Eksistensforvekslingskomedie

Han er lille og tæt og ’tændt’. Han er ’på’ og han ’lyser’.

Søren Zacho Ruby entrerer foyeren udenfor spillerummet i en næsten svævende gangart og fanger fluks og frejdig en af de publikummer som står tættest på med et selvfølgelighedsfyldt: ’Her [rækker sin millimetertynde iPad frem]: Vil du ikke lige tage et par billeder af mig’. Og klik, klik, så er de 'i skabet'. Billeder af en overskudsfølende, storsmilende og kækt poserende Søren Zacho Ruby. Og vi bliver sandelig også foreviget – endda som en vinkende skare. Publikum er ’med’. Vi er ’på’.

Inden for på stolerækkerne foran en scene fyldt med blanke skærme på bagvæggen skal vi heller ikke være i tvivl: Foredragsentertaineren Ruby styrer slagets gang med vedvarende øjenkontakt med sit publikum og i selvsikker dialog med det digitale jeg, som det hele handler om i denne foredragsteaterforestilling. En forestilling, som med en begavet tekst, stribevis af skærmbilleder fra Rubys private barn- og ungdomsfotoalbum og billeder af IT-teknologiens rivende udvikling, problematiserer nutidsmenneskets styring, afhængighed og bundethed af den moderne teknologi.

En digital butler

Den moderne teknologi er fikst og snedigt personificeret i det digitale jeg, som Ruby stolt fremviser som en virtuelt eksisterende kopi af ham selv. Det er en digital butler, et ettal frem for et nul, som Ruby har designet til at udføre alt det kedelige arbejde for sig. For at han selv kan være ’på’, ’med’ og ’fokuseret’.

For Rubys IT-hyperaktive og superteknologifortrolige foredragsholder hører til blandt de aktive. Ikke i den anden gruppe. Der, hvor de passive befinder sig. Dem, som ikke er logget på. Dem, som er koblet fra. Rubys mand er med i strømmen. Han kan være ’tændt, men afslappet’, fordi han har skabt sig dette digitale jeg til at holde styr på alt det praktiske.

Hans digitale jeg fravælger for ham i den massive informationsstrøm som i rivende fart og kolossale mængder vælter ind og frister. Han gør Rubys hverdag lettere: Han husker og sørger for alle de dagligdagsting, så som indkøb af mad m.v. Han husker folks fødselsdage og sørger (med lidt støtte 'udefra' for at få købt de gaver, de ønsker sig. Han udskifter dagligt Rubys koder og passwords så sikkerheden er i top. Han gør Ruby opmærksom på aftaler og andet via SMS. Hans digitale jeg er programmeret med Rubys viljer og frem for alt er det digitale jeg ude af stand til at fatte og forstå komplekse følelser – eller er det nu sådan?

Dynamik og nærvær

Med den gentagne sætning: ’Hvem styrer?’ og ’Og hvad er det lige vi har brug for?’ spoler Ruby i et humoristisk foredrags-set-up tiden tilbage og fremkalder med hurtige verf hen over skærmene billeder af de første computere og spillemaskiner. Og han tilsætter fotos fra dengang han var barn og ung. Akkurat disse billeder skaber 'kludder' i hvem, der styrer hvem. For Stine fra folkeskolen er med på ganske mange af dem. Og det digitale jegs påstand om at foredragsholder-Ruby stadig er forelsket i hende får ham til helt at miste fatningen.

Selvfølgelig en pointe. Hvem styrer egentlig hvem?-omdrejningspunktet får nu nye facetter og udvikler sig til refleksioner om hvorvidt vi stadig evner at være tilstede i det vi er i. Om vi snarere er optaget af at optage, fotografere eller pynte på virkeligheden. Og om vi rent faktisk som vores live Ruby mand indtil nu har troet og bildt os ind, kan adskille det rationelle fra det følelsesmæssige.

Ruby har skrevet en tekst, som med humor serverer et centralt ’Hvem styrer hvem’ i vores digitale virkelighed-tema. Et 'noget på hjerte'-tema, som bliver enkelt og elegant iscenesat med masser af den teknologi, den selv taler om.

Og frem for alt kræver og vinder forestillingen mange point på at blive spillet af en så dynamisk skuespiller som Søren Zacho Ruby. En skuespiller som formår at formidle en tæt og kompleks tekst så den bliver holdt i live med nærvær og intensitet. En skuespiller som ved at ændre lidt på timing og kropsprog gør det krystalklart og meget underholdende at overvære, hvad forskellen er på at vente ti minutter på at en halvgammel AMIGA500-computer frem for at skulle vente en helt halv time på at en gammel (Commodor 64-)computer blev færdig med at loade et spil.

At Ruby har fået ganske meget ud af den russiske indlevelsesfokuserede TeaterStudio-skuespilleruddannelse, han har som baggrund, fornægter sig ikke.