DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
Grethe Olsen har sin store andel i, at Aprilfestival 2015 afvikles i Frederikssund fra 19.-26. april. Som byrådspolitiker, børneteaterforeningsformand m.v. har hun kæmpet for kultur og børneteater i et kvart århundrede. Her bladrer hun i en af scrapbøgerne om børneteaterformidlingen. Foto: Martin Dreyer Pedersen

'Det kommer til at betyde mere end nogen kan forestille sig'

16-03-2015
Aprilfestival 2015 nærmer sig hastigt, og teateravisen.dk har derfor taget turen til Nordsjælland for at få en snak med Grethe Olsen, kulturidealist, børneteaterindkøber og ikke mindst medansvarlig for, at den store festival i år afvikles i Frederikssund og Halsnæs kommuner.
Af: Martin Dreyer Pedersen
FAKTA

Aprilfestival

- Aprilfestival 2015 finder sted i Frederikssund og Halsnæs Kommuner fra 19. til 26. april. Der er tilmeldt 125 teatre med 194 forestillinger, og dertil kommer et par internationale gæstespil.

- Der spilles lukkede forestillinger på de to kommuners skoler og institutioner i festivalens hverdage og åbne forestillinger eftermiddage og aften frem til den afsluttende weekend, som finder sted i Frederikssund på ti forskellige spillesteder.

- i alt forventes der at blive spillet over 600 professionelle børne- og ungdomsteaterforestillinger i alt i løbet af ugen, og alle billetter til de offentlige forestillinger er som sædvanlig gratis.

- Man kan læse mere på festivalens hjemmeside, der løbende opdateres: www.aprilfestival.dk

****

Grethe Olsen

- Grethe Olsen (f. 1946) har været lærer på folkeskoler, specialskoler og efterskoler m.v., men er nu pensioneret.

- Hun har siddet i byrådet for SF i Frederikssund over en 25 års periode og har bl.a. været formand for socialudvalget, kulturudvalget og miljøudvalget. 

- Hun er formand for Frederikssund Børneteater, som formidler professionel børneteater til kommunens børn og unge (www.frederikssund-borneteater.dk) - og med i bestyrelsen af byens teaterforening. Dertil kommer formandsposten for den lokale afdeling af Foreningen Norden og Frederikssund Kunstforening.

- I september 2014 modtog Grethe Olsen Frederikssund Kommunes årlige kulturpris (15.000 kr. og en plakette i fortovet på Østergade ved Langes Magasin.

Bag enhver Aprilfestival står mindst én ildsjæl i den kommune, der ender med at stå for værtsskabet til verdens største festival med professionelt teater for børn og unge.

I år er det således naturligt at pege på Grethe Olsen som en af drivkræfterne i arbejdet med at få Aprilfestival 2015 til Frederikssund. Og lige så naturligt at tage turen til den nordsjællandske fjordby for at få en snak med hende.

Og en formiddag i februar byder Grethe Olsen så teateravisen.dk's udsendte velkommen i kulturhuset Elværket med kaffe og wienerbrød - samt et hav af scrapbøger, der dokumenterer de seneste mange års indsats med at arrangere  teaterforestillinger for børnene i kommunen. Hvilket altså ikke mindst skyldes Grethe Olsens indsats i Frederikssund Børneteater, hvor hun har været formand siden den spæde start i 1991.

Grethe Olsen, der lige er blevet 69 år, er et velkendt ansigt i Frederikssund Kommune, hvor hun sad i byrådet for SF i 25 år frem til seneste kommunalvalg. Her talte hun til stadighed kulturens sag og har i det hele taget viet sit liv til teater, hvor især børne- og ungdomsteater står hendes hjerte nær.

Børneteater i faste rammer

I 2014 modtog hun kommunens årlige kulturpris for sin indsats, og i år krones hendes anstrengelser altså med afviklingen af April 2015 for første gang i kommunen.

»Jeg flyttede til Frederikssund i 1981. Jeg blev lærer og begyndte at blande mig i kulturlivet. Jeg overværede vikingespillene og kom ind i den lokale teaterforening, som spurgte om ikke jeg kunne stå for at få flere børneforestillinger til kommunen. Der havde været en pædagog tidligere, som havde taget sig af det, men der manglede teater for de lidt større børn,« fortæller Grethe Olsen.

»Jeg syntes, at det var sjovt at få børneteater ind i nogle helt nye rammer. Frem for at vælge direkte fra forskellige teatre blev det til en brochure, hvor der i 1991 var beskrevet et udvalg på 16 forestillinger. Vi fik lavet et logo, og børnene var med til at tegne brochurens forside og andre teatre blev præsenteret. Institutioner kunne byde ind og købe forestillinger til ca. 40 kr. pr. billet og så var der refusion på skolerne. Det har været hamrende skægt og en vidunderlig del af mit liv.«

Kulturens betydning

Et rigt indre og ydre kulturliv – hvad enten det udspringer af litteratur, musik, billedkunst eller teater - bør ifølge Grethe Olsen være et hvert menneskes ret. Hun er klar over, at idrætslivet skal fylde og fylder meget i Frederikssund, men hun kæmper fortsat en kamp for, at hver en borger skal have adgang til og ikke mindst have lyst til adgang til kultur.

Aprilfestivalen bliver helt i tråd med hendes opfattelse af kulturens muligheder.

»Det kommer til at betyde mere, end nogen kan forestille sig. Jeg tror, at det store arbejde, der bliver lavet med Teatercentrum og os som kommune, kommer til at være skelsættende. Jeg tror, at udviklingen med at få opdraget skoleelever, lærere og pædagoger gennem teater og litteratur vil åbne op for nye læringsmuligheder - ja, det vil komme bag på mange, hvor meget vi kan lære. Forarbejdet op til festivalen vil også manifestere sig rigtig mange steder. Erhvervslivet vil kunne se fordelene. Tænk på turisme og al opmærksomheden. Alle vil kunne profitere af denne festival. Tro på det,« lyder det overbevisende fra den lokale ildsjæl.

Grethe Olsen tror og har troet på idéen om Aprilfestivalen i Frederikssund de sidste fem-seks år, hvor fundamentet til festivalen blev støbt og herefter blevet mere og mere udbygget for nu at være en realitet.

»Det var på tide, at Aprilfestivalen kom til Nordsjælland. Jeg talte, efter et møde med Henrik Køhler fra Teatercentrum og Jens Frimann fra Helsingør (formand for den lokale teaterforening, red.), med min borgmester. En budgetaftale et par år efter åbnede op for, at der kunne tilføres penge. Det skulle have været i 2014, men der kom et par forhindringer i vejen. Vi var pludselig parat igen i 2015, hvor Vejle havde tidligere påtaget sig værtskabet, men sprang fra, og Teatercentrum kunne derefter præsentere vores kommune som vært for festivalen 2015. Der røg champagnepropperne af i en fart,« fortæller hun.

Politik som en pligt

Det politiske liv har høj prioritet. Grethe Olsen mener, at mange flere burde blande sig i politik frem for at se passivt til eller brokke sig uden at have hjemmel for det.

»Det burde være som at aftjene sin værnepligt at tage ansvar og ikke bare være med til at stå og sige, at politikere er idioter. Desværre er der en tendens til at sige, at lærere ikke laver noget, at politikere kun er der for egen vindings skyld, og at andre igen udnytter systemet, men så kom dog selv ind i det politiske liv og gør noget selv. Ja, det burde være en pligt at sidde i politik. Du får et ansvar, og du kan ikke krænge det af dig,« kommer det fra Grethe Olsen, der ikke er bleg for at sige sin mening.

Som politiker har hun kæmpet hårde kampe, hun har talt højt om sine mærkesager, og hun har også oplevet modvind. Et nyt kulturhus i Frederikssund havde opbakning fra et enigt byråd, men en valgkamp kom i vejen. En række politiske modstandere mente, at Grethe Olsen kun tænkte i prestigebyggeri.

»Vi skulle have et nyt bibliotek, og så skulle vi selvfølgelig i tilknytning til det have nogle sale og alt det, som et moderne bibliotek skal kunne rumme i dag. Men nogle blev tosset. Vi har kort til København og kan bare tage derind, og så har vi Elværket (nuværende kulturhus, red.), men Elværket er kun otte meter i bredden, og mange teatertrupper kræver mindst ni meter. Da der var valgkamp, gik jeg selvfølgelig ud og talte højt om fordelene ved et nyt samlet bibliotek og kulturhus, og så var det mig, som fik hug – ikke byrådet som helhed. Det ville have kostet i omegnen af 150 millioner kroner, så det var et stort hus, som skulle kunne rumme rigtig meget, men så røg den. Vi kunne have været i gang med at bygge et kulturhus nu.«

Verdensmestre i børneteater

Grethe Olsen tror på, at Aprilfestival 2015 vil være med til at få borgerne i kommunen til åbne øjnene op for nødvendigheden af et rigt kulturliv og få dem til at se, hvor meget gavn, som ikke kun børn og unge men også voksne og ældre mennesker kan få af kulturelle oplevelser.

Begivenheden er en ønskedrøm, som går i opfyldelse. Som formand for Frederikssund Børneteater ved hun om nogen, at teater kan påvirke på en helt særlig måde. Ikke kun byen og kommunen vil kunne opleves på en helt ny måde, men borgerne vil komme hinanden ved som aldrig før.

»Jeg ser frem til og håber, at rigtig mange mennesker vil sige i den uge: Hold da lige op! Hvad er der sket med vores by og kommune? Hvor er det stort. Børnene kan slæbe deres forældre med ud om aftenen, hvor de igen kan se noget nyt teater. De vil boltre sig i en verden af historier - plus det faktum at børn vil kunne se og forstå temaer, som forældrene ellers har svært ved at tale med deres børn om. Det hele er vendt op og ned. Den pulserende glæde vil brede sig, og folk vil opleve hinanden, guide hinanden og hjælpe hinanden. Jeg skal personligt suge til mig af al det fantastiske, som skal ske den uge,« siger Grethe Olsen, der glæder sig over, hvordan børneteater gennem tiderne har begejstret og rørt mange unge mennesker.

Danmark er verdensmestre i børneteater - og det er altså ikke kun noget med røde næser, som hun siger.

 

Martin Dreyer Pedersen er cand.mag. i dansk og teatervidenskab og har praktisk teatererfaring som bl.a. dramalærer, dramatiker og teateranmelder. Han er tilknyttet Teatercentrum omkring Aprilfestival 2015.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - 'Det kommer til at betyde mere end nogen kan forestille sig'
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

30-11-2018
 

25-11-2018
 

21-11-2018
 

17-11-2018
 

13-11-2018
 

09-11-2018
 

Flere anmeldelser