11. juni 2019

Det Kgl. Teater danser på gaden i Aarhus

Den Kgl. Ballets selvstændige dansekompagni Corpus tager på Aarhus-turne med forestillingen 'One One One', skabt af den prisvindende græsk-schweiziske koreograf Ioannis Mandafounis.

Ideen er at møde publikum lige der, hvor de er – og 'One One One' går først i gang, når en tilskuer sætter sig på stolen foran danseren, og den slutter, når vedkommende rejser sig.

I 'One One One' er den eneste betingelse, at man holder øjenkontakt med den danser, som danser for en, så forestillingen kan vare 30 sekunder eller to timer, man bestemmer selv længden på sin oplevelse.

Man bestemmer også selv, om man tager plads i stolen eller blot vil være tilskuer.

Ingen af forestillingerne vil således være helt ens, for danserne bruger den udvalgte tilskuers blik og oversætter de følelser og reaktioner, der dukker frem i det, til bevægelser. Danserne er Hazuki Kojima, Alexander Stæger, Louella May Hogan og Alma Toaspern.

Man kan opleve værket:

11. juni 2019 kl. 15-18: Godsbanen
12. juni 2019 kl. 15-18: DOKK1
13. juni 2019 kl. 15-18: ARoS
14. juni 2019 kl. 15-16.30: Klostertorvet

Og der er fri entre.

Corpus er et dansekompagni under Den Kongelige Ballet, som arbejder med skabelsesprocesser, nutidens æstetikker og umiddelbare fysiske oplevelse. Målet er at udvide opfattelsen af, hvilken effekt og relevans samtidsdans har i samfundet og på nationalscenen.

(Billedet: Hazuki Kojima i fri udfoldelse. Foto: AdeY)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne