderen, måske ligger følelserne ikke så langt væk – derfor kan forestillinger, der tager fat i den tid ramme bredt.

Jeg lod mig i alt fald opsluge af festivalens portrætter af den afvisende usikkerhed, som ofte kan kendetegne teenagere. Jeg så forestillinger, som i deres behandling af ungdommen udviste stor respekt for den sommetider udskældte gruppe. I Tobakkens Store Sal blev forestillingen ’I de fucking bedste’ mødt af latter fra unge og forældre. Og da de kønsstereotype Disney-fortællinger, de fleste unge er flasket op med, anfægtedes i forestillingen ’Fishtail’, stemte publikum på VUC også i med bekræftende latter. 

For mig var de teateroplevelser størst, hvor jeg ikke oplevede, at forestillingen først og fremmest havde pædagogisk sigte, men hvor ungdommens perspektiv udforskedes nysgerrigt og portrætteredes med lige dele humor og respekt.  

Et universelt sprog 

Der var op mod 70 internationale gæster på årets Aprilfestival, og de havde af gode grunde ikke samme forudsætninger for at forstå forestillingerne, som det danske publikum. Forestillinger med en betydelig vægt af fortælling eller dialog var alligevel en del af de internationales rundtur på festivalen. 

Dels fordi de var optaget af interaktionen med publikum og deres reaktioner, men også fordi de, til trods for, at de ikke forstod det talte sprog, blev optaget af fortællingerne. Når de fortalte om deres oplevelser, hæftede de sig ikke ved det, de ikke forstod, men alt det, der trods den sproglige barriere havde vækket mening hos dem. 

Teatrets form gjordet det muligt at fastholde publikum, selvom det meningsbærende sprog var fraværende. Og jeg tror især det handler om, at teateroplevelsen kan være konfronterende levende. 

Det var ’Promise Me’ – en vild og grænseoverskridende forestilling fra belgiske Kabinet K – et godt eksempel på. Størstedelen af performerne var børn med undtagelse af to mandlige dansere og en musiker. De gik til angreb på hinanden, smygede sig om hinanden, sprang vildt omkring, råbte og skreg og forsonede sig i en ubesværet flot koreograferet tilfældighed. 

Forestillingen prikkede til enhver blufærdighed, hang til beherskelse og kontrol, og børnenes legende vildskab var kernen i det hele. Den vekslede mellem uregerlighed og ømhed – fra et til tider enerverende lydbillede med konfronterende børn, som krævede øjenkontakt med publikum til bløde, omsorgsfulde bevægelser. 

Forestillingen vækkede ambivalente følelser i mig, fordi den med sit kropslige og fysiske udtryk indirekte behandlede grænser og konfronterede mine egne. ’Promise Me’ blev fremført i den gamle togremise, Game Streetmekka, som til hverdag især huser skatere. 

De rå lokaler var en oplagt scene for den opildnende performance. Jeg gad dog godt have oplevet, hvordan børn og unge tog imod den, men salens sæder var den pågældende aften i særdeleshed fyldt ud af voksne. 

Bundet til øjeblikket

Festivalen skabte rammerne for, at internationale bånd kunne plejes gennem teater. Det var bekræftende at få øje på det store engagement, der er for samarbejde og vidensdeling på tværs af landegrænser, som lever i bedste velgående. Og jeg oplevede stor velvilje og interesse fra mange af de internationale gæster, som også kom på festivalen for at udveksle viden og faglige betragtninger.  

I det levende møde, teatret er, kan man ikke trykke pause. Man kan ikke skrue ned for lyden eller klappe computeren sammen. Man er fanget i rummet og bundet til øjeblikket side om side med andre. Årets Aprilfestival lykkedes med at binde både unge og gamle til scenen, og for mig var det et oplivende møde med den teaterverden, som hvert år gør sit kunstneriske indtog i en ny dansk by. 

Og efter nedlukningens og restriktionernes forsømte år var Aprilfestivalen for mig et eksempel på, at mødet med den levende kunst og kultur står ved sin magt.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Det levende møde
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718192021

17-06-2022
 

13-06-2022
 

03-06-2022
 

26-05-2022
 

21-05-2022
 

18-05-2022
 

11-05-2022
 

28-04-2022
 

25-04-2022
 

22-04-2022
 

16-04-2022
 

08-04-2022
 

29-03-2022
 

24-03-2022
 

17-03-2022
 

14-03-2022
 

07-03-2022
 

01-03-2022
 

24-02-2022
 

17-02-2022
 

09-02-2022
 

24-01-2022
 

13-01-2022
 

08-01-2022
 

01-01-2022
 

16-12-2021
 

29-11-2021
 

27-11-2021
 

24-11-2021
 

15-11-2021
 

05-11-2021
 

01-11-2021
 

06-10-2021
 

04-10-2021
 

27-09-2021
 

22-09-2021
 

16-09-2021
 

02-09-2021
 

28-08-2021
 

17-08-2021
 

Flere anmeldelser